José Luis Aranguren, 1909-1996, spansk filosof og forfatter. Som en af de få spaniere i tiden efter borgerkrigen 1936-39 behandlede han i flere værker forholdet mellem katolicisme og protestantisme. Sammen med flere andre oppositionelle professorer blev han i 1965 bortvist fra Madrids Universitet og først genindsat i sit professorat i forbindelse med amnestien i 1976. Aranguren har i en række bøger og artikler med stor gennemslagskraft behandlet etiske spørgsmål i religion og politik, ofte i polemisk form.