barokretorik

barokretorik, i 1700-t.s Europa satte den klassiske retorik tydeligere end nogensinde siden antikken sit præg på det offentlige liv. Det gjaldt også Skandinavien. De tre vigtigste virkefelter var undervisningen i skoler og ved universiteter, prædikenen og den nye digtning.

Undervisningens mål var at sætte eleven i stand til at udarbejde en virkningsfuld poesi og prosa på fejlfrit latin. Melanchthons lærebøger i retorik blev herhjemme suppleret med nyere fremstillinger, der prøvede at leve op til de nye skoleordninger. Blandt mange kan nævnes Hans Poulsen Resens Parva rhetorica (1606) og Caspar Bartholins Præcepta rhetorica (1625), som var i brug endnu på Ludvig Holbergs tid.

Prædikenen havde fra tidlig tid hos Augustin taget ved lære af den klassiske retorik. I renæssance og barok blev især ligprædikenen (l'éloge funèbre) højt værdsat. Havde man ikke en afdød storhed for hånden (Niels Hemmingsen over Herluf Trolle 1565, A.S. Vedel over Joh. Friis 1571 og Frederik 2. 1588), kunne man holde ligtale over sig selv, som Henrik Gerner gjorde 1659. Det stadige mønster var den klassiske lovtale.

Digtningen stod også i retorikkens tegn. Med den såkaldte "kunstpoesi" erobrede digtere og teoretikere den nye poetiske form og fortrængte det løst byggede middelaldervers. Nu krævedes der af poesien streng metrisk form (rene jamber, trokæer eller daktyler), klanglig rigdom, retorisk udsmykning med kunstfærdigt billedsprog og en bredt ført, veltalende syntaks. Både teoretikerne (Peder Jensen Roskilde, Hans Mikkelsen Ravn, Søren Povelsen Judichær o.a.) og digterne (Anders Arrebo, Anders Bording, Thomas Kingo o.a.) tog ved lære af retorerne. Dette førte til en vældig udvidelse af lyrikkens form- og udtryksregister. Et stort antal af de mange nye strofeformer blev taget op af romantikerne og levede videre til vor tid. Se også vershistorie.