Göran Palm var en svensk forfatter og kritiker. Efter den lyriske debut Hundens besök (1961) vendte han snart modernismen ryggen i en ny, enkel, omverdensregistrerende toneart med Världen ser dig (1964), der sammen med hans samfundskritiske skrifter fik opinionsdannende betydning også i Danmark: En orättvis betraktelse (1966, da. 1971) om forholdet til ulandene og Indoktrineringen i Sverige (1968). To rapportbøger (1972-74) om erfaringer fra arbejdsliv i industrien ryddede op i standardopfattelsen af arbejderen som type (da. Et år på L.M. Ericsson, 1973). Hans lyriske refleksionsbog Varför har nätterna inga namn? (1971, da. 1972) udtrykte selvkritisk dilemmaet ved også det politiske engagements sproglige forenklinger. På dansk findes digtudvalget Tidligt på jorden (1977). Sverige en vintersaga, 1-3 (1984-97) er en både satirisk og saglig skildring af en personlig rejse gennem Sveriges provinser, fortalt i blankvers.