Baltasar Gracián, spansk forfatter, tidligt optaget i jesuiterordenen. Gracián var en af den spanske baroks fremmeste intellektuelle. Hans værker omfatter politiske, moralske og æstetiske emner. Grundholdningen er pessimistisk, og hans værker er gennemsyret af en krads satire over menneskets skrøbelighed og samfundets deroute. Budskabet er dog klart handlingsorienteret: anvisninger på veje til personlig fremgang og på, hvordan magt skal opnås og udøves under bevarelse af personlig integritet. Disse tanker fremstilledes i El héroe (1637, Helten), El político Fernando (1640, Politikeren), El discreto (1646, Den forstandige), i aforismesamlingen Oráculo manual y arte de prudencia (1647, Kompendium i visdomslære) og i hovedværket, den allegoriske roman El criticón (1651-57, Kritikeren), der alle fik stor udbredelse i Europa. Det æstetiske hovedværk Arte de ingenio (1642, Geniets kunst, ny udgave i 1648: Agudeza y arte de ingenio) blev en af århundredets mest beundrede poetikker, hvori stilens finesser udlagdes med mange citater af Góngora og især Quevedo, hvis "conceptismo" var Graciáns program.
Baltasar Gracián
Faktaboks
Baltasar Gracián
- Født
- 16. januar 1601, Belmonte de Gracián
- Død
- 6. december 1658, Tarazona
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.