topik – retorisk begreb | lex.dk

Amerikansk plakat fra Office for Emergency Management. War Production Board. (mellem 1942 og 1945, ukendt kunstner) med opfordring til at metodisk problemløsning.

Plakat fra Anden verdenskrig

Af National Archives at College Park, Public domain, via Wikimedia Commons.

Licens: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Where,_When,_Who,_What,_Why,_How%5E_-_NARA_-_534144.jpg

Topik er inden for retorikken læren om at vinkle sit emne – og at indsamle argumenter til at belyse emnet fra netop denne vinkel. Målet er at forberede de bedste argumenter ved at gennemtænke alle forhold i en given sag og tage højde for modpartens indvendinger. Jurister taler om "at skære en sag til".

Faktaboks

Etymologi

Topik kommer af græsk topike, der er en afledning af topos 'sted'. I pluralis topoi, 'steder'.

'Topos' eller 'sted' skal ikke forstås som et geografisk sted, men som det perspektiv eller den vinkel, hvormed man anskuer sit emne.

Topikken er dermed et forsøg på at bringe en research eller en brainstorm ind i metodiske rammer. Den er en spørgeteknik med ledeformler, der afspejles i det middelalderlige formelvers: Hvem, hvad, hvor, med hvad, hvorfor, hvordan og hvornår.

Topikken er udsprunget af den klassiske retoriks lære om inventio (se retorik).

Almene og specifikke topoi

Platon og Aristoteles

Udsnit af Rafaels Skolen i Athen (1509-10), i Stanza della Segnatura, Vatikanet

Af web gallery of art.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Topikken opstod i det klassiske Athen, hvor Aristoteles i sin Retorik (c. 330 f.v.t.) bidrager med en systematisering. Aristoteles skelner mellem almene og specifikke topoi. Taleren kan trække på de almene topoi i alle genrer og for alle mulige emner. Som eksempel:

mulighed (fx er det muligt/umuligt at finansiere et lovforslag)
sket – ikke-sket (fandt en forbrydelse sted, var det et mord eller et uheld), vil ske – vil ikke ske
større-mindre (især i den epideiktiske tale: rose eller kritisere en person for hendes store/små fortjenester)

I de tre genrer eller for bestemte emneområder er der specifikke topoi, som taleren bør have in mente. Aristoteles siger, at de specifikke topoi for den deliberative/politiske genre er økonomi, krig og fred, forsvaret, eksport og import samt lovgivning.

Corbett om fælles topoi

Den amerikanske retorikforsker Edward P. J. Corbett (1919-1998) opstiller – på grundlag af Aristoteles og senere retorikere – fem fælles topoi (Classical Rhetoric for the Modern Student):

definition (fx i kategorier eller underinddelinger
sammenligning (ligheder og forskelle, gradsforskelle)
relation (årsagsrelationer, konsekvens, modsætningsforhold)
omstændigheder (muligt og umuligt, fortidige fakta og fremtidige fakta)
vidnesbyrd (autoritet, anbefaling, statistik, maksimer, love, præcedens)

Ved at have både de almene og de genrespecifikke topoi (133-43) i baghovedet kan taleren forberede de stærkeste argumenter og gendrivelser af modpartens argumenter.

Topik og stasislære

Aristoteles skrev et værk, *Topikken*, om brugen af topik i filosofiske drøftelser, der også er relevant for retorikere. Det blev især læst i middelalderen, i Anicius Manlius Severinus Boethius' (ca. 480-524/525) oversættelse til latin, sammen med hans egne værker om topik, *In Ciceronis Topica* og *De topicis differentiis*. Aristoteles' *Retorik* var kun kendt i uddrag i middelalderen. Side fra håndskrift fra Biblioteca Marciana, Venedig (Gr. IV,5, fol. 313v).

side fra håndskrift med Aristoteles' Topik

Af Aristotle, Topics, in ms. Venice, Biblioteca Marciana, Gr. IV,5, fol. 313v..

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Topikken hænger tæt sammen med stasislæren. De fire faser, staseis (på latin: status), er en slags spørgeremse, som juristen skal gennemløbe for at skabe de bedste argumenter:

stasis conjecturalis: er det sket (fx: er nogen død)?
stasis definitivus: hvad er der sket (er det mord, drab, uheld)?
stasis qualitatis: hvordan skal det vurderes (selvforsvar, mord, krigshandling)?
stasis translativus: hvilken retsinstans bør bedømme sagen?

Quintilian og Hermogenes

Senere retorikere som Cicero (i værkerne De inventione, De oratore, Om taleren, og Topica), Quintilian og Hermogenes udvikler topikken og stasislæren til en mere systematisk metode til at generere stærke argumenter, der kan styrke retors sag og gøre det muligt for ham at gendrive modstanderne.

Hermogenes (2. årh.) udvikler en meget avanceret metode, en finmasket juridisk topik, i værkerne Περὶ στάσεων (Om stasislæren) og Περὶ εὑρέσεως (Om inventio, at finde argumenter).

Topik idag

Med topik mener man i dag ikke blot en spørgeteknik, men også dens resultater i form af stående vendinger og klichéer. Denne betydning opstår også i antikken i Ciceros retoriske værker og Quintilians Institutio oratoria, hvor 'loci communes' får betydningen 'fællessteder' (common places på engelsk).

Såvel hos oldtidens talere som hos nutidens politikere, fx de amerikanske præsidenter, finder man faste vendinger, loci, fx "nationens storhed". Med litteraturhistorikeren Ernst Robert Curtius' skelsættende værk, Europäische Literatur und lateinisches Mittelalter (1948) blev topos også et vigtigt litterært begreb til betegnelse for bestemte genkommende temaer, metaforer og vendinger (som eksempelvis at beskrive universet som en bog, en metafor fra den latinske middelalder der fik lang levetid i vestlig litteratur).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Retorik og stilistik

Hanne Roer

Lektor i retorik, Ph.d., Københavns Universitet