Erik Beckman, 1935-1995, svensk forfatter. Hans lyriske debut med Farstu (1963) markerede straks hans æstetik: "Ikke ordene, ikke det de peger på, men selve næserne de peger med, er meningen." Beckmans digte, romaner og sagtekster eksperimenterer grotesk-parodisk med stil og genre i deres underminering af vedtagen politik og moral. Litteratur er ordsituationer på tekstens scene. Romanen Kameler dricker vatten (1971, da. 1973) bringer ulandshjælp, svensk provins og skriftfilosofi på banen. Katt och sten. En mosebok (1984) er en fint fabulerende samling historier over kendte bibelsteder. Et udvalg af digte og kortprosa, Røven og andre i virkeligheden (1976), præsenterer hans dybt seriøse og groft humoristiske sprogverden på dansk.