José María Gabriel y Galán

José María Gabriel y Galán, 1870-1905, spansk forfatter. José María Gabriel y Galán nåede i sit korte liv en position, der sidestiller ham med den samtidige danske digter, forfatter og debattør Jeppe Aakjær; begge skabte opmærksomhed og sympati for de små i en fjern egn af deres nation, og begge brugte egnsmål i mange digte.

José María Gabriel y Galán voksede op på landet i provinsen Salamanca, vest for Madrid. Hans far var landmand, og glæden over at færdes i det fri, gerne som jæger, delte han med sønnen José María. 

Denne valgte at blive lærer, og sideløbende med uddannelsen arbejdede han i en klædeforretning i universitetsbyen Salamanca. Her kom han ind i en kreds af studerende, der diskuterede samfundsproblemer - og digtede.

I 1888 blev han ansat som lærer i den lille by Guijuelo, kun 20 km fra barndomshjemmet. Efterfølgende kom han på seminariet i Madrid, men trivedes ikke i hovedstaden; "Modernópolis" kaldte han den. Han søgte derfor ansættelse ved skolen i Piedrahita, i provinsen Ávila, nordøst for Salamanca.

Og så begyndte han for alvor at digte; det første større digt "El ama" (Husmoderen), skrev han ved sin mors død. Dette digt skulle senere, i 1901, bringe ham førstepladsen i konkurrencen "Los juegos florales" (Blomsterdysten) i Salamanca. Præmien var en levende blomst, og med den fulgte stor medieopmærksomhed, også i hovedstadens presse.

Dommerkomiteens formand var rektor for Salamancas ærværdige universitet, digteren, forfatteren og filosoffen Miguel de Unamuno. Dermed indledte de to en korrespondance, præget af gensidig respekt og interesse. Senere vandt José María Gabriel y Galán førsteprisen i "Los juegos florales" i andre store spanske byer - og hans digt "Canto al trabajo" (Hymne til arbejdet) blev præmieret i Buenos Aires i 1904.

Som 23-årig forelskede José María Gabriel y Galán sig i sin halvkusine Desideria, og i 1898 blev de viet i Plasencia, en af hovedbyerne i regionen Extremadura, syd for Salamanca. Desideria var tidligt blevet forældreløs og adopteret af sin barnløse tante og onkel, der var godsejer i den lille by Guijo de Granadilla, i det nordlige Extremadura.

Det nygifte par flyttede til Guijo, José María Gabriel y Galán lagde lærergerningen på hylden og gik med liv og sjæl ind i arbejdet som sin onkels medhjælp, med alt hvad det indebar af fysiske strabadser - og bogholderi.

Frem for omgangen med byens bedsteborgere foretrak han langt at være sammen med husets hjælpere og hyrderne ude i landskabet, hvor han og onklen og de nære venner også kunne gå på jagt efter mange slags vildt.

Han skrev stadig i ledige stunder, brevvekslede med sine brødre, vennerne fra studietiden og tidligere elever. Og han digtede: den første søn, Jesús' fødsel inspirerede ham til digtet "El Cristu benditu", hvor han for første gang bruger egnens mål, castúo.

Dette digt blev en stor succes, og hans mange castúodigte fulgte, stadig mere socialt engagerede. De sætter skarpt lys på de fattige landarbejderes hårde tilværelse og ligegyldigheden hos øvrigheden og de bedre stillede klasser.

José María Gabriel y Galáns digte, der bæres af lette rytmer og hverdagssituationer, blev læst og lært udenad i vide kredse - og har givet ham betegnlesen "Extremaduras skjald". Omend han allerede døde i en alder af 35 år, har han fået et stort og varigt eftermæle.

Guijo de Granadilla havde allerede i 1903 "adopteret" ham, og byrådet rejste senere en portrætbuste på den centrale plads, lige foran hans hus, som i dag er åbent for besøgende. Den store opdæmmede sø, der blev skabt ved anlægget af et vandkraftværk på floden Alagón i 1965, bærer hans navn, såvel som talrige gader og pladser i hele Extremadura.

Og digtene lever; de er børnelærdom i regionen, og bl.a. Jorge Luis Borges kunne som gammel fremsige Gabriel y Galán-digte, han havde lært i skolen i Argentina.