Etos, det centrale begreb i antikkens moraltænkning sammen med arete (dyd). Med rødder tilbage til Heraklit gav Aristoteles begrebet en blivende plads i den filosofiske disciplin, der fik navnet etik (egl. 'karakterlære').

Faktaboks

Etymologi
Ordet etos kommer af græsk ethos 'karakter, moral'.

Begrebet etos-appel stammer fra Aristoteles’ Retorik (ca. 330 f.v.t.) og skal forstås i sammenhæng med de to andre appelformer, patos og logos. En taler må fremstille sig selv som troværdig, og det gør han ved at tegne et billede af sig selv som klog, dygtig og sympatisk. For Aristoteles betegner etos udelukkende talerens selvfremstilling i talen og altså ikke det omdømme, som taleren har, før han begynder at holde sin tale. Romerske retorikere tog det derimod for givet, at talerens baggrund påvirker tilhørernes tillid til ham. I kristen retorik blev det et krav, at prædikanten i sin livsførelse praktiserede sine ord. I moderne tid bliver etos-begrebet delvist erstattet af nyere begreber om subjektivitet og identitet.

ETYMOLOGI Ordet etos kommer af græsk ethos, ἦθος, 'karakter, moral'.

Aristoteles' etos-appel.

Vigtigst i den politiske tale.

Taleren opbygger tillid med etos-appel.

Taleren opbygger tillid med etos-appel.

Etos skaber troværdighed

Ikke alle kneb gælder.

Sandsynlighed frem for sandhed.

Andre opfattelser af etos.

Romernes traditionsbevidsthed.

Augustins kristne etos.

Senere retorik (renæssance og tidlig moderne).

Kenneth Burkes nyretorik.

Aristoteles' etos-appel.

Aristoteles skelner i sin Retorik mellem tre appelformer: taleren kan argumentere ved at bruge gode argumenter (logos), ved at vække tilhørernes følelser (patos) og ved fremstille sig selv, så publikum opfatter ham som troværdig (etos). Aristoteles understreger med de tre appelformer, at retorisk kommunikation inddrager hele mennesket, krop, følelser og intellekt. Appelformerne er bevismidler, der hører til i inventio-fasen, den fase hvor taleren forbereder sine argumenter. Taleren må sætte sig ind i publikums værdier, forestillinger og følelser, for det gør det muligt for ham at få tilhørerne til at opfatte ham som troværdig.

Vigtigst i den politiske tale.

Taleren kan bruge etos-appel i alle tre genrer, men den er uomgængelig i den deliberative/politiske tale. Det er altafgørende for politikere i et demokratisk samfund, at de med deres ord kan få publikum til at opfatte dem som troværdige. Politikeren kan omtale sig selv positivt, men nok så vigtigt er det at omtale publikum positivt og vise tilhørerne sympati. Taleren styrker sin etos og gør tilhørerne velvillige ved at indrette sit sprog efter dem (ved f.eks. at tage hensyn til alder, geografi, social klasse).

Taleren opbygger tillid med etos-appel.

Retorik drejer sig om at nå frem til beslutninger, hvor der ikke er én sand løsning, men flere mulige. Derfor må taleren vække tillid, så tilhørerne bliver positivt stemt over for hans/hendes forslag. Taleren kan ikke forlade sig på sin autoritet eller gode rygte: i hver enkelt tale må hun bevise, at hun er dygtig, klog og vil publikum det bedste. Det er de tre såkaldte etos-dyder (arete, phronesis og eunoia), der ifølge Aristoteles er nødvendige for at få tilhøreren til at stole på taleren. Det er især vigtigt i indledningen (exordium) til talen, hvor taleren må vinde tilhørernes sympati, men han må også arbejde videre med at få publikum til at opfatte ham som troværdig gennem hele talen.

Etos skaber troværdighed

Aristoteles anser etosappellen for den vigtigste appelform, og han understreger, at en talers etos udelukkende er en effekt af hans tale – ikke en effekt af hans forudgående ry eller autoritet. At det i praksis kan være anderledes, også i det demokratiske Athen i 5. og 4. århundrede f.v.t., er indlysende, men Aristoteles’ pointe er formodentlig, at i et demokratisk samfund kan en taler skabe tillid og troværdighed alene med sine ord – og han bør gøre det. Høj status på andre områder skaber ikke en god politiker, for en sådan skal kunne argumentere for sine forslag, blandt andet ved at fremstille sig selv som en troværdig forslagsstiller.

Ikke alle kneb gælder.

For Aristoteles er det givet, at taleren ikke misbruger sine taleevner. Begrundelsen fremgår ikke helt klart af hans Retorik, men tanken synes at være, at taleren er bundet af de kulturelle normer, som han appellerer til. Det kan for eksempel ikke nytte at forsøge at manipulere en dommer, for retsvæsenet er fundamentalt for et velfungerende samfund. En taler brugte de facto alt, hvad der skulle til for at fremstå dygtig, sympatisk og klog. Selvom Aristoteles ikke direkte siger, at taleren ikke må lyve, virker han til at forudsætte, at publikum kan vurdere talerens udsagn, og at der dermed er en form for selvregulering på spil. Han understreger ofte, at retorikken udspiller sig i det sandsynlige og hverdags-forestillingernes rum (doxa).

Sandsynlighed frem for sandhed.

Begrebet sandsynlighed forudsætter en ide om sandhed, men det sidste ligger inden for filosofiens og videnskabens domæner. Nok kan taleren argumentere ud fra ’videnskabelige’ argumenter, og det kan få hende til at virke klog og dygtig (phronesis og arete), men man skal i et demokrati altid afveje argumenterne for og imod politiske forslag. Hvis en taler fremstiller sig selv lige lovlig positivt, må hun regne med, at hans politiske eller juridiske modstander vil pille hendes selvfremstilling ned.

Andre opfattelser af etos.

For Aristoteles er etos-appellen et egentligt retorisk bevismiddel, mens talerens ry forud for talen ikke er det. Mange af Aristoteles’ samtidige og lidt ældre retorikteoretikere var ikke enige, f.eks. mente Isokrates (436-338 f.v.t.), at talerens livsførelse betød mere end hans ord hvorfor hans uddannelse og almenviden var så vigtig.

Romernes traditionsbevidsthed.

Romerske talere som Cicero (106-43 f.v.t.) talte ind i en kultur, hvor tradition og slægt betød langt mere end i Athen. En talers etos var derfor afhængig af hans slægts ælde og gode ry – der omvendt blev anset for at give en god karakter. Som ”en ny mand”, der ikke kom fra en af Roms ældgamle patricierfamilier, måtte Cicero gennem flere årtiers talevirksomhed opbygge sin etos som dygtig advokat og patriotisk politiker. Han anvender ikke de tre aristoteliske begreber, logos, etos, patos, i sine teoretiske værker om retorik, men taler i stedet om talerens tre (beslægtede) opgaver (officia): at belære, bevæge og behage (docere, movere, delectare). Appel til milde følelser og brug af humor er for Cicero en måde at opbygge sin etos på, mens en patosappel indebærer appel til voldsomme følelser. For at lykkes må taleren være i stand til at udnytte alle de stilistiske virkemidler.

Quintilian (c. 35-98) udbygger Ciceros tankegang og udvisker forskellen mellem etos og patos. Det væsentlige for Quintilian, som for Isokrates, er at taleren opbygger en god karakter gennem en grundig uddannelse.

Augustins kristne etos.

Kirkefaderen Augustin (354-430) nyfortolkede den ciceronianske retorik så de kristne kunne bruge den for at udbrede deres budskaber. Den kristne taler og prædikant henter først og fremmest sin autoritet og troværdighed fra Bibelen og ved i praksis at efterleve Bibelens bud (practise what you preach!). Augustin indsætter med andre ord et sandhedsbegreb i retorikken, hvilket betyder at taleren både må fremvise sin kristne lærdom og deraf følgende veltalenhed (Paulus er idealet). Hvis han ikke magter det, er det tilladt at bruge en tale skrevet af en anden med ordene i sin magt. Taleren skal på en og samme tid være autentisk (tro på det han siger og gøre gode gerninger) og være inspireret af en højere magt. Det er jo, siger Augustine, Gud der sætter ordene på hans læber.

Senere retorik (renæssance og tidlig moderne).

Arven fra de antikke retorikere blev udviklet af senere forfattere, både i en mere teknisk-retorisk tradition (retoriske lærebøger om effektiv og dannet retorik) og en mere filosofisk/teoretisk. Etos-begrebet indebærer en forestilling om individ versus samfund (som vi har set, var der stor forskel på Athen og Rom), og om hvad der udgør en person eller et menneske. Den traditionelle retoriks menneskeopfattelse blev i stadig stigende grad udfordret af nye tanker om sandhed, subjekt og identitet (indsæt link til lex-artikler). Hvor politiske tænkere som Niccoló Machiavelli (1469-1527) fejrede retorikkens muligheder for at strategiske at udforme indhold og performe en karakter, stiller senere filosof krav om en personlighedskerne og en autenticitet, der var fjern fra den gamle retoriks opfattelse af personligheden som plastisk og kamæleonagtig.

Kenneth Burkes nyretorik.

Den amerikanske kritiker Kenneth Burke (1987-1993) vendte i 1930’erne tilbage til retorikken i en utilfredshed med samtidens litterære kritik, der ofte affejede litterære teksters sociale kontekst som uvæsentligt for forståelsen af dem. Burke mente, at litteratur er ”leve-redskaber” (equipments for living), og at den gamle retorik havde begreber for den virkning, som sprog har på mennesker. Faktisk hævdede han, at retorikken drejer sig om identitet og identitetsdannelse i sproget. Identitet erstatter for Burke etos-begrebet, der hermed fik en bredere teoretisk begrundelse. Burkes begreber har fået stor udbredelse, uden tvivl fordi de bidrager til at forstå moderne massemedier, hvor stil, identitet og troværdighed er sammenvævet. I moderne retorik har etos igen fået en central plads, da talerens troværdighed er på spil i demokratiske samfund og under indflydelse af globale kommunikationsteknologier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig