retorik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Omkring midten af 1700-t. fik den klassiske skuespilkunst sin teori. Den var inspireret af Ciceros og Quintilians retorik og lagde stor vægt på den emotionelle appel. Betty Hennings' fremstilling af titelfiguren fra Oehlenschlägers tragedie Yrsa (1814), førstegangsopført 1883, viser det klassiske, retoriske affektspil.

retorik, læren om den hensigtsmæssige mundtlige og skriftlige fremstilling.

Retorik har måttet kæmpe mod et blakket ry som forførelseskunst i form af politisk ordgyderi, propaganda og reklame (markedsføringens AIDA-formel), men fagets grundlægger, Aristoteles, betoner, at dets mål ikke er overtalelse i banal forstand, men en teoretisk udredning af de mulige overbevisende momenter i ethvert givet stof.

Ordet retorik kommer af græsk rhetorike (techne) 'talekunst', som er en afledning af rhetor 'taler'.

Retorikken har derfor del i alle menneskelige forhold og er tillige en dimension i de fleste faglige sammenhænge. Nyere filosofi taler om dens ubikvitet, dvs. dens allestedsnærværelse. Hver gang vi taler eller skriver (forskellen er i princippet ikke væsentlig), ønsker vi at blive forstået og vinde gehør for vore synspunkter.

Men det er, som Aristoteles også fremhæver, ikke ligegyldigt, om man siger tingene på den ene eller den anden måde. Der vil altid være én, der er bedre end andre, hvad enten vi bruger logik og begreber eller intuition og billeder.

Det gælder politikeren, når han vil vinde tilslutning, juristen, når han procederer en sag, præsten, når han forkynder, læreren, når han vil få sine elever til at forstå et matematisk bevis eller et digt, han læser op for dem. I alle situationer, ting, ret, kirke, skole, er emnets retoriske dimension aktiveret.

Den klassiske retoriks grundbegreber

Veltalenhedskunsterne. Retorikkens fundament var naturen (gr. physis, lat. natura), menneskets medfødte evne til at tale. Som gartneren kultiverer haven, skulle kunsten (techne, ars) kultivere talen, så den fremstod som korrekt, overbevisende og sand.

Redskaberne var de tre veltalenhedskunster, den tredobbelte vej til veltalenhed: ars grammatica, ars rhetorica og ars dialectica (se frie kunster). Grammatikken var ars prima, den nødvendige forskole, men retorikken tog teten og blev hovedindholdet af den højere dannelse.

Til momenterne natur og kunst føjede sig det tredje: øvelsen, så man fik den pædagogiske treklang natura — ars — usus (empeiria).Det sidste, træningen og erfaringen, modsvarer detgamle ord, at "øvelse gør mester". Quintilian understregede, at det er usus, der frembringer ars: Teorien bliver til gennem praksis.

Retorikkens dele. Indlæring af ars rhetorica omfattede fem arbejdsfaser (rhetorices partes). Først samlede man sit stof. I dag kalder man det research. Retorerne kaldte det inventio. Derefter ordnede man stoffet, dispositio, og gav det en sprogligt dækkende form, elocutio, hvorefter man indprentede sig det i hukommelsen, memoria, så man var fri i sin fremførelse, actio, der omfattede stemmebehandling og kropssprog.

Denne sidste arbejdsfase behandles af gode grunde summarisk i de klassiske lærebøger, men blev betragtet som kronen på værket, "den vigtigste, næstvigtigste og tredjevigtigste del af retorikken", som taleren Demosthenes sagde.

Det var for oldtidens taler som for nutidens tv-formidler eller politiker af betydning at være uafhængig af sit manuskript. Øjenkontakt giver troværdighed. Gode talere har til alle tider haft både øje og øre for publikums reaktioner. Moderne juridisk og politisk talekunst har bestræbt sig på at neddæmpe eller ligefrem forbyde bifalds- og mishagsytringer (se applaus), som fx i det danske Folketing.

Talearterne. Man regnede med tre arter af taler: den juridiske tale, genus judiciale, der omhandlede en sag i fortiden, den politiske (egl. "rådgivende") tale, genus deliberativum, der sigtede mod fremtiden, og lejlighedstalen, genus demonstrativum, der som lovtale eller smædetale kunne fremstille personer eller forhold her og nu.

Den juridiske tale bevidnes af ældgamle retstvistigheder (se Korax). Den politiske tale trivedes ifølge sagens natur bedst i oldtidens demokratiske forsamlinger. Lejlighedstalen eller den epideiktiske tale nød stor yndest.

Den blev dyrket som en digterisk genre som i sofisten Gorgias' højtbeundrede encomion (lovtale) over den trojanske dronning Helena. Gorgias blev foregangsmand for det affektive argument. Hans grundtanke var, at talefigurerne ("de gorgianske figurer") påvirkede følelsen og dermed bevirkede "overtalelse" (peitho).

Kunsten at overbevise. Da Gorgias i 427 f.Kr. på en diplomatisk sendefærd lancerede retorikken i Athen, vakte den furore. Nøglebegrebet blev peitho (lat. persuasio). Som retorikkens essens regnede man sprogets vis persuadendi, dets overtalende eller overbevisende kraft, der kunne ændre meninger og gribe handlende ind i tilværelsen og historiens gang.

Bevismidlerne. Retorikken er gennem tiderne gang på gang sat op imod sin kontrapart, logikken, som en soft thinking, en lavere form for åndsvirksomhed. Men vi overbeviser ikke kun vore medmennesker gennem fornuft, vi gør det også gennem følelse. Følelsen har i sig selv en erkendende virksomhed, og derfor også overbevisende kraft som i kunsten.

Den klassiske retorik arbejdede derfor med tre "overbevisningsmidler", ét intellektuelt og to emotionelle, der i den gode tale skulle virke i fællig og støtte hinanden.

Logos er en appel til forstanden, ordene som udtryk for en fornuftstyret sammenhæng. De to vigtigste stykker værktøj i denne "intellektuelle persuasio" er den retoriske syllogisme, enthymemet, og det retoriske eksempel, paradigmet.

Etos er den overbevisningseffekt, der fremkommer ved det indtryk, taleren gør på tilhøreren. Man regnede her med tre hovedmomenter: talerens menneskelige egenskaber (hans dyd eller moral, gr. arete), hans dømmekraft eller sunde fornuft (phronesis, lat. sensus communis) og hans velvilje over for tilhørerne (eunoia).

Disse tre omstændigheder kan jo optræde hver for sig. En taler kan besidde udmærket dømmekraft, men han kan være en slyngel eller nære modvilje mod sine tilhørere. Han kan også være et menneske af god vilje, men med svigtende dømmekraft. Nutidens politik savner ikke eksempler på, at hvis blot et af de tre momenter savnes, så er politikerens etos kompromitteret.

Den anden art af emotionel overtalelse er de lidenskaber, som taleren kan vække hos sine tilhørere, glæde, sorg, had, medfølelse m.m. Denne patos er enstrenget og ofte voldsom. Modsat etos, der er en varig karakter, er patos spontan, pludselig, og af en ejendommelig selvforstærkende tendens.

Verden er fuld af både smukke og skræmmende eksempler (Martin Luther King: I have a dream, Joseph Goebbels: Wollt Ihr den totalen Krieg?). De fleste angreb på retorikken har taget udgangspunkt i brugen af patos, men kun med delvis ret. Mennesket tænker både med hjernen og med hjertet. Cicero sammenfattede talerens opgaver i tre forskrifter: han skulle oplyse, underholde og bevæge.

Talens dele. Talens bevismidler var således intellektuelle (deduktive i form af slutninger, induktive i form af eksempler) eller emotionelle (beroende på etos og patos).

I retorikkens lærebygning havde de plads i den første arbejdsfase, inventio. Det var her, man tilrettelagde sin strategi for argumentationen. En hjælp til at finde gangbare argumenter havde man i toposlæren (se topik). Den var, som så meget andet, Aristoteles' opfindelse.

I den anden fase, dispositio, fastlagde man normer for den mest hensigtsmæssige disposition af talens indhold. Med udgangspunkt i retstalen regnede man med disse led:

1) En indledning, exordium, der skulle tjene til at vække tilhørernes opmærksomhed og opnå deres velvilje. Denne captatio benevolentiae nedfældede sig i middelalderen som faste begyndelsesformularer i private og offentlige breve. Eksordiet kunne også indeholde en oversigt over talens hovedpunkter.

2) Sagsfremstillingen, narratio, fortælling. Her fik taleren brug for sine evner til at levendegøre personer og steder, der havde med sagen at gøre. Hvad der kunne gøres nærværende — konkret, blev også overbevisende. Denne beskrivelsesteknik (gr. ekphrasis) fik stor indflydelse på europæisk litteratur og billedkunst. Flere af de store taleres beskrivelser er rene kunstværker.

3) Bevisførelsen, argumentatio, der kunne falde i en positiv og negativ del, og hvor sagens troværdighed skulle befæstes med gode grunde. Her kunne brugen af patos være risikabel. Man stod sig ved at gemme den til talens sidste del.

4) Afslutningen, peroratio, kunne rumme en stærk, affektbetonet appel til dommere og tilhørere, men skulle tillige føre argumenterne ud i en samlet konklusion.

Disse fire led udgør den klassiske "naturlige orden". Man må fx oplyses om sagen gennem en narratio, før man kan argumentere pro eller kontra. Talen kunne selvfølgelig udbygges med endnu flere led. Man kunne også bryde den foreskrevne følge og gå lige til sagen (in medias res). I så fald benyttede man den "kunstfærdige orden". Cicero opnåede fx i sin berømte første catilinariske tale stor virkning med dette middel.

I den tredje arbejdsfase, elocutio, arbejdede man med den passende stil. Den måtte rette sig ind efter såvel emne som tilhørere og situation. Også her var systematiseringsmanien på færde. Læren om de tre stilarter fik stor indflydelse på hele den litterære udvikling. Den var i sin grund standsbetonet: Fårehyrder og bønder førte ikke samme høje mæle som helte og ædelbårne folk.

Til stændertyperne svarede de tre stilhøjder genus humile, dvs. den lave stil, genus medium, dvs. den mellemste stil, og genus sublime, den høje stil. Efter stilarternes brug i Vergils tre mønsterdigte Bucolica, Georgica og Æneiden afbildede middelalderens retorer dem i "Vergils hjul". Rota Virgilii fik i renæssancen en gennemgribende indflydelse på poesiens valg af versformer (se vershistorie).

Stilens kvaliteter. Med udgangspunkt i Aristoteles udformede retoren Theofrast (371-287 f.Kr.) læren om talens fire kvaliteter eller dyder. Stilen skulle være holdt i et korrekt sprog, den skulle være entydigt klar, den skulle være æstetisk tiltalende og derfor udsmykket med talefigurer, der appellerede både til fornuft, følelse og fantasi; endelig skulle den mht. disse krav være hensigtsmæssig, dvs. tilpasset emne, situation og tilhører. "Det er utilbørligt at tale om utætte tagrender i den høje stil og om Roms storhed i den lave", formaner Cicero.

I praksis forløb arbejdet med stilen ad to baner: forbindelsen af ordene til en smuk, dvs. medrivende rytme, og valget af ordene, herunder talefigurerne. Det svarer i alt væsentligt til den moderne sprogteoris to akser: kombination og selektion (Roman Jakobson).

Mænd og værker

Næsten alle ophavsmændene til dette vidtløftige system er kendte historiske personligheder. Nogle efterlod sig skrevne værker, andre virkede mundtligt. Det sidste gjaldt sofisterne, de omvandrende undervisere. Ordet sofist blev i alt væsentligt ensbetydende med retoriker. Platon bekæmpede dem og ønskede i stedet filosofien som opdragelsens kerne, men hans pædagogik led skibbrud over for sofisternes.

Platons modstander var sofisten Isokrates. Det blev hans retoriske opdragelse og ikke Platons filosofiske, der blev normgivende for hele den antikke verden, og det har sat sig blivende spor i den vestlige kultur. Platons kloge og besindige tanker om retorikkens begrænsninger kan læses i dialogerne Gorgias og Faidros.

Banebryderen for den systematiske fremstilling af retorikkens teori var Aristoteles, hvis Techne Rhetorike blev til som forelæsningsnoter ved skolen i Athen. Den blev mønster for talrige senere lærebøger i faget. Den ældste bevarede fremstilling af retorikken på latin er den Ad Herennium, (ca. 86-82 f.Kr.), som fejlagtigt blev tilskrevet Cicero, og som spejler hele den hellenistiske retorik.

Hovedværkerne er Ciceros De Oratore, "Om taleren" (55 f.Kr.), og Orator (skrevet sidst på året 46 f.Kr.), der indeholder den første indgående analyse af rytmen i latinsk kunstprosa. Fra lidt tidligere samme år stammer skriftet Brutus, der er en skildring af den romerske veltalenheds historie. Summen af den antikke retorik bragt ind i et stort og konsekvent opdragelsessystem bringer Quintilian med sine 12 bøger om talerens uddannelse, Institutio Oratoria (ca. 95 e.Kr.).

Den retoriske tradition

Nederste del af en side i en håndskreven codex fra middelalderen. Foruden andre tekster på latin indeholder bindet en lærebog i de frie kunster, bl.a. trivium artes, dvs. grammatik, retorik og logik. Lærebogen, Institutiones, er skrevet i 500-t. af Cassiodorus. De to bogmalerier viser Cicero siddende under et par grønne træer med hat og bog samt Rhetorica, talekunstens personifikation, der taler til en forsamling af lærde. Håndskriftet, der muligvis har tilhørt Petrarca, er udført i 1300-t.s første halvdel i Norditalien; i dag findes det i Bibliothèque nationale, Paris.

I den antikke verden, Hellas og Rom, var retorikken kongevejen for den, der ville til tops i samfundet. Som førende åndsmagt gik den i arv til eftertiden. Fra først af var sammenhængen mellem sapientia et eloquentia, dvs. visdom og veltalenhed, indlysende, og det samme var derfor sammenhængen mellem fagets fem discipliner.

Retorikkens historie blev derefter historien om en gradvis opløsning af disse sammenhænge. Splittelsen sætter ind i middelalderens hierarkiske samfund, der anviste retorikken en mindre fremtrædende rolle end de to andre veltalenhedsfag, ars grammatica, der var nødvendigt ved uddannelsen af statens administratorer, og ars dialectica, der skarpsindigt betjente den skolastiske teologi.

I grove træk kan man sige, at antikken var behersket af retorikken, den tidlige middelalder (med karolingertiden) af grammatikken, og højmiddelalderen af dialektikken. Overalt kastede man sig over formalia, herunder de retoriske. Også forholdet mellem de tre klassiske talegenrer ændredes totalt. Juridisk og politisk tale trådte i baggrunden for en ny, altomfattende epideixis: den kristne prædiken.

Kristendommens missionsbefaling jævnede kløften mellem de retorisk dannede romere og de "umælende barbarer". Hvad der nu skulle præsenteres, var menneskets frelse ved forkyndelsen af Guds ord. Her blev alle sejl sat til, og man tog derfor ved lære af den klassiske retorik.

Den første kristne lærebog i retorik findes hos kirkefaderen Augustin som afsluttende del af værket om den kristne videnskab, De Doctrina Christiana (afsluttet ca. 426 e.Kr.). Augustin grundlægger her en kristen hermeneutik (fortolkningslære) og en kristen retorik (fremførelseslære), der bringer oplysende eksempler på profeternes og kirkefædrenes brug af de tre stilhøjder.

Augustin byggede sin retorik på Cicero, men forener ikke som han sapientia (epistemologi, hermeneutik) med eloquentia (retorik). Prædikenen blomstrede i talrige former i middelalderen. Den blev den vigtigste prosagenre med Luthers Reformation.

Middelalderretorikkens tre praktiske virkefelter var ars dictaminis (eller dictamen), der omfattede udfærdigelsen af breve og offentlige dokumenter, ars praedicandi, der tjente til vejledning for den gejstlige veltalenhed, og ars poetria, der var rettesnor for digterisk udfoldelse på latin mht. komposition, billedsprog og versmål.

Renæssanceretorik. Renæssancen betragtes af flere forskere ligefrem som et resultat af den klassiske retoriks genfødelse. I hvert fald bragte humanismen et storstilet forsøg på at genforene retorikkens adsplittede lemmer. Store foregangsmænd var digteren Petrarca og latinismens bannerfører Lorenzo Valla.

For middelalderen havde "Tullius" (Marcus Tullius Cicero) været autoritet, magister eloquentiae, men på en mærkelig indirekte måde. De mest læste værker var hans ungdomsværk De inventione (ca. 85 f.Kr.) kaldet rhetorica vetus, dvs. "den gamle retorik", og Rhetorica ad Herennium, der blev betegnet som rhetorica nova, men som skulle vise sig ikke engang at stamme fra Ciceros hånd. Quintilian havde en smule medgang i 1100-t., men var ellers overset indtil 1400-t. Valla roste sig af at kunne citere hele Institutio udenad.

Nu genopstod de to store romere. Petrarca pegede energisk på Ciceros grundidé om, at sapientia og eloquentia var uadskillelige. Mennesket kom i centrum som talende menneske, homo loquens, der gennem sin tale skaber sin verden (se humanisme). Filosofi og retorik smeltede sammen.

Et anekdotisk mellemspil fandt sted flere år efter Petrarcas død, men det bragte nyt røre i den humanistiske verden. I 1421 fandt biskoppen af Lodi, Gherardo Landrini, på sit loft en codex, der indeholdt alle Ciceros retoriske skrifter, ikke blot de hidtil kendte, men også de førnævnte værker Orator, De Oratore og Brutus, som man kun havde kendt i fragmenter.

I 1500-t. rettede ramismen (se Pierre de la Ramée) et nyt, dødbringende slag mod retorikken ved at reducere den til en stil- og fremførelseslære og henvise inventio og dispositio til logikken og den filosofiske grammatik. Retorikken stivnede på ny i formalia, der i uhørt grad kom til at præge barokkens litteratur og samfundsliv (se barokretorik). Her blev grunden lagt til senere tiders aversion over for begrebet retorik.

Retorikkens død. Man har symbolsk sat dødsåret til 1750, det år, da den skolastiske retorik afløstes af en ny æstetik, navngivet s.å. af Alexander Baumgarten. Men dødskampen var lang. Efter den filosofiske rationalisme og ramismen fulgte den engelske erfaringsfilosofi og sluttelig den romantiske æstetik, der så retorikken som en spændetrøje for originalgeniets udfoldelse. Retorikken levede nu kun videre som en understrøm i den europæiske bevidsthed. Dens to glansperioder var antikken og humanismen. En tredje er vi vidne til i vor tid.

Retorikkens genrejsning

Efter 2. Verdenskrig indtraf den anden renæssance. Den kan aflæses af en eksplosiv vækst i faglitteraturen, en stigende strøm af årbøger og tidsskrifter samt af retorikkens genetablering som akademisk fag. Som sådan dyrkes den ved de amerikanske universiteters speech departments, i Europa derimod mest i forbindelse med de forskellige filologier.

Litteraturvidenskaben har indset, at kendskabet til retorikkens teori og historie er nødvendigt, hvis man vil sikre sig mod fejlfortolkninger. I Skandinavien blev der oprettet selvstændige lærestole i retorik ved universiteterne i København (1970) og Uppsala (1988), se nyretorik.

Moderne retorikforskning har typisk sat ind på tre felter: retorikhistorien, en enkelt af retorikkens arbejdsfaser og et helhedssyn på faget.

Det historiske ståsted beskriver retorikken som betydelig åndsmagt i vestlig dannelseshistorie. Det foreløbig sidste monument over denne forskning er udgivelsen af Historisches Wörterbuch der Rhetorik (1992 ff.).

Den nye interesse for retorik har også taget ståsted i enkelte af fagets delområder: inventio, elocutio eller actio, med en argumentationslære, en stillære eller en talelære som resultat, altså i alle tilfælde en reduceret retorik, som Gérard Genette betegner den.

Selv Chaïm Perelmans navnkundige nyretorik er, set med kritiske øjne, en reduktiv retorik. Den har skabt rammerne for en tidssvarende argumentations-teori, men dens interesse for actioens hvordan er angivelig minimal. Og det er jo, for nu at gentage Aristoteles, ikke ligegyldigt, om man formulerer tingene på den ene eller den anden måde.

Et ståsted i elocutio tager Liège-retorikerne (le groupe my). De reducerer retorikken til en strukturel stilistik, bygget op om en teori for talefigurerne. Selv en omfattende fremstilling af hele det klassiske, retoriske system som H. Lausbergs store Handbuch der literarischen Rhetorik (1960) bringer ikke noget filosofisk helhedssyn på faget, men fungerer som en i øvrigt fremragende værktøjskasse for litteraturvidenskaben. Elocutio optager imidlertid også her hovedpladsen.

En tredje delretorik har sit ståsted i fremførelsen, actio. Den er barn af parlamentarismen og 1700-t.s store veltalenhedsbevægelser (the elocutionary movement, deklamatorierne) og fortsætter i nutidens politiske talerkurser.

Varsler om et nyt helhedssyn på retorikken findes i Friedrich Nietzsches forelæsninger over retorik ved universitetet i Basel i 1872-73, hvor han ikke blot genforener visdom og veltalenhed, men tilmed gør den sidste til et overordnet princip, idet han underordner epistemologien (erkendelsen) under retorikken.

Talefigurerne ser han ikke længer som et overtalelsesmiddel, men som sprogets fundamentale skabelsesprincip. Alt sprog er dermed i sin grund retorisk. Tanken udvikles senere af dekonstruktivismen og Paul de Man. Den amerikanske sprogforsker George Lakoff og filosoffen Mark Johnson (f. 1949) betragter metaforen som selve erkendelsens drivkraft.

I dansk retorikforskning har man også bestræbt sig på at genetablere et helhedssyn. Det filosofiske udgangspunkt har været den gensidige sammenhæng mellem forståelse og formidling, mellem hermeneutik og retorik, fremhævet af retorikforskere som Ernesto Grassi og Hans-Georg Gadamer.

Man må forstå for at kunne formidle, men formidlingen i sig selv skaber også forståelse. Formidlingens nøgleord er mundtlighed, som dermed bliver ikke blot et fysisk (fonetisk), men også et hermeneutisk begreb, en egenskab ved menneskesproget, hvad enten det tales eller skrives.

Forstår man ikke "tonen i teksten", skriftens "iboende mundtlighed", glipper forståelsen. Retorikken kan på et sådant grundlag udvikles konsekvent som en lære om den intentionelle (hensigtsbestemte) mundtlighed. Intentionen, "det man har på hjerte", udgår altid fra det enkelte menneske.

Cicero samler retorikken i det, man kunne kalde den første europæiske kommunikationsmodel. Den har fem faktorer: Et jeg, persona, der fremfører sin sag, causa, i en talestil, genus orationis, der retter sig ind efter situationen, tempus, og modtager(ne), auditor(es). Modellen blev overtaget af Quintilian og af humanismen. I modsætning til den moderne kommunikationsteknologi, der i vid udstrækning bygger på upersonlige (matematiske, statistiske) modeller, sætter den ægte retorik mennesket i centrum.


 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Omkring midten af 1700-t. fik den klassiske skuespilkunst sin teori. Den var inspireret af Ciceros og Quintilians retorik og lagde stor vægt på den emotionelle appel. Betty Hennings' fremstilling af titelfiguren fra Oehlenschlägers tragedie Yrsa (1814), førstegangsopført 1883, viser det klassiske, retoriske affektspil.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
16/04/2013
Marie-Louise Hammer
22/02/2012
Redaktionen
23/03/2011
Ekspert
LOSau
Oprindelig forfatter
JFaf
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki