Astrid Lindgren

I 1946 blev hun ansat som børnebogsredaktør på sit forlag, Rabén & Sjögren, et job, hun bestred indtil 1970. 1940'erne blev produktive år. Yderligere to Pippibøger udkom, første bind af børnekrimien Mästerdetektiven Blomkvist (1946, da. 1949) og Alla vi barn i Bullerbyn (1947, da. 1949) foruden Nils Karlsson-Pyssling: sagor (1949, da. 1953), bl.a. om et ensomt barn og hans fantasilegekammerat.

I de tre Bulderby-bøger viser Astrid Lindgren en harmonisk og fri barne- og legeverden, som den udfolder sig mellem tre søskendegrupper på landet på en baggrund af "tryghed, varme og venlighed omkring barnet"; sådan udtrykte Astrid Lindgren den voksnes rolle i forhold til barnet i et debatindlæg i 1948.

I debatten stillede hun sig på barnets side i en tid, hvor opdragelse og pædagogik stadig i vidt omfang var autoritær. Også spilopmageren med alle skarnsstregerne, Emil i Lönneberga (1. bind 1963, da. 1964), udfolder sig på en baggrund af harmoni og orden.

De tre bøger om Emils barndom i begyndelsen af 1900-tallets bondesamfund i Småland lever i kraft af den eminente fortællestil, humor og barnlige logik, der gennemlyser voksenverdenen og dens vurderinger.

Hvor Emil er et eksempel på forfatterskabets gode og stærke barn, er hovedpersonen i Mio, min Mio (1954, da. 1955) et af de fortabte, ensomme og ulykkelige børn. Som i Sunnanäng (1959, da. 1961) må barnet her bruge fantasien som tilflugtssted over for en ubærlig virkelighed.

I Mio, min Mio bliver barnet en helt i kampen mellem det gode og det onde, der udspiller sig i Landet i Det Fjerne, et fantasiland, der som altid hos Astrid Lindgren afspejler virkelighedens tab, her igangsat af drengens søgen efter sin far.

Modstillingen mellem godt og ondt, liv og død, glæde og sorg, angst, mod og fortrøstning er også tema i Bröderna Lejonhjärta (1973, da. 1974), der ligesom Mio, min Mio varierer den klassiske heltemyte. Begge er antikrigsromaner. Læst som psykologiske udviklingsromaner følger de den lille, bange drengs vej til selvtillid.

I Astrid Lindgrens sidste store roman, Ronja Rövardotter (1981, da. 1981), forener to børn deres fejdende røverfamilier og grundlægger ud fra deres venskab et nyt liv baseret på moral og fællesskab.

De store eksistentielle spørgsmål er fremherskende i forfatterskabets sidste del. "Jeg taler til barnet i mig selv", har Astrid Lindgren udtalt, en beskeden formulering af hendes enestående indlevelse i barnets psyke: dets sprog, følelser, tænkning og grundkonflikter. Forfatterskabet bæres af en særlig balance mellem alvor og dybde, munterhed og lethed.

Astrid Lindgrens betydning for børnelitteraturen kan ikke overvurderes, hverken hvad angår udbredelse — hendes bøger er oversat til over 60 sprog — eller kvalitet.

Astrid Lindgren har desuden skrevet billedbøger, børneviser, film- og teatermanuskripter. Mange af hendes bøger er blevet filmatiseret. Den svenske instruktør Olle Hellbom (1925-82) har i sine film- og tv-versioner i særlig grad ramt den lindgrenske tone; det gælder ikke mindst i filmene om Emil fra Lønneberg (1971-73).

Filmen om Brødrene Løvehjerte (1977), et højdepunkt i Hellboms produktion, tydeliggør en af forfatterskabets centrale pointer: det nære venskab mellem to børn som afgørende for, at barnet bliver i stand til at møde de store indre og ydre udfordringer.

Efter hendes død stiftede den svenske regering 2002 Litteraturpriset till Astrid Lindgrens minne, der uddeles årlig til en børnebogsforfatter. Prisen er på 5 mio. svenske kr.

I 2014 udgav Jens Andersen en meget personlig biografi om Astrid Lindgren, Denne dag, et liv, bl.a. baseret på aldrig tidligere publicerede breve, dagbøger og fotos.