Hjalmar Söderberg

Påvirket bl.a. af Dreyfusaffæren i Frankrig slog han over i en illusionsløs kritisk realisme, bl.a. i den selvbiografiske udviklingsroman Martin Bircks ungdom (1901, dansk 1976), og angreb borgerlig konvention i de psykologiske romaner Doktor Glas (1905, dansk 1909), Hjärtats oro (1909) og Den allvarsamma leken (1912, dansk 1919).

Kvindedramaet Gertrud (1906, dansk 1967) om kærlighedens umulige vilkår dannede i 1964 grundlag for Carl Th. Dreyers sidste film med samme titel. Gertruds berømte replik: "Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed" er udtryk for forfatterskabets vekslen mellem pessimistisk spleen og skeptisk humanisme.

Fra 1920'erne blev Hjalmar Söderbergs kritik af kirkeligt hykleri til religionsfilosofi med angreb på kristendommen, fx i Den förvandlade Messias (1932, dansk 1933), og i sin kulturkritik bekæmpede han tidligt nazisme og antisemitisme (dansk udvalg af aforismer og essays, Tidens usle magter, 1992).

Som psykolog og spirituel stilist fortsatte Hjalmar Söderberg linjer fra J.P. Jacobsen, Herman Bang, Guy de Maupassant og Anatole France; i sin interesse for underbevidstheden og kærlighedens irrationelle spil lignede han Arthur Schnitzler. I sin ironiske moralisme foregreb han Sigurd Hoel og Helge Krog i Norge.

Hjalmar Söderberg var inspireret af Georg Brandes, og fra 1917 bosatte han sig fast i København, hvor han i 1930'erne blev svigerfar til kritikeren Hakon Stangerup og morfar til de senere forfattere Helle og Henrik Stangerup.

• Sveriges litteratur
• realisme