frie vers

Frie vers er rimløse vers uden metrum. Pindar-oder, Davids Salmer, passager i antik kunstprosa og tidlig kristen prædiken har man betegnet som frie vers, ligeledes de franske vers libres i Jean de La Fontaines fabler, som i deres senere forekomster hos Christian Fürchtegott Gellert og Johan Herman Wessel netop ikke er fri for metrum.

I nyere lyrik forløber udviklingen af de frie vers i to faser. Den ældre fase er, under navn af freie Rhythmen, et tysk bidrag til den poetiske formhistorie. De frie rytmer sætter an med Friedrich Klopstock i fx "Die Frühlingsfeier" (1759), dyrkes af Johann Wolfgang von Goethe i 1770'erne i bl.a. "Wanderers Sturmlied", "Prometheus", "Harzreise im Winter", af Friedrich Hölderlin, Novalis mfl. Stiltonen er højlyrisk, undertiden hymnisk; versformen som sådan får kun ringe udbredelse.

Den yngre fase er modernismens frie vers. Som det ældste eksempel regner man Arthur Rimbauds "Marine" fra 1872. De moderne frivers adskiller sig fra de ældre ved at holde følelsen og den store, deklamatoriske gestus ironisk på afstand. De spænder over hele stilregisteret fra absurd dunkelhed til sansemættet saglighed.

Klopstocks og Goethes frie rytmer var en slags historisk konsekvens af den nyere lyriks selvstændiggørelse og endelige løsrivelse fra musikken og sangdigtets metriske form.

Modernismens frie vers bliver selv til en art "absolut musik", men knytter sig nu i ofte påfaldende grad til en anden kunstart: malerkunsten (se også imagisme og Ezra Pound), hvis strømninger og ismer de ofte følger.

Mens de klassiske vers er formet metrisk-musikalsk for øret, er de frie vers ofte formet for øjet. De dannes ikke ved udefra kommende versemål eller melodier, men ved sprogets egne, rytmiske kræfter, der så kan sekunderes af ombrydningen på papiret.

I Danmark dukker Klopstocks og Goethes frie vers først op med romantikken, en enkelt gang hos Adam Oehlenschläger i Goethe-pastichen "Oldingen ved Werthers Grav" (1803), oftere hos Carsten Hauch, bl.a. i "Bekiendelse", senere også i J.P. Jacobsens arabesker. Man kan undre sig over, at romantikerne, der gjorde oprør mod klassiske former, hverken her eller ude i Europa tog friversene ("geni-versene", som de kaldte dem) til sig, men brugte dem som eksklusive undtagelser.

Modernismens frie vers kom også til Danmark, men med en lignende forsinkelse som de gamle. Vi skal frem til begyndelsen af 1900-t., før de for alvor dukker op. Det skete med Johannes V. Jensens Digte (1906), hvor dagligsproget gjorde sin entré. Inspirationen kom mindre fra Walt Whitman end fra Heinrich Heine, der i Die Nordsee (1825-26) parrede Goethes frie rytmer med lavstilen. De såkaldte prosadigte "Ved Frokosten" og "Inter-ferens" blev angiveligt til ved ombrydning af prosastykker.

Johannes V. Jensens 1906-digte dannede ikke skole. I første halvdel af århundredet blev det kun avantgardens enkelte talenter, der førte sig frem med frie vers: Emil Bønnelycke, R. Broby-Johansen, Jens August Schade, Gustaf Munch-Petersen, Ole Sarvig mfl. De fleste, også af de store, støttede sig til den metriske gangkurv.

Tom Kristensen mente, at de frie vers lignede en mellemting mellem Johannes V. Jensen og sprængt oksebryst. Først omkring midten af århundredet vandt de frie vers fodfæste, og metriske digtsamlinger begyndte at virke gammeldags.

Kløften mellem elite- og massepoesi føltes nu dybere end nogensinde: på den ene side modernismens frie vers, på den anden side taktfastheden i revy-, rock- og raptekster — og i hele det brogede udbud af brugslyrik i skole, kirke og politiske forsamlinger.