Lars Gyllensten

Lars Gyllensten var en svensk forfatter med lægevidenskabelig uddannelse. Han var professor ved Karolinska institutet i Stockholm fra 1969 til 1973 og sekretær for Det Svenske Akademi fra 1977 til 1986. Gyllensten udmærkede sig ved en usædvanlig intellektuel slagkraft og en meget bred orientering.

Sin debutbog kaldte han Moderna myter. Dialektisk fantastik (1949), og han gav også de eksperimenterende samtidsromaner Barnabok (1952), Senilia (1956) og Juvenilia (1965) kierkegaardske undertitler. Han benyttede tit mytiske skikkelser som forlæg, fx Orfeus, Don Juan og Ahasverus, sidstnævnte i Det himmelska gästabudet (1991); den kredser, som allerede Kains memoarer (1963, dansk 1966), om teodicéproblemet: Hvoraf kommer det onde i verden, hvis en god gud har skabt den? Eller i Gyllenstens mere moderne formulering: At vor verden er, er et mirakel; at den er, som den er, er en fadæse; hvorfor? En del af svaret er, at vi "forveksler den skabte verden, inklusive os selv, med den skabende og frie virkelighed", som vi kun kan gøre os ufuldstændige modeller og billeder af i videnskab, kunst og religion.

Vægten i forfatterskabet forskyder sig efterhånden fra skepsis og ironi til mystik og humor, fx i Sju vise mästare om kärlek (1986, dansk 1987). Hans, med egne ord, "eksistentielle grundforskning" videreføres i Anteckningar från en vindskupa (1993), Ljuset ur skuggornas värld (1995) og Kistbrev (1998).

Gyllensten tog del i samfundsdebatten kommenterede sin tid og sit arbejde, fx i Just så eller Kanske det (1989, dansk 1991). Hans erindringsbog Minnen, bara minnen (2000) vakte opsigt pga. sin utilslørede kritik af visse medlemmer af Det Svenske Akademi og visse kulturjournalister.