Gotthold Ephraim Lessing

Gotthold Ephraim Lessing, 22.1.1729-15.2.1781, tysk forfatter, kritiker og filosof, oplysningstidens centrale skikkelse og litterære hovedrepræsentant. Hans livsværk stod i bruddets og fornyelsens tegn og banede vejen for den klassiske periode i tysk litteratur.

Gotthold Ephraim Lessing var ældste søn af en protestantisk præst fra Kamenz i Sachsen. Familien prægedes af teologisk ortodoksi og borgerlig retskaffenhed og tænkte sig dette videreført af sønnen. Men da Lessing efter endt skolegang i 1746 blev student i Leipzig, skete bruddet.

I stedet for det teologiske og senere en kort tid det medicinske studium valgte han de litterære miljøer og teatret i det "lille Paris". Han skrev selv komedier i traditionel stil og fik sit første stykke, Der junge Gelehrte, opført allerede i 1748, mens han først i 1752 blev magister artium (i Wittenberg).

Lessing boede skiftevis i Leipzig, Berlin og Wittenberg uden fast beskæftigelse, men med store litterære ambitioner; han tjente til livets ophold som journalist og udgiver af tidsskrifter, som ville forbedre den herskende smag. Ved siden af skrev han digte eller skuespil og førte litterære fejder, og i 1753 kunne han stolt fremvise de første af sine Schrifften i seks bind.

Dog kunne han ikke i længden leve af sin pen, og i 1760, under Syvårskrigen, lod han sig ansætte som sekretær for den preussiske general Tauentzien i Breslau. I fire år levede han blandt soldaterne, hvorefter han blev dramaturg ved det nyoprettede Nationaltheater i Hamburg (1766/67).

Men heller ikke det var i længden en levevej, og i 1770 blev Lessing ansat som bibliotekar ved det berømte Herzog August Bibliothek i Wolfenbüttel. Der tilbragte han mismodig og isoleret sine sidste år, der prægedes af litterær og teologisk kamp, kun afbrudt af rejser, bl.a. til Italien. Et lykkeligt ægteskab 1776 varede kun kort: Hans hustru og en nyfødt søn døde allerede året efter.

Lessings forfatterskab spænder vidt. Han frigjorde sig som dramatiker fra den regelbundne franske form og fik sit gennembrud med det af engelsk teater påvirkede Miß Sara Sampson (1755, da. 1770). Dramaet skulle nu vise følelsernes befriende kraft, og formålet var at nedbryde de gældende sociale grænser i kunsten og vise, at borgerskabet ikke kun hørte hjemme i komedien.

Fyrste- eller adelstragedien afløstes af det "borgerlige sørgespil", der udviklede sig til et modefænomen i tysk litteratur. Lessings bedste værk i genren blev Emilia Galotti (1772, da. 1777), en nuanceret psykologisk studie i konsekvenserne af sammenstødet mellem adelige og borgerlige normer, et højdepunkt i tysk litteratur og pejlemærke for senere dramatikere. Komedien fornyede Lessing med Minna von Barnhelm (1767, da. 1771), et "seriøst" lystspil, der ville opdrage gennem latter uden at udlevere personerne til spot.

Lessings dramatiske værk stod i nær sammenhæng med hans teoretiske overvejelser. I sin brevveksling med Christoph Friedrich Nicolai og Moses Mendelssohn bryder han med den herskende regelpoetik og udvikler en ny, mere almenmenneskelig forståelse af dramaets psykiske virkemekanismer, hvilket fører til kravet om en "blandet karakter", hverken helt hvid eller helt sort, som betingelse for ethvert drama.

I Laokoon (1766) præciserede Lessing litteraturens tids- og dermed handlingsorienterede struktur i en afgrænsning mod maleriets samtidighed, der fik vidtrækkende konsekvenser for senere æstetisk tænkning (se æstetik). Og i sit dramateoretiske hovedværk, Hamburgische Dramaturgie (1767-69), fremlagde han ud fra en nytolkning af Aristoteles' poetik og med henvisning til William Shakespeare sine tanker om dramaets kausal-psykologiske opbygning, om persontegning og om dialogform, der prægede dramaturgien helt frem til 1900-t., gennem Knud Lyne Rahbeks formidling også i Danmark.

Men Lessing var mere end dramatiker og æstetiker. Han krævede selvtænkning og var skeptisk over for alle vedtagne sandheder, hvad der — efter at han havde udgivet et uddrag af et kristendomskritisk skrift af H.S. Reimarus (se Jesu liv-forskningen) — måtte bringe ham i konflikt med navnlig de teologiske autoriteter, især repræsenteret ved Haupt-Pastor Goeze fra Hamburg.

Lessing afviste kirken som sandhedens vogter og insisterede på den enkelte troendes indre sandhed — en tanke, der også inspirerede Søren Kierkegaard. Samtidig ville han skabe offentlighedom tidens ideologiske tabuer, men netop det tirrede øvrigheden, som belagde Lessings teologiske skrifter med censur.

I stedet gav han sine tanker poetisk form i dramaet Nathan der Weise (1779, da. Nathan den Vise, 1799), der med sin vemodige utopi om en verden, i hvilkenreligiøse fordomme og kampe omsider ophører, på ypperlig vis repræsenterer idealet i tysk oplysningstænkning.

For Gotthold Ephraim Lessing sluttedes ringen med dette "dramatiske digt": Kampen mod en virkelighed præget af splittelse er en personlig opgave, som kan lykkes, hvis man henter inspiration fra forestillingen om verden, som den kunne og burde se ud. Som hans sidste værk, Die Erziehung des Menschengeschlechts (1780), viser, troede Lessing — trods alle nederlag — på menneskehedens fremskridt og voksende indsigt.