Luis de Góngora y Argote

Luis de Góngora y Argote, 1561-1627, spansk digter. Góngora anses for den centrale figur i den spanske barokdigtning, især hvad angår kunstdigtningen for det dannede publikum, den såkaldte poesía culta.

Góngoras vej gik fra fødebyen Córdoba over opgivne studier i jura ved Salamancas Universitet og en udsvævende ungdom til kapellanembede ved hoffet i Madrid. Hans kald lå imidlertid i digtningen. Undervejs fik han sig et stort antal personlige og litterære fjender.

Hans mangeårige modsætningsforhold til Francisco Gómez d Quevedo y Villegas er vævet ind i den spanske litteraturhistorie, idet Quevedo kritiserede hans digte for at være kunstlede og overlæssede med dunkle metaforer og dermed skabte grundlaget for den kliché, der findes i alle spanske litteraturhistorier, modsætningen mellem Góngoras culteranismo og Quevedos begrebsafklarede conceptismo.

Skellet er ikke så skarpt, som det kunne fremgå af polemikkens toneleje. Der er intet i Góngoras stil, der ikke fandtes i renæssancens eller i den græsk-latinske poesi, men Góngora fortættede brugen af virkemidlerne, især efter 1610. Denne del af hans produktion var for de indviede, der var tilstrækkelig belæste til at kunne forstå de mange litterære henvisninger og mængden af græsk-latinsk mytologi, eller som kunne goutere de sirlige arabesker, de overdådige billeder og den vanskelige syntaks.

Quevedo selv kunne ikke sige sig fri for svært forståelig metaforik, men hans kritik var indædt, og betegnelsen gongorismo havde ingen positiv klang. Det blev de to lange digte Fábula de Polifemo y Galatea (1613, Myten om Polyfem og Galatea), en forvandlingsmyte baseret på 13. bog i Ovids Metamorfoser, og Soledades (1613, Digte om ensomhed), der fremkaldte den hårdeste kritik, så meget, at Góngora opgav at fuldende Soledades.

Góngoras digtning omfatter folkelige korte digte i stort tal, letrillas, villancicos og romances. De er ligesom poesías cultas båret af en overordentlig musikalitet og blev altid mødt med ros.

1700- og 1800-t. havde kun lidt tilovers for Góngora. Det blev Rubén Darío og senere 27-generationen og Dámaso Alonso, der gav Góngora hans status i den spanske litteraturhistorie.