Faktaboks

Lars Norén
Født
9. maj 1944
Død
26. januar 2021
Lars Norén
Lars Norén. Foto fra 2007.

Lars Norén var en svensk forfatter, der begyndte som lyriker. Han fik sin debut med Syrener, snö (1963) og fortsatte med romaner i 1970'erne for fra 1980 at blive en af Europas mest spillede dramatikere.

Efter en begyndelse i surrealismens tegn blev Noréns poesi efterhånden præget af de tendenser i samtiden — collage, konkretisme, Fluxus — der dæmper jegets tilstedeværelse. Gennembrudssamlingen Stupor (1968) kan man se som en foregribelse af dramatikkens krav om forskellige roller frem for lyrikkens betoning af én.

Samtidig med at Noréns lyrik fortsatte usvækket, greb han til romanformen, Biskötarna (1970, dansk titel: Biavlerne, 1974) og I den underjordiska himmel (1972, oversat til dansk i 1975), for at udforske, hvad der senere skulle blive hovedtemaer i hans dramatik: faderens tyranni og borgerskabets småfascisme. I hoved- og gennembrudsværket Modet att döda (1980, dansk titel: Mod til at dræbe, udgivet sammen med Natten ler og En frygtelig lykke, 1985) såvel som i de sammenhængende dramaer, hvis titler er to halvdele af en verslinje af Stagnelius, Natten är dagens mor og Kaos är granne med Gud (1983), er scenen sat i en nutidig familie, men via Freuds ødipuskompleks går linjen tilbage til den græske oldtids blodige familiedramatik.

Norén havde et usædvanligt talent for at skrive tekster med undertekst, dvs. replikker, hvor man hele tiden mærker, at den talende har et andet motiv end det angivelige. Det giver skuespillere udfoldelsesmuligheder og tilskuere tålmodighed: Noréns stykker fra slutningen af 1980'erne er lange og kan spilles uforkortede. Personkrets 3:1, en kras fremstilling med politisk brod af narkomaner og udstødte, varede ved urpremieren i 1998 seks timer.

I højere grad end sine læremestre i undertekstens kunst, Ibsen og Strindberg, udfoldede Norén desuden et komisk talent, i skuespil som Demoner (1986, oversat til dansk i 1986) og Sommar (1992), hvor trakasserierne i familien ses i et overbærende lys. I Danmark har Noréns dramatik haft et stort publikum lige fra Mod til at dræbeTeatret ved Sorte Hest, 1985. Der har været perioder, hvor op til tre danske teatre har spillet Norén samtidig foruden Radioteatret, som Norén også har forsynet flittigt, bl.a. med Kärlekskonsumenterna (oversat til dansk i 1982). I 1998 blev Norén udnævnt til kunstnerisk chef for Riksteaterns skuespilafdeling.

Træt af sine mondæne succeser med dramaer om alt andet end mondæne personer skiftede Norén arbejdsform. Han lod i 7:3 (1999) to svært belastede fanger optræde i deres egen historie og med deres egne nazisympatier og racefordomme. Under en turné med forestillingen stak de to fanger af. Flugten endte med drabet på to politimænd. Norén tog den konsekvens at afgå som leder af det turnerende Riksteater.

Norén døde i 2021 af komplikationer efter at være blevet smittet med Covid-19.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig