E.T.A. Hoffmann

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

E.T.A. Hoffmann. Radering fra 1823 efter et selvportræt.

E.T.A. Hoffmann. Radering fra 1823 efter et selvportræt.

E.T.A. Hoffmann, Ernst Theodor Amadeus Hoffmann, 24.1.1776-25.6.1822, tysk forfatter. Han studerede jura i sin fødeby Königsberg og var herefter embedsmand i den preussiske del af Polen, indtil han afskedigedes efter Preussens nederlag til Napoleon 1806.

Som fremragende musikkender og produktiv komponist (fornavnet Amadeus havde han valgt i beundring for Wolfgang Amadeus Mozart) overlevede han i de følgende år som dirigent og scenograf ved teatret i Bamberg og 1812-14 som kapelmester ved teatre i Leipzig og Dresden. Fra 1814 og til sin død fungerede han ved kammerretten i Berlin. Her blev, ud over operaen Undine (1816), størsteparten af hans digtning til.

E.T.A. Hoffmann er hovedskikkelsen i den "sorte" romantik. Men ved siden af forkærligheden for skrækromantiske elementer (dystre scenerier, slægtsforbandelser, gengangere og dobbeltgængere, makabre forbrydelser osv.) viser han et sprælsk komisk og satirisk talent.

Fantastisk fortælling. Illustration på et titelblad i E.T.A. Hoffmanns Ausgewählte Schriften (1839). Under tegningen annonceres: udartet fantasi, gruopvækkende billeder fra den gærende hjerne, vanviddets skrækkelige afkom.

Disse to sider af hans digtning bunder i en radikalt dualistisk livsanskuelse, der adskiller ham fra de øvrige romantikeres enhedstænkning. Kun åndens verden er virkelig, mens den materielle verden er en grotesk uvirkelighed, hvor det onde eller latterlige hersker. I kroppens fængsel kan mennesket, selv med sin skabende fantasi, kun opfange dunkle og forvrængede spejlbilleder af den højere verden.

E.T.A. Hoffmann var derfor stærkt optaget af samtidens udforskning af det ubevidste, den animalske magnetismes psykologi, bl.a. repræsenteret af G.H. Schuberts Ansichten von der Nachtseite der Naturwissenschaft (1808). Dualismen afspejles i E.T.A. Hoffmanns sprog, der selvparodierende svinger mellem det patetiske, det realistiske og det grotesk komiske.

Allerede i debutværket, fortællingen Ritter Gluck (1809), finder man disse træk. Midt i det komisk skildrede moderne Berlin optræder den for længst afdøde komponist C.W. Gluck, dømt til at flakke om som genganger, fordi han med sin musik har "forrådt det hellige til de uhellige".

Musikken som åbenbaring og forbandelse er ligeledes temaet i Kreisleriana om den geniale kapelmester Fritz Kreisler. Begge fortællinger indgik i novellecyklusen Fantasiestücke in Callots Manier (1814-15), hvis kendteste stykke er det "moderne" eventyr Der goldne Topf (da. Guldskålen, 1966). Her drages studenten Anselmus ind i en fortryllet åndelig verden, der ender med at opsluge ham. Fortælleren lader det stå åbent, om det er en historie om frembrydende vanvid eller om en mysterieindvielse. At det, som normalt regnes for sindssygt eller okkult, ud fra en anden betragtning er indblik i sandheden om livet, er et gennemgående tema også i næste novellecyklus, Nachtstücke (1816/17).

E.T.A. Hoffmann. Miniatureportrættet fra ca. 1820 af den lille kammerretsdommer afslører ikke, at det under den nette frisure myldrede med de bizarre skikkelser og sælsomme begivenheder, som fylder hans fortællinger.

Det er ikke tilfældigt, at Sigmund Freud analyserede en af novellerne herfra, Der Sandmann, i afhandlingen Das Unheimliche (1919, da. Det Uhyggelige). Romanen Die Elixiere des Teufels (1815/16, da. Djævelens Eliksir, 1965) udfolder en anden side af det ubevidste: Hovedpersonen, munken Medardus, må tvangsmæssigt gentage sine forfædres forbrydelser. Blandt novellerne i Die Serapionsbrüder (1819-21) kan nævnes det tvetydige eventyr Nußknacker und Mausekönig (da. Nøddeknækkeren, 1985) og kriminalnovellen Das Fräulein von Scuderi.

I E.T.A. Hoffmanns sidste værker, bl.a. romanen Lebens-Ansichten des Katers Murr (1819-21), en parodi på dannelsesromanen, og novellen Klein Zaches genannt Zinnober (1819, da. Lille Zacharias kaldet Zinnober, 1944), træder det satiriske stærkere frem.

E.T.A. Hoffmann fik stor indflydelse på europæisk litteratur, bl.a. H.C. Andersen, Nikolaj Gogol, Fjodor Dostojevskij, Honoré de Balzac og Charles Dickens, og inspirerede mange komponister, fx Robert Schumann til Kreisleriana (1838), Jacques Offenbach til operaen Les Contes d'Hoffmann (Hoffmanns eventyr, 1881) og Peter Tjajkovskij til balletten Nøddeknækkeren (1892).

Læs også om E.T.A. Hoffmann i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

E.T.A. Hoffmann. Miniatureportrættet fra ca. 1820 af den lille kammerretsdommer afslører ikke, at det under den nette frisure myldrede med de bizarre skikkelser og sælsomme begivenheder, som fylder hans fortællinger.

© Dette billede må du ...

E.T.A. Hoffmann. Radering fra 1823 efter et selvportræt.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
28/03/2013
Jørn Busch Olsen
18/10/2011
UV
13/10/2011
Oprindelig forfatter
UfHa
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki