Bartolomé de Torres Naharro, ca. 1485-1520, spansk digter og dramatiker. Torres Naharro, der var bekendt både med klassiske forfattere og samtidens italienere, skrev sine skuespil i Rom. Hans teori for den nye tids drama findes i samlingen Propalladia (1517), der deler skuespillene i de sande, der beretter fra virkeligheden, comedia a noticia, og de sandsynlige, der er opdigtede, comedia a fantasía. Hans decorum-begreb indebærer, at personerne skal tale i overensstemmelse med rollen, bonden som bonde osv. Alle personkategorier kan optræde i begge slags stykker.