Spanien - litteratur (1898-1936)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Efter tabet i 1898 af Spaniens sidste oversøiske besiddelser, Filippinerne, Cuba og Puerto Rico, fulgte en litterær udvikling, udløst af nederlaget og det påtrængende spørgsmål om spansk identitet. Spanien var definitivt ikke længere et verdensimperium, men et land blandt andre, og forfatterne i den såkaldte 98-generation tog en allerede for længst hensygnende forestilling om spansk storhed op til revision i lyset af den nationale tragedie. Fælles for deres udtryk er det enkle sprog, der lægger distance til officiel, svulstig retorik og de dermed forbundne idealforestillinger.

Den kritiske revurdering af spansk identitet, ikke mindst i forhold til resten af Europa, manifesterede sig i forskellige genrer. Således i Antonio Machados smertelige, indadvendte poesi, Pío Barojas hudflettende romaner og Miguel de Unamunos kulturfilosofi med hovedværket Del sentimiento trágico de la vida (1913, da. Den tragiske Livsfølelse, 1925), hvor Europa og Spanien, rationalitet og religiøsitet, konfronteres med hinanden.

Samtidig med 98-generationens eksistentielle overvejelser introduceredes ad omveje en internationalt orienteret, formdyrkende og eksperimenterende modernisme, inspireret af latinamerikansk modernismes primus motor, den nicaraguanske digter Rubén Darío, der på sin side var påvirket af strømninger i europæisk litteratur, i særdeleshed fransk symbolisme. Den spanske modernismes hovedfigur er Ramón del Valle-Inclán, der bl.a. med sin grotesk deformerende dramatik brød med den foregående tradition.

Den tidlige modernisme er forløber for de avantgardistiske bevægelser, der kendetegner den blomstrende udvikling i 1920'erne og første halvdel af 1930'erne med talrige manifester og i tæt samklang med europæiske strømninger som ekspressionisme, futurisme, surrealisme og dadaisme. I 1925 udgav filosoffen Ortega y Gasset La deshumanización del arte (da. Menneskets fordrivelse fra kunsten, 1945), hvori han hylder det frie kunstneriske udtryk og stiller sig på avantgardens side.

Der var et intenst intellektuelt og kunstnerisk miljø i denne periode, bl.a. omkring studenterhuset Residencia de Estudiantes i Madrid, hvor tidens unge kunstnere færdedes. I 1927 blev 300-års-dagen for barokdigteren Luis de Góngora y Argotes død højtideligholdt ved et møde, hvor Federico García Lorca holdt foredrag om den poetiske metafor. Det blev markeringen af 27-generationen, der med forfattere som Lorca og Rafael Alberti udgør et højdepunkt i 1900-t.s spanske poesi, fx med Lorcas Romancero Gitano (1933, da. Zigøjnerballader, 1952) og Albertis Sobre los ángeles (1929, da. Om englene, 1988). Federico García Lorca gjorde sig endvidere stærkt gældende som poetisk dramatiker med sine surrealistiske farcer og de skæbnetunge tragedier.

Læs videre om spansk litteratur 1936-75, gå til begyndelsen af Spanien - litteratur eller læs om Spanien generelt.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Jørn Busch Olsen
09/10/2012
Empedokles
08/10/2012
Jørn Busch Olsen
23/09/2009
Oprindelig forfatter
A-GOEs
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki