Johann Gottfried von Herder

Faktaboks

Johann Gottfried von Herder
Født
25. august 1744
Død
18. december 1803

Johann Gottfried von Herder. I Herders kulturfilosofi afløses det klassiske og almengyldige af en række højdepunkter i en udviklingsproces, hvor hver nation hvert århundrede realiserer sit særpræg og dermed også sit ypperste. Maleri af Gerhard von Kügelgen (1772-1820) ca. 1799.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Johann Gottfried von Herder var en tysk kultur- og litteraturkritiker, filosof og teolog. Hans tanker om historien og det folkelige fik så stor europæisk resonans, at de for eftertiden næsten er blevet selvfølgeligheder.

Fattigmandsbarnet blev sat i latinskole, og Herder finansierede sit studium i Königsberg ved undervisning og legater. Ved siden af teologi fulgte han Immanuel Kants undervisning, og han fik et venskabsforhold til Johann Georg Hamann. I 1764 blev han ansat som lærer ved latinskolen i Riga og siden som præst. Herder var en fremragende pædagog og prædikant og blev snart en nyskabende litteraturkritiker.

Efter en krise brød han op i 1769 og indskibede sig til Nantes. På sin rejse rundt i Frankrig mødte han Denis Diderot og Jean le Rond d'Alembert. I Tyskland var han først tilknyttet hoffet i Eutin, og i 1771 udnævntes han til ledende gejstlig i grevskabet Bückeburg. I 1776 blev han på Johann Wolgang von Goethes initiativ kaldt til Weimar, hvor han kunne realisere mange af sine pædagogiske og pastorale reformplaner.

Skønt Herder følte sig sat i skyggen af Goethe, blev han sammen med ham, Christoph Martin Wieland og Friedrich Schiller medskaber af den tyske litterære guldalder, Weimarklassikken. Den var båret af en spinozistisk overbevisning om, at det guddommelige er i og ikke hinsides verden, en tro på, at mennesket selv kan og skal realisere det humane, og den vendte sig både mod ortodoks og romantisk kristendom.

Fra begyndelsen var Herders interesse global, og han analyserede fællestræk i folkeviserne, fra slaviske til grønlandske. Hans kamp for det folkelige var ikke nationalistisk, men æstetisk og kulturpolitisk; han så i denne digtning rester af en oprindelighed, som kunne danne et alternativ til den lærde latinske og feudale franske dannelse.

Dette kultursyn havde elementer, som blev udviklet positivt og negativt i den tyske og danske nationalromantik, ligesom både marxister og senere nationalsocialister ønskede at tage hans begreb om folket til indtægt.

Sturm und Drang

Den unge Goethe og den fem år ældre Herder mødte hinanden i 1770 i det tyske Strassburg, der havde været underlagt Frankrig siden 1681. Sammen forfattede de essaysamlingen Von deutscher Art und Kunst (1773), der blev Sturm und Drang-generationens teoretiske manifest: Kunst er ikke artistisk beherskelse af overleveret formsprog, men en primær livsytring, som folkedigtningen viser. Den store digter er ikke den lærde, men det originale og ubevidst skabende geni.

Et moderne geni som William Shakespeare formede ud fra sin tids folkelige engelske kunst et drama, som måtte være forskelligt fra det antikke, men i kvalitet dets lige. En kritiker skal derfor indleve sig i det fremmede, mens ahistoriske, "klassiske" æstetiske kriterier er en illusion.

Også kunstoplevelse og -vurdering er tidsbundne. Den nordeuropæiske folkelige kunst er altså ligeværdig med den græske, og det samme gælder for den orientalske. Homer, de keltiske barder og nordiske skjalde blev stillet sammen med den bibelske digter, hvis skabelsesberetning Herder i Älteste Urkunde des Menschesgeschlechts (1774-76) tolkede som en poetisk efterklang af en østerlandsk uråbenbaring.

Historiefilosofien

Tidens diskussion om sprogets oprindelse og forholdet mellem fornuft og sprog havde både en lingvistisk og antropologisk dimension. Herder søgte i Abhandlung über den Ursprung der Sprache (1772) sprogets oprindelse i en fysisk og mental akt, hvor det lydefterlignende ord kobles til en genkendende forestilling, der derved bliver til erkendelse. I denne akt opstod sprog og fornuft på én gang og uden nogen guddommelig medvirken, dvs. det autonome menneske konstituerede sig selv og var ikke mere et umælende dyr.

Dermed var skridtet taget ind i den historiske verden, som i det sene 1700-tal blev genstand for den nye disciplin: historiefilosofien. Herder mente, at menneskeheden gennemløber en række stadier, som han trods sin forkærlighed for menneskehedens barndom mere og mere tenderer til at betragte som en udviklingsproces med humanitet som endemål, jf. Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit (1784-91) om, at hver periode står i umiddelbar relation til skaberen, således at ingen blot er et middel til et senere mål. I enhver tidsalder kan en side af det menneskelige realiseres optimalt.

Herder deltog med klargørende indlæg i tidens kunstteoretiske debat og var en kongenial oversætter både fra germanske og romanske sprog samt fra hebraisk; størst betydning fik hans oversættelser fra og med 1770'erne af folkeviser, sidste udgave: Stimmen der Völker in Liedern (udgivet posthumt i 1807).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig