Demosthenes.
Demosthenes (384-322 f.v.t.) regnes for den største græske taler. Han blev et forbillede for mange senere talere. Buste udført ca. 280 f.v.t.
Af /British Museum, Public domain, via Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 2.0

Retorik er målrettet kommunikation. Det er kunsten at overtale eller overbevise et publikum om en given sag gennem brug af argumentation og andre sproglige virkemidler. Det kan være i en tale eller en anden genre, ligesom retorik forekommer i mange forskellige medier.

Faktaboks

Etymologi

Klassisk græsk ῥητορική (rhētorikḗ) er en kort form af ῥητορικὴ τέχνη (rhētorikḕ tékhnē). Det kommer fra ῥητορικός (rhētorikós, “angående offentlig tale”), af ῥήτωρ (rhḗtōr, taler og politiker).

Den retoriske kommunikation kræver, at afsenderen mestrer sproget og har indgående kendskab til både modtageren, emnet og den kulturelle kontekst. Brugen af de retoriske appelformer, etos, logos og patos, bidrager til at målrette budskabet.

Retorik er strategisk sprogbrug

Talerstolen i Pnyx.
I det demokratiske Athen mødtes folkeforsamlingen, der bestod af alle frie mænd, på højen Pnyx med udsigt til Akropolis. Her skulle en taler overtale tusindvis af tilhørere til at tilslutte sig hans politiske forslag.
Af /Public domain via Wikimedia Commons .
Licens: CC BY SA 4.0

Retorisk argumentation tjener til at debattere problemer, hvor der ikke er én sand løsning, som det fx er tilfældet i det politiske og sociale liv. Klassisk retorik beskæftiger sig især med mundtlig tale, men alle genrer kan være persuasive, dvs. overtalende.

Retorikken giver praktiske råd om, hvordan det kan lykkes for en taler at kommunikere sit budskab til et bestemt publikum. Den behandler også de etiske problemstillinger, som kan opstå, når man forsøger at overtale eller overbevise andre om et specifikt forslag. Der er i den klassiske retorik gennemgående fokus på at afbalancere effektiv kommunikation med etiske og æstetiske overvejelser.

Faget handler om at producere velfungerende tekster og om, hvordan man kritisk vurderer dem. Frem til 1900-tallet var formålet med retorikundervisning i skolerne at lære at skrive gode tekster, fremføre taler og blive en god borger. I det moderne retorikfag er kritisk fortolkning af både mundtlig argumentation og retoriske tekster blevet lige så vigtig som at lære at skrive gode tekster.

Retorikkens græsk-romerske rødder

Den romerske taler og filosof Cicero (106-43 f.v.t.) skrev flere lærebøger, der er blevet brugt i mere end 2.000 år. De to miniaturemalerier viser Cicero siddende under et par grønne træer med hat og bog samt Rhetorica, talekunstens personifikation, der taler til en forsamling af lærde. Nederste del af en side i en håndskreven codex fra middelalderen. Håndskriftet, der muligvis har tilhørt Petrarca, er udført i 1300-tallets første halvdel i Norditalien. I dag findes det i Bibliothèque nationale de Paris.

.

Det moderne kommunikationsfag retorik har dybe rødder i den græsk-romerske tradition, der opstod som praksis og fag i Athen i 5 årh. f.v.t. Der var i Athen et begrænset demokrati, hvor frie mænd skulle tale og debattere i egen person i demokratiske råd og retsforsamlinger. Undervisere og taleskrivere trådte til, og faget retorik opstod med skoler, håndbøger og teorier. En vidtforgrenet terminologi med fagudtryk for genrer, argumenttyper, troper og figurer osv. blev skabt.

Store politikere som Perikles og Demosthenes brugte deres talekunst til at få indflydelse og blev forbilleder for senere talere. En dygtig taler kunne få stor magt, så retorikken blev mødt af mistillid af fx filosoffer som Platon, der definerede retorik som overfladisk og pyntet sprogbrug. Kritikken af retorik som tomme eller forførende ord (modsat politisk handling) har fulgt retorikken og høres stadig.

Aristoteles og Cicero: forsvar for retorikken

M. C. Lyngsie, 1884
M.C. Lyngsie (1864-1931) holdt som fagforeningsmand mange taler. Den tale, han holdt 1. maj under storlockouten i 1925 i Nykøbing Falster, er gået over i historien som en af de bedste danske taler. Talen kan læses her.
Af /Det Kongelige Bibliotek.

Aristoteles forsvarede retorikken som en uundværlig kompetence i demokratiets politiske liv. Han udformede en teori i sit værk Retorik fra ca. 360 f.v.t., der fik stor indflydelse på eftertiden. Retorikken blev en fast del af skolesystemet, også i Romerriget.

Cicero, der selv var politiker og advokat, oversatte den græske terminologi til latin i sine retorikværker, der blev fast pensum i flere århundreder. Cicero var idealistisk på retorikkens vegne: han mente, at de store talere kunne ændre samfundet til det bedre. Den bedste måde at blive en god taler på er ved at efterligne de store talere. Dette imitatio-princip er et grundlæggende pædagogisk princip i retorikken.

De retoriske genrer

I sit værk Retorik skelner Aristoteles mellem tre grundlæggende retoriske genrer:

Den politiske tale

Gyrithe Lemche
Gyrithe Lemche (1866-1945) var forfatter og som frontfigur i Dansk Kvindesamfund kæmpede hun for kvinders valgret. Hendes stærke taler er stadig værd at læse for deres analyser af køn og magt. Læs en af Gyrithe Lemches taler her.
Af /Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Den politiske tale (også kaldet den deliberative tale) bruges især i politiske forsamlinger til at fremføre forslag vedrørende fremtiden (økonomi, krig, fred og lovgivning). Målet er at træffe en gavnlig beslutning.

Den juridiske tale

Den juridiske tale (også kaldet den forensiske tale) bruges i retsinstanser til at afgøre anklager om skyld eller uskyld vedrørende fortidige handlinger. Målet er at dømme om ret og retfærdighed.

Lejlighedstalen

Lejlighedstalen (også kaldet den epideiktiske tale) bruges til at lovprise eller nedrakke en person i nutiden. Målet er at fremhæve samfundets værdier.

Disse tre overordnede genrer afspejler retorikkens funktioner i Athen. Der var og er mange flere genrer, men Aristoteles' praktiske tredeling bruges stadig, fordi den peger på genrernes funktioner i samfundslivet. Mange taler er genrehybrider, kombinationer af forskellige genrer. I det moderne retorikfag arbejder man med et væld af genrer, enten ved at beskrive dem i forhold til traditionelle genrer eller ved at definere nye; digital kommunikation genererer fx til stadighed nye genrer.

Appelformerne etos, logos og patos

Martin Luther King Jr., 1963
Martin Luther King (1929-1968) var en ledende figur i borgerrettighedsbevægelsen i USA. I sine taler forstod han at tale til både det tilstedeværende publikum samt de politikere og borgere, der hørte talen i radio eller tv. Med en stærk etos som modig forkæmper for de sorte amerikaneres rettigheder og med et nyskabende sprog er han kommet til at stå som en af de stærkeste talere i det 20. århundrede. Talen kan læses - eller høres - her.
Af //AP/Ritzau Scanpix.

Aristoteles skelnede også mellem tre appelformer, altså tre måder, hvorpå taleren eller afsenderen kan appellere til modtageren:

Etos

Når en taler appellerer med etos, er det for at få tilhørerne til at opfatte hende eller ham som troværdig. Etosappellen er uundværlig i den politiske tale. Ifølge Aristoteles er der tre vigtige elementer i opbygning af troværdighed:

  • Eunoia: taleren må vise velvilje overfor publikum
  • Fronesis: taleren må fremstå klog
  • Arete: taleren må virke dygtig

I en tale skal man vise, at man sympatiserer med sine tilhørere, at man kan sit fagområde, og at man har en sund dømmekraft. Etos er, ifølge Aristoteles, den troværdighed, som en taler opbygger hos sit publikum i løbet af en tale og dermed ikke den anseelse, som taleren har hos sit publikum forud for talen.

I dag skelner man mellem initial etos (talerens status forud for talen), afledt etos (talerens opbygning af troværdighed i en tale) og slut-etos (den fornyede opfattelse af taleren hos publikum).

Logos

Taleren bruger appelformen logos for at få sin sag til at fremstå fornuftig og uimodsigelig. Det betyder ikke nødvendigvis, at talen faktisk er rationel og veldokumenteret, men at man får sine tilhørere til at opfatte den som sådan.

Ifølge Aristoteles er logos typisk for den juridiske tale, hvor forsvarer og anklager skal have alle fakta på plads og argumentere skarpt for deres udlægning af sagen. I moderne tid kan en taler appellere med logos ved at henvise til statistikker og videnskabelige undersøgelser. Taleren skal så at sige få sin udgave af sagen til at virke rationel.

Patos

Med appelformen patos taler man til tilhørernes følelser. Den er typisk for lejlighedstalen, men er også tit nødvendig i andre genrer. Ved at appellere til publikums stærke følelser — som vrede og medlidenhed, eller ved at vække behag — kan taleren få publikum til at handle, som han ønsker.

Hvis ord skal blive til handling, skal publikums følelser involveres. For at vække modtagerens følelser, vil taleren bruge værdiladet sprog og et stærkt billedsprog. For Aristoteles er appel til følelser ikke irrationelt, for følelser bygger på antagelser, som man kan ændre. Skellet mellem rationalt og irrationelt er langt senere.

Appelformerne og de retoriske genrer

De tre appelformer går på tværs af genrerne, men i den juridiske tale vil taleren primært trække på logos og i den politiske tale især på etos, mens patosappellen er den vigtigste i lejlighedstalen. De gamle retorikere (Aristoteles, Cicero, Quintilian) understreger, at taleren skal balancere mellem hensyn til effekt og etik/dekorum: hvis den mest effektive måde at appellere til sit publikum er uetisk, så må hensynet til etik/dekorum være vigtigst.

Politisk retorik mister betydning

I det romerske kejserrige (fra 27 f.v.t.) mistede den politiske retorik sin betydning. Den romerske retoriker Quintilian bruger Aristoteles’ tredelte genrebegreb – den politiske, den juridiske og lejlighedstalen – men blander dem sammen. Genredefinitioner i de retoriske lærebøger afspejler således behovene i deres samtid. I perioder med demokrati står den mundtlige tale stærkt, mens der under autoritære styreformer har været større behov for andre, fx juridiske, litterære og religiøse tekstformer.

Kristen retorik

Med kristendommen blev prædikenen den vigtigste retoriske genre. Den kristne prædiken genindførte den mundtlige tale som en central social begivenhed, hvor præsten udlagde bibeltekster og forsøgte at få menigheden til at handle efter dens bud. Kirkefaderen Augustin (354-430) legitimerede de kristnes brug af det gamle, hedenske retorikfag, hvis man fremover udelukkende imiterede de kristne forfattere og Bibelen, især Paulus. Undervisning i prædikenskrivning foregik frem til oplysningstiden på retorisk grundlag.

Ciceros læresystem

Den klassiske græsk-romerske tradition blev grundlaget for den retorikundervisning, der indgik i skolerne og universiteterne frem til 1800-tallet. Den klassiske retoriks genrer, øvelsesmetoder og dispositionsmodeller påvirkede mange andre tekstformer, især litteraturen. I den grundlæggende undervisning brugte man Ciceros læresystem.

Cicero definerede tre opgaver (officia) for taleren, der gør sig gældende i alle tre retoriske genrer. Taleren skulle belære, underholde og bevæge (docere, delectare og movere).

  • Docere: Taleren skal kunne fremstille sin sag klart, fx et politisk forslag eller et forsvar for en klient.
  • Delectare: Taleren skal underholde sit publikum for derigennem at fastholde dets opmærksomhed, fx ved brug af vittigheder eller smukt sprog.
  • Movere: Talerens mål er at bevæge tilhørerne, så de antager hans forslag og værdier.

De fem arbejdsfaser

Taleren kan forberede sin tale ved at arbejde i fem faser. De fem arbejdsfaser er i Ciceros latinske oversættelser af de retoriske termer følgende:

  • Inventio (at indsamle stoffet): hvad er hovedargumentet, og hvordan kan det støttes af andre argumenter? Hvor kan taleren hente sine stærkeste argumenter (topik, med Aristoteles ' begreb)? Overvejelser om publikums indstilling til sagen og til taleren.
  • Dispositio (at disponere stoffet): Hvor skal det vigtigste argument placeres? Hvor skal de forskellige appelformer sættes ind?
  • Elocutio (at give talen sproglig form): Hvordan kan rytme og billedsprog støtte budskabet og fænge hos tilhørerne? I retorikværker vil der i afsnittet om elocutio ofte være lister af troper og figurer (en del med græske betegnelser: metafor, ironi, metonymi, synekdoke).
  • Memoria (at indøve talen): teknikker til at lære talen udenad.
  • Actio (at fremføre talen): råd til gestik, stemmebrug og ansigtsudtryk.

I praksis foregik arbejdet med faserne – at finde gode argumenter, disponere dem og tilpasse dem til modtagergruppen – på samme tid. Cicero anbefalede taleren at overveje, hvordan de fem elementer i kommunikationssituationen spiller sammen: taleren, emnet, tilhørere, sprog og omstændigheder (se det retoriske pentagram).

Den retoriske tales opbygning

Den klassiske retoriske tale består af en indledning (hvor taleren skal fange tilhørernes opmærksomhed), en hoveddel (argumentation og modargumentation) og en afslutning (appel til tilhørernes følelser). Cicero rådede til at opbygge en tale i fire til seks dele:

  • Exordium (talens indledning)
  • Partitio (talens disposition – så tilhørerne ved, hvad der skal ske)
  • Narratio (sagsfremstilling)
  • Argumentatio/confirmatio (argumentation)
  • Refutatio (gendrivelse af modstanderens argumenter)
  • Peroratio (opsummering)

Exordium og partitio udgør tilsammen talens indledende del, mens narratio, argumentatio/ confirmatio og refutatio udgør hoveddelen (også kaldet corpus). I peroratio opsummeres talens pointer og anvisninger, ofte i en følelsesladet henvendelse til tilhørerne. Cicero rådede til ikke at tage opdelingen alt for bogstaveligt.

Retor: den retoriske afsender

I det moderne retorikfag skelner man mellem en retor, der er en taler eller anden form for praktiker, og en retoriker, der er forsker, kritiker eller underviser.

Afsenderen, retor, kan være en person, der taler til et publikum, en skribent, der skriver med en bestemt modtager for øje, en kunstner, der vil udtrykke en politisk holdning, et reklamebureau, der målretter en kampagne til en forbrugergruppe, eller en aktivist på sociale medier.

Faktisk og forestillet publikum

Michael Schøt 2018
Den - remedierede - mundtlige tale har fået en renæssance på internettet. Komikeren Michael Schøt har hver uge siden 2014 lagt en tale op, hvor han kommenterer aktuelle politiske konflikter.
Af //Ritzau Scanpix.

Med sin retoriske ytring forsøger afsenderen, retor, at kommunikere et budskab til de intenderede modtagere – altså de modtagere, afsenderen ønsker at påvirke. Modtagerne kan være alt fra store folkemængder, en anden person eller en selv (en indre dialog). En tale kan have en umiddelbar virkning, som når en taler opflammer sit publikum, får det til at antage hendes budskab og handle derefter. Virkningen kan også indtræde længere tid efter afholdelsen af talen.

En retorisk ytring har ofte flere målgrupper, og afsenderen skal tit tage hensyn til både enige og uenige modtagere. Publikum kan være homogent (fx en gruppe politisk enige) eller heterogent (fx repræsentanter for forskellige partier i Folketinget). I forberedelsen af en tale må taleren betragte sagen fra flere sider for at finde de bedste argumenter og gendrivelser af modparten. Dette er controversia-princippet: at kunne argumentere pro et contra, belyse sagen fra mindst to sider (hvilket Cicero skrev om i flere værker).

Taleren kan have en forestilling om sit publikum, som ikke altid passer til det faktiske publikum. De belgiske argumentationsteoretikere Chaim Perelman (1912-1984) og Lucie Olbrecths-Tyteca (1899-1987) skelner mellem det partikulære publikum og det universelle publikum. Begge dele er talerens forestillinger om de faktiske modtagere (det partikulære publikum) og deres antagelser og værdier (det universelle publikum). De understreger, at en taler kan henvise til universelle værdier, som må vurderes som forkerte eller perverterede (som f.eks. nazisternes forestillinger om jøder som kilde til alt ondt). Talerens publikumsbillede kan dermed bruges til at vurdere en tales redelighed.

Det moderne retorikfag

Sofie Linde, ZULU Comedy Galla 2020

TV-vært Sofie Linde holdt en tale ved ZULU Comedy Galla 2020, der for alvor tale satte gang i #MeToo-debatten i Danmark. Det er et eksempel på, hvordan en tale kan sætte en ny dagsorden og ændre forudsætningerne for debatten, i dette tilfælde om lønefterslæb og krænkende adfærd på arbejdspladsen. En festtale er en epideiktisk tale, men som Linde viser, kan den også bruges til at fremføre et politisk budskab. Talen kan læses her.

Af //Ritzau Scanpix.

Studiet af de retoriske normer for god argumentation er ligesom forskning i retorikhistorien vigtige felter i det moderne retorikfag på gymnasier og universiteter. Det er et udbredt kriterie for god retorik, at afsenderen skal give belæg for sine påstande og relatere dem til almene normer. I et demokratisk samfund (modsat et diktatur) har magthavere og andre aktører i det offentlige rum en pligt til at begrunde deres påstande.

Det moderne retorikfag, der trækker på den retoriske tradition, er tværvidenskabeligt; fx inddrages sociologisk teori, medieteori og æstetisk teori. Andre fag på moderne retorikuddannelser er retorisk kritik (fortolkning af taler osv.), politisk debatkultur, digital og visuel retorik. Studiet af dansk og nordisk retorik, både historisk og helt aktuelle taler, indgår i faget.

Fagets praksisdel er nu som altid dets kendetegn: Teori og praksis går hånd i hånd. Mundtlig retorik, undervisning i taleskrivning og at stå frem som taler er faste komponenter, ligesom undervisning i retorisk skrivning, hvor det primære amerikanske forskningsfelt composition studies byder på en stor teoretisk og metodisk litteratur.

Forslag til videre læsning

  • Jørgensen, Charlotte og Villadsen, Lisa (red.): Retorik: teori og praksis. 2. udgave. Samfundslitteratur 2023.
  • Kjeldsen, Jens E.: Vor tids retorik. Indføring i moderne retorisk teori og metode. Akademisk Forlag 2018.
  • Kock, Christian: Ordets magt. Retorisk tænkning der holder. Samfundslitteratur 2012.
  • Roer, Hanne og Lund, Marie (red.): Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik. 4. udgave. Hans Reitzels Forlag 2023.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig