• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

applaus

Oprindelig forfatter JFaf Seneste forfatter Redaktionen

applaus, (af lat. applausus, af applaudere 'klappe ad', af ad 'til' og plaudere 'klappe, slå'), i romertiden bifald i offentlige forsamlinger, tilkendegivet ved tilråb, viften med togaen, smælden med fingrene, klappen i hænderne, trampen med fødderne o.a. Applaus var skik og brug ved antikkens skuespil og taler. Cicero nævner, at forsamlingen kunne bryde ud i bifald, "når ordene fik den rigtige rytme". Omvendt risikerede en skuespiller at blive pebet ud, hvis han tabte en versefod. Kejsertidens græske retorer, sofisterne, fandt på at animere publikum ved hjælp af købte klakører — ikke ulig tv-tidens "dåselatter". Uden for teater og koncertsal har man til forskellig tid forbudt applaus, når man mente, at den greb forstyrrende ind i andagt, retskendelse eller politisk beslutning. Oldkirken overtog imidlertid applausskikken fra sofisternes retorik: Menighederne kvitterede med lydeligt bifald for en god prædiken, men kirkefædrene, særlig Johannes Chrysostomos, satte en stopper for skikken.

I nutidens politiske forsamlinger kan man også gennem forretningsordenen forbyde applaus eller mishagsytringer, således i det danske folketing, modsat fx det engelske underhus. Nyere retorikforskning inddrager applaus i målingen af graden af tilslutning til en taler.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. applaus Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik