Sven Delblanc

Sven Delblanc, Sven Axel Herman Delblanc,1931-1992, svensk forfatter og litteraturhistoriker, fil.dr. og docent i Uppsala 1965. Familien emigrerede fra Sörmland til Canada, hvor kun faderen insisterede på at holde ud; drengens senere besøg dér blev en rystende oplevelse af fattigdom og en uhyrlig faderautoritet, som siden blev en undertekst i hele forfatterskabet, klarlagt i de to korte erindringsbøger, Livets ax (1992, da. s.å.) og Agnar (1993). Det andet hovedtema blev kunstnerens og den intellektuelles sociale roller, behandlet bl.a. i dagbogsromanen Åsnebrygga (1969, da. Æselbroen, 1970) fra hans professortid ved Berkeley University under studenteroprøret. Tilskueren, forræderen, outsideren er gennemgående typer i det lærde, fabulerende og folkelige forfatterskabs mangfoldige sider. Det lyriske og dramatiske i hans prosa rendyrkedes i et mindre antal skuespil.

Det allegoriske og pikareske findes fra begyndelsen med romanerne Eremitkräftan (1962) og Prästkappan (1963, da. Hermann's rejse, 1987), et helteeventyr om en forløben præst i Frederik den Stores tid. Den ligeledes løsslupne, groteske Primavera (1973, da. 1974) udspilles i nutidens Uppsala, mens den romantiske fortælling i Karen Blixensk stil Kastraterna (1975), tilegnet mindet om Babette, er henlagt til 1700-t.s Firenze, en makaber, sort historie om kunsten og magten. Et højdepunkt er den filosofisk-realistiske fortælling om slaveskibet Speranza (1980, da. 1981), hvor en sværmerisk, dagbogsskrivende yngling møder den rå virkelighed og efterhånden selv bliver et destruktionens redskab. Denne selvbedragets psykologi videreføres i Moria land (1987, da. 1988), hvor skriveren, en censor i en kommende svensk diktaturstat, med kierkegaardsk frygt og bæven analyserer sin medskyld.

I to store romanseriers folkelivsskildring bruger han stoffet fra sin fædrene og mødrene slægtshistorie med maskejeget Axel Weber som ledefigur, Hedebyserien Åminne, Stenfågel, Vinteride og Stadsporten (1970-76, da. 1971-77) og Samuelserien, Samuels bok, Samuels döttrar, Kanaans land og Maria ensam (1981-85, da. 1982-86). Indimellem kom bl.a. romanen Kära farmor (1979), hvor den danske farmor fra Kolding er afbildet som et råstærkt familieoverhoved.

Den rige afsluttende produktivitet omfatter en tragikomisk beretning fra Den Trojanske Krig, Ifigenia (1990, da. s.å.). Om den skrev Delblanc Homerisk hemkomst (1992), hvor digteren og forskeren gik hånd i hånd — uden æselbro, som er den nemmeste vej over gærdet.