Vershistorie er den del af litteraturhistorien, der omhandler digtning i bunden form, betegnet vers, i modsætning til prosa. Af de to arter har versene indtil nyere tid haft højere prestige end prosaen. Først i 1700-tallet vandt prosaen anerkendelse som digterisk udtryksform, hjulpet frem af et nyt, læselystent borgerskab, en ny journalistik og en opblomstrende romanlitteratur. Trods den spanske og den italienske prosas succes i 1400- og 1500-tallet regnede endnu de franske klassikere, bl.a. Nicolas Boileau, ikke prosaisterne for rigtige digtere.

Aristoteles skrev to særskilte bøger om ordets kunst. Retorikken skulle tage sig af kommunikationsprosaen, en beskrivelse af tingene, som de var, mens Poetikken omhandlede digtningen, tingene, som de kunne være. Aristoteles nægtede at sætte lighedstegn mellem vers og digtning, men eftertiden fulgte ham ikke heri. Den herskende forestilling blev, at digtets kendetegn blev den metriske form — der i øvrigt også bredte sig til oplysende og pædagogiske tekster. Metrikken som fag blev hverken henlagt til retorikken eller til poetikken, men til grammatikken (ars grammatica), der som den første kunst (ars prima) var indgangsportalen til de frie kunster, altså til hele lærdommen, og som i modsætning til i vor tid også omfattede læsningen af digterne. En anden fri kunst, musikken, blandede sig af naturlige årsager i koret. Digteren har, som Cicero hævdede, ikke blot slægtskab med taleren, men også med musikeren. Den tætte forbindelse mellem retorik, poetik og musik prægede hele middelalderen. Den kom til udtryk i Dantes definition: "Digtning er fiktiv talekunst indlejret i musik".

Kunstprosa og vers (oratio & versus) stod begge som kunst (ars) i modsætning til den uplejede dagligtale, som man havde ringe sans for. Kunstprosaen skulle være rytmisk, men ikke metrisk. Vers i prosa ansås for en kunstfejl, fordi deres skønhed distraherede fra sagen selv. Med Ciceros Orator (ca. 46 f.v.t.) forelå den grundlæggende undersøgelse af prosarytmen, numerus.

Anerkendelsen af de to arters forskellighed fremgik også af retorskolens undervisning. En almindelig øvelse, anbefalet af Quintilian, var parafrasen, dvs. omskrivning fra en stil til en anden, herunder metrificering af prosa til vers (ars versificatoria). Middelalderen frembragte en anseelig række lærebøger i denne kunst. De mange versificerede helgenlegender og bibelske fortællinger er ret beset en videreførelse af retorskolens øvelser.

Ved versificeringen kunne man vælge mellem den gamle metriske stil, carmina metrica, der byggede på latinens regler for kvantitet, eller den nye rytmiske stil, carmina rhythmica, der byggede på versenes accenter.

Det er en gangbar antagelse, at de rytmiske sange, det kristne rimvers, er vokset ud af den antikke kunstprosa. Dens parallelismer og rimvirkninger slog rod i den urkristne prædiken og udviklede sig siden til de accentuerende rimvers, der blev byggesten for kirkens hymner og sekvenser, der igen gav impuls til den store mangfoldighed af europæiske vers- og strofeformer (se vers, strofe).

Hovedperioder

De enkelte vershistoriske perioder fremstår med deres let genkendelige særpræg. I Norden indtraf det første store skel med overgangen fra stavrim (eddavers) til rimvers, der herskede siden middelalderen. Den var endnu præget af relativ formfattigdom (knittelvers, folkeviseformer, krønikestrofe, nibelungenvers med mere). Renæssancen særtegnes ved den begyndende separation mellem poesi og musik, men de to søsterkunstarter mødtes nu i større selvstændighed. Det resulterede i et nyt, stort udbud af sangformer. Det blev almindelig trafik at lægge nye tekster under populære melodier (kontrafaktur). Hjemlige eksempler er flere af Kingos salmer, skrevet til hyrdeviser. Samtidig kom en invasion af romanske former, femfodsjamber, sonetter, madrigaler, senere canzoner, terziner, ottaver etc. I barokken gennemførtes den prosodiske reform, den strenge (alternerende) stil fortrængte middelalderens frie stavelsesfyldning. I dramaet veg knittelverset for aleksandrineren.

I 1700-tallet begyndte prosaen at gøre sig gældende som digterisk medium. Verset blev en sag for kendere. Metret bibeholdtes (bortset fra de eksklusive frie vers), men det var ikke længere enedefinerende for poesien. Den skabte sin egen høje tale, båret af billedernes kraft og den ophøjede følelse. Lyrikken blev autonom læsepoesi. I romantikken frigjorde den sig fra barokkens strenge stil, og der opstod en frit flydende vise- og balladestil, som på ny fremprovokerede en rig sanglitteratur. I dramaet veg aleksandrineren for blankverset (se dramatiske vers). Et sidste omfattende skel indtrådte med modernismen, der (senest i Danmark) vendte sig fra den metriske form og lod sig inspirere mere af den nye malerkunst end af musikken. En vigtig frigørelse fra den metriske tvang møder man også i rockmusikkens tekster.

Digtformens funktion bestemmes før modernismen især af to faktorer: musikken (om den skal fungere som sang eller som læsepoesi) og versformens iboende etos. Mængder af vers- og strofeformer tillagde man en sådan etos eller udtryksværdi. Forbilledet var retorikkens affektlære, der udgik fra det retoriske aptum (se retorik): Man måtte tilpasse sin tale — og altså også versene — efter emne og situation: Aleksandrineren ansås for mere heroisk end simple visestrofer, trokæer var alvorligere end jamber, daktyler var dansende eller lidenskabelige. Denne etoslære er stærkt problematisk, men det er et historisk faktum, at digterne gang på gang skævede til den. Den fik indflydelse på praksis og blev også behandlet i toneangivende lærebøger. Vershistorien er ikke blot en skildring af en ydre, tom form, men af digtet selv; fjerner man dets rytmiske og/eller metriske form, bliver der ikke en eller anden poetisk essens tilbage. Der bliver intet tilbage.

Vershistoriens metode

Vershistoriens emne er den del af litteraturen, der er affattet på vers. Metoden bestemmes af versenes form, forekomst og funktion.

Beskrivelsen af formen gives af verslæren (se metrik). Vershistoriens opgave bliver derfor i første omgang at opsøge og registrere digtformerne geografisk og kronologisk. En digtform er et genkendeligt metrisk mønster, der har nedfældet sig i den traditionelle bevidsthed som den potentielle ramme for stadig nye, kunstneriske indhold. Digtformen kan forekomme med varierende hyppighed som brugsform (ofte båret frem af en melodi) eller som nydannelse, der i givet fald kan efterlignes og ændre sig til brugsform.

Registreringen foregår ved et så vidt muligt objektivt formelsystem, som tillader ordning i en numerisk-leksikalsk registrant, der følgelig kan give oplysning om formernes statistiske forekomst, deres vandring mellem de forskellige litteraturer, perioder og forfatterskaber. Registranten bliver hermed værktøj for både litteraturhistorien og sanghistorien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig