Hagbard og Signe, elskovspar fra den danske sagnhistorie, hovedsagelig kendt fra Saxo og folkevisen. Den norske kongesøn Hagbard, som har dræbt den danske kong Sigars sønner i kamp, besøger i kvindeklæder Sigars datter Signe, men fanges og henrettes ved hængning.

Signe har lovet at følge ham i døden, og for at prøve hendes troskab beder han om, at hans kappe må blive ophængt først. Signes spejdere tror, de ser Hagbard hænge i galgen; på deres signal sætter hun ild på sit jomfrubur, og hun og hendes terner hænger sig i deres slør.

Sagnet er fra gammel tid knyttet til landsbyen Sigersted ved Ringsted, hvor man mente, at kong Sigars kongsgård havde ligget.

Det er benyttet af Adam Oehlenschläger i tragedien Hagbarth og Signe (1815), og filmen Den røde kappe (1967, instruktør Gabriel Axel) er bygget over sagnet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig