Patos er et retorisk virkemiddel. Når en taler forsøger at nå sine tilhørere ved at tale til deres følelser, bruger hun en patos-appel.

Faktaboks

Etymologi

Ordet patos kommer af græsk pathos, πάθος, 'følelse, lidenskab, lidelse'

At tale til modtagerens følelser er en effektiv måde at fange deres opmærksomhed og få dem til at forstå og acceptere et budskab, så de i sidste ende handler, som afsenderen ønsker.

Begrebet stammer fra retorikken. I daglig tale siger man fx at en tale, reklame eller tekst, der i overdreven grad spiller på følelser, er fulde af patos.

Begrebets oprindelse

Begrebet patos stammer fra AristotelesRetorik (ca. 330 f.v.t.) og hænger tæt sammen med de to andre appelformer, etos (talerens fremstilling af sig selv som troværdig) og logos (talerens måde at få sine argumenter til at fremstå som logiske).

I den antikke retorik er følelser og intellekt uadskillelige: en god tale spiller ofte på publikums følelser.

Aristoteles: tre typer taler

Aristoteles skelner i sin Retorik mellem tre genrer:

  • Den rådgivende/politiske tale
  • Den juridiske tale
  • Den epideiktiske genre (lejlighedstalen)

Taleren argumenterer ved at bruge gode argumenter (logos), fremstille sig selv så publikum opfatter ham som troværdig (etos) og, sidst men ikke mindst, ved at vække tilhørernes følelser (patos).

Brugen af patos-appellen

Patosappel kan bruges i alle tre genrer, men den er uomgængelig i den epideiktiske tale (som fx en festtale eller en officiel nytårstale).

Aristoteles understreger med tredelingen etos-logos-patos, at retorisk kommunikation inddrager hele mennesket, krop, sjæl, ånd, følelser og intellekt. Han understreger, at taleren kan bruge patos-appeller overalt i hele talen, men at det ofte er godt at bruge patos i slutningen.

Patos-appeller kan føre til handling

Taleren kan med patos-appeller få sine tilhørere til at ændre indstilling og handle derefter. Et eksempel kunne være en politiker, der ikke blot får overbevist sine tilhørere om, at det er det rigtige at gå i krig, men også får dem til at melde sig under fanerne.

Følelser er en del af menneskets bevidsthed

For Aristoteles er følelser og lidenskaber en del af menneskets bevidsthed og dermed mere end rent fysiske impulser (som begær, sult og tørst). I anden bog af Retorikken opstiller Aristoteles 16 følelser i kontrasterende par, hvor vrede og medlidenhed spiller hovedrollerne.

Følelser kan ændres

Patos er i første omgang ureflekterede følelser, der kan bringe behag eller smerte; vrede er fx en smerte forårsaget af noget, der opfattes som en personlig fornærmelse. Men patos er en baseret på en forestilling (phantasia), der kan ændres. Vrede kan omformes til mildhed, som Aristoteles definerer som fravær af vredens smerte, og det medfører en følelse af behag.

Følelser er kognitive

Patos indgår som led i talerens argumentation, eftersom viden om publikums følelser giver taleren et forrådskammer af præmisser. For eksempel kan en politiker bruge vælgernes vrede over regeringens nye afgifter til at overbevise dem om, at de skal stemme på hende ved næste valg.

Følelser står ikke i modsætning til saglig argumentation: ligesom antagelser og overbevisninger kan de være fejlagtige eller usande, men de er det ikke qua følelser.

Saglige og emotionelle argumenter

I moderne tid skelner man tit skarpt mellem saglige og emotionelle argumenter, hvor de sidste regnes for irrationelle, hvis ikke ligefrem manipulerende. Siden Sigmund Freuds psykoanalyse er det blevet en udbredt forestilling, at de fleste følelser bunder i det ubevidste, der er ukendt land for det bevidste jeg.

For Aristoteles er følelser derimod noget, taleren kan analysere, fordi følelser bygger på antagelser. Hvis man er vred, kan det skyldes, at man tror sig forbigået; hvis man bliver klar over, at det var forkert, vil vreden forsvinde. Selvom der findes irrationelle følelser, er de fleste kognitive, og mennesker skal lære at analysere dem for at blive bedre borgere og lykkeligere mennesker.

De offentlige følelser

Aristoteles analyserede de følelser, som forekom i det offentlige liv i hans samtid. De vigtigste følelser er smerte og behag. Han definerer behag som en pludselig og mærkbar bevægelse af sjælen, idet den vender tilbage til sin oprindelige tilstand, mens smerte er det modsatte (Retorik, 1.11).

Patos betegner både de følelser af behag eller smerte, der får mennesker til at opføre sig på bestemte måder (fx bryde loven), og talerens appeller til behag og smerte, der kan få tilhørerne til at ændre opfattelse (Retorik, 2.2-12).

Den taler eller dommer, der kan analysere forsvarerens og den anklagedes begrundelser for en handling begået i passion, kan gennemskue forestillingerne bagved. Det gør det muligt for dommeren at forklare, om disse holdninger er forkerte eller passende i den konkrete situation.

Dydsetik og følelser

Aristoteles diskuterer altid følelserne i deres sociale sammenhæng og med mange eksempler på, hvordan og hvornår sådanne følelser opstår. Aristoteles’ teori om følelsers rationalitet hænger sammen med hans dydsetik: at dyderne, det vil sige de gode sociale og personlige kvaliteter, er noget, man skal øve sig i helt fra barnsben i hjemmet og skolen, og resten af livet.

Talerens brug af følelsesappeller foregår i en etisk ramme, bystatens normer, og dermed er der grænser for brugen af dem. Aristoteles er moderat idealistisk og tror på, at fællesskabets normer virker regulerende på talerens appeller til følelser.

Andre opfattelser af patos

Andre græske retorikere som sofistenGorgias og Isokrates stolede ikke helt på den sociale selvregulering. Sofister som Gorgias synes ikke at have haft moralske skrupler ved at udnytte publikums følelser til det yderste, grænsende til manipulation, og det gav dem – og retorikken – et dårligt ry hos filosoffer som Platon. Den indflydelsesrige taler og pædagog, Isokrates, insisterede på, at taleren skulle have en grundig humanistisk uddannelse, så han ikke misbrugte sin magt.

Cicero om patos

Romeren Cicero delte Aristoteles’ syn på følelser som kognitive, men så hører lighederne op. Romersk retorik var gennemsyret af teatralske patosappeller (grædende børn, bloddryppende våben). Skønt Cicero gør nar af disse overdrevne effekter, er patos også noget teatralsk for ham; han sammenligner tit talere og skuespillere.

Hvis taleren skal bevæge sit publikum, så må han dog selv føle det samme, ikke bare være kynisk eller lade sig rive med egne ord.

Etos og patos hos Quintilian

Etos og patos begynder i senere retorik at flyde sammen, som hos Quintilian: taleren må arbejde på at fremstå troværdig, skabe sig en etos som en følsom mand, før han kan appellere til publikums følelser.

Patos hos Augustin

Kirkefaderen Augustin lægger stor vægt på patos-appeller, som han anser for nødvendige for at få folk til at forstå det kristne budskab og handle derefter. Hvis den kristne taler skal omvende hedninge eller frafaldne, skal han ryste dem fra yderst til inderst – kun sådan kan de ændre adfærd (”Om den kristne taler”; fjerde bog af De doctrina christiana).

Den kristne dogmatik udgør det moralske regelsæt, som den kristne taler må rette sig efter.

Stilfigurer kan skabe patos

Cicero, og mange retorikere med ham, anser billedsproget, især metaforer, for at være eminente til at vække følelser. Moderne teorier om visuel kommunikation understøtter, at billeder, også de sproglige, virker direkte på modtagernes følelser. Dermed er talerens største udfordring at finde på gode metaforer.

Augustin understreger, at den kristne taler må anvende den høje stil for at ryste sine tilhørere (men også gerne sammen med det lave og det mellemste stilleje; eksemplet er Paulus’ varierede sprog).

I værker om retorik fra renæssancen og i barokken er det en bærende tankegang, at visse sproglige former og udtryk, troper og figurer, tonefald og rytme kan vække bestemte følelser. Som i antikken er der ikke en dikotomi mellem rationelt og irrationalt eller mellem subjektivt og objektivt.

Moderne dikotomier

Modsætningen mellem rationelt og irrationel, fornuft og følelse, har været altdominerende, siden René Descartes og hans samtidige 1600-tals rationalister afviste retorikken som følelsesmanipulation og skinviden.

De opstillede i stedet filosofisk og naturvidenskabelig erkendelse som det enerådende videns-ideal. Immanuel Kant bandlyste retorikken, som for ham var følelsesmanipulation, mens fornuften burde være ren og upåvirket af lidenskaber.

Opgøret med denne scientisme var en vigtig bevæggrund for de moderne retorikere, der har aktualiseret den retoriske tradition i moderne teorier, fx Chaïm Perelman og Olbrechts-Tyteca (1958).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig