Vershistorie er den del af litteraturhistorien, der omhandler digtning i bunden form, betegnet vers, i modsætning til prosa. Af de to arter har versene indtil nyere tid haft højere prestige end prosaen. Først i 1700-tallet vandt prosaen anerkendelse som digterisk udtryksform, hjulpet frem af et nyt, læselystent borgerskab, en ny journalistik og en opblomstrende romanlitteratur. Trods den spanske og den italienske prosas succes i 1400- og 1500-tallet regnede endnu de franske klassikere, bl.a. Nicolas Boileau, ikke prosaisterne for rigtige digtere.
Aristoteles skrev to særskilte bøger om ordets kunst. Retorikken skulle tage sig af kommunikationsprosaen, en beskrivelse af tingene, som de var, mens Poetikken omhandlede digtningen, tingene, som de kunne være. Aristoteles nægtede at sætte lighedstegn mellem vers og digtning, men eftertiden fulgte ham ikke heri. Den herskende forestilling blev, at digtets kendetegn blev den metriske form — der i øvrigt også bredte sig til oplysende og pædagogiske tekster. Metrikken som fag blev hverken henlagt til retorikken eller til poetikken, men til grammatikken (ars grammatica), der som den første kunst (ars prima) var indgangsportalen til de frie kunster, altså til hele lærdommen, og som i modsætning til i vor tid også omfattede læsningen af digterne. En anden fri kunst, musikken, blandede sig af naturlige årsager i koret. Digteren har, som Cicero hævdede, ikke blot slægtskab med taleren, men også med musikeren. Den tætte forbindelse mellem retorik, poetik og musik prægede hele middelalderen. Den kom til udtryk i Dantes definition: "Digtning er fiktiv talekunst indlejret i musik".
Kunstprosa og vers (oratio & versus) stod begge som kunst (ars) i modsætning til den uplejede dagligtale, som man havde ringe sans for. Kunstprosaen skulle være rytmisk, men ikke metrisk. Vers i prosa ansås for en kunstfejl, fordi deres skønhed distraherede fra sagen selv. Med Ciceros Orator (ca. 46 f.v.t.) forelå den grundlæggende undersøgelse af prosarytmen, numerus.
Anerkendelsen af de to arters forskellighed fremgik også af retorskolens undervisning. En almindelig øvelse, anbefalet af Quintilian, var parafrasen, dvs. omskrivning fra en stil til en anden, herunder metrificering af prosa til vers (ars versificatoria). Middelalderen frembragte en anseelig række lærebøger i denne kunst. De mange versificerede helgenlegender og bibelske fortællinger er ret beset en videreførelse af retorskolens øvelser.
Ved versificeringen kunne man vælge mellem den gamle metriske stil, carmina metrica, der byggede på latinens regler for kvantitet, eller den nye rytmiske stil, carmina rhythmica, der byggede på versenes accenter.
Det er en gangbar antagelse, at de rytmiske sange, det kristne rimvers, er vokset ud af den antikke kunstprosa. Dens parallelismer og rimvirkninger slog rod i den urkristne prædiken og udviklede sig siden til de accentuerende rimvers, der blev byggesten for kirkens hymner og sekvenser, der igen gav impuls til den store mangfoldighed af europæiske vers- og strofeformer (se vers, strofe).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.