Artur Lundkvist,

1906-91, svensk forfatter og litteraturkritiker, autodidakt, forgrundsskikkelse for modernismen i Sverige med sine digtsamlinger Glöd (1928) og Naket liv (1929). Det gjaldt en ny vitalisme, inspireret af udenlandsk poesi, film, jazz og afrikansk kunst, psykoanalyse og surrealisme som veje til skabende frigørelse.

Artur Lundkvists overvældende produktivitet fik udtryk i digte, romaner, rejsebøger, bl.a. Negerkust (1949, da. 1951) og Indiabrand (1950, da. 1952) samt den prosalyriske Agadir (1961, da. 1971) om et selvoplevet jordskælv; men frem for alt i den lange række af virkningsfulde introduktioner til moderne og modernistisk digtning (se modernisme). Han var et nordisk litterært udsigtstårn mod den vide verden.

Artur Lundkvists barndom i et landarbejderhjem i Skåne spejles i memoirerne Självporträtt av en drömmare med öppna ögon (1966). Af indre rejsebilleder og visioner består Färdas i drömmen och föreställningen (1984, da. 1988) oplevet i bevidstløshedens grænseland under langvarig sygdom, skrevet med bistand af hustruen, Maria Wine. Artur Lundkvist blev medlem af Svenska Akademien 1968.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig