Lars Gyllensten

Lars Gyllensten, 12.11.1921-25.5.2006, svensk forfatter med lægevidenskabelig uddannelse, professor ved Karolinska institutet, Stockholm, 1969-73, sekretær for Det Svenske Akademi 1977-86. Gyllensten udmærker sig ved en usædvanlig intellektuel slagkraft og en meget bred orientering. Sin debutbog kaldte han Moderna myter. Dialektisk fantastik (1949), og han gav også de eksperimenterende samtidsromaner Barnabok (1952), Senilia (1956) og Juvenilia (1965) kierkegaardske undertitler. Han har tit benyttet mytiske skikkelser som forlæg, fx Orfeus, Don Juan og Ahasverus, sidstnævnte i Det himmelska gästabudet (1991); den kredser, som allerede Kains memoarer (1963, da. 1966), om teodicéproblemet: Hvoraf kommer det onde i verden, hvis en god gud har skabt den? Eller i Gyllenstens mere moderne formulering: At vor verden er, er et mirakel; at den er, som den er, er en fadæse; hvorfor? En del af svaret er, at vi "forveksler den skabte verden, inkl. os selv, med den skabende og frie virkelighed", som vi kun kan gøre os ufuldstændige modeller og billeder af i videnskab, kunst og religion. Vægten i forfatterskabet forskyder sig efterhånden fra skepsis og ironi til mystik og humor, fx i Sju vise mästare om kärlek (1986, da. 1987). Hans, med egne ord, "eksistentielle grundforskning" videreføres i Anteckningar från en vindskupa (1993), Ljuset ur skuggornas värld (1995) og Kistbrev (1998). Gyllensten har taget del i samfundsdebatten og stadig kommenteret sin tid og sit arbejde, fx i Just så eller Kanske det (1989, da. 1991). Hans erindringsbog Minnen, bara minnen (2000) vakte opsigt pga. sin utilslørede kritik af visse medlemmer af Det Svenske Akademi og visse kulturjournalister.