Per Daniel Amadeus Atterbom

Per Daniel Amadeus Atterbom, 1790-1855, svensk forfatter. Som ung var han foregangsmand for anti-klassicismen og højromantikken i Sverige, men først mod slutningen af sit liv opnåede han — som sit lands første egentlige litteraturhistoriker — almindelig anerkendelse.

Atterbom, som var født i Östergötland, var i sjælden grad barn af svensk præstegårdskultur. Med sin tidlige omfattende orientering i platonisk og tysk-romantisk filosofi forblev han religiøst disponeret, hvad der prægede den svenske højromantik, men ikke udelukkede modstand fra netop religiøse og teologiske kredse.

Striden mellem idé og virkelighed og mellem æstetik og religion optog den unge Atterbom meget, og pga. hans spekulative anlæg og overfølsomme natur gav den sig hyppigt dunkle og polemiske udslag, fx i det litterære selskab Auroraförbundet og dets tidsskrift Phosphoros i Uppsala.

Forsøg på at forsone disse modsætninger udmærker derimod eventyrspillet Lycksalighetens ö (1824-27). Titlens romantiske drøm går under med et kristent vartegn lysende over sig; først i det hinsides bliver poesien forløst. Værket blev i Danmark en vigtig inspiration for vennen B.S. Ingemanns digtcyklus Holger Danske (1837).

I Atterboms tidlige digtcyklus Blommorna (1811) og i eventyrspillet Fågel blå (1814) havde digteren givet mere enkle prøver på sin identitetsfilosofi. Men blomsterdigtene var for korte, eventyrspillet for fragmentarisk til at yde universalromantikken retfærdighed.

Og da hovedværket Lycksalighetens ö omsider gjorde det, var tidsånden blevet en anden. Både af hovedstadsliberale og af Uppsala-vennen E.G. Geijer blev Atterbom angrebet som den nye romantiske skoles konservative ånd.

Trods modgang og idelige pengesorger var Atterboms liv ikke uden lyspunkter. Han oplevede både familielykke og offentlig anerkendelse. En vellykket dannelsesrejse sydpå i Europa (1816-19) lagde en dæmper på hans polemik, og efter bl.a. at have været kronprins Oscars lærer blev han professor i både æstetik og litteraturhistorie og medlem af Svenska Akademien (1839).

Hans lærdomshistoriske værk i seks bind, Svenska siare och skalder (1841-55), blev en sen, men gennemgribende succes. Sit oprindelige kald, digtningen, for hvis skyld Atterbom havde taget navnet Amadeus, røgtede han dog ikke længere.