Johann Wolfgang von Goethe

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

/files/10840/=ud_a_120178.mp3?revision=2

Johann Wolfgang Goethe. Johann Heinrich Wilhelm Tischbein (1751-1829), Goethe i Campagnen, 1786/88, Städel Museum, Frankfurt am Main.

Johann Wolfgang von Goethe, (von Goethe fra 1782), 28.8.1749-22.3.1832, tysk forfatter. Allerede i sin levetid blev Johann Wolfgang von Goethe betragtet som indbegrebet af sin nations kultur. Han var som digter en fornyer af det tyske sprog, især i lyrikken, men han var også naturforsker og politisk administrator.

Johann Wolfgang Goethe kom fra et velhavende hjem i Frankfurt am Main, fik tidligt omfattende privatundervisning og studerede derefter i Leipzig og Strasbourg, hvor han 1771 blev jurist, og hvor han året før havde mødt J.G. Herder. Påvirkningen fra ham var med til at gøre Goethe til en ledende figur i den litterære Sturm und Drang-bevægelse. Han vandt national anseelse med sit første drama, Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand (1773), og international berømmelse med sin første roman, Die Leiden des jungen Werthers (1774).

Johann Wolfgang Goethe. Goethes roman Den unge Werthers lidelser var et af de centrale værker i Sturm und Drang. Det kolorerede træstik fra ca. 1880 viser lægen ved Werthers lig, efter at han har begået selvmord pga. ulykkelig kærlighed og uforløst frihedstrang.

Flere af hans vigtigste ungdomsdigte tryktes i tidsskrifter eller cirkulerede privat; først i 1789 udkom Goethes første større digtsamling, indeholdende "Mailied", "Willkommen und Abschied", "Prometheus", "Wanderers Sturmlied", "Erlkönig" mfl.

I 1775 tog Goethe, efter en ophævet forlovelse, mod et tilbud fra det lille hof i Weimar om at blive en slags rådgiver for hertug Carl August (1758-1828). Han deltog energisk i hertugdømmets administration og havde i 1780'erne en position nærmest svarende til en finansministers. Goethe så i Weimar en mulighed for alsidigt virke i en overskuelig sammenhæng, men hans reformforsøg lykkedes kun delvis, han følte sig sat i stå som digter, og privat søgte han ud af sit komplicerede venskab med hofdamen Charlotte von Stein.

I 1786 "flygtede" han til Italien (indtil 1788, beskrevet i Italienische Reise, 1815-29), men vendte tilbage til Weimar og boede der til sin død, kun afbrudt af kortere rejser. Hans administrative virke gjaldt nu mest videnskab og kunst; således var han 1790-1817 teaterchef. Fra 1788 levede Goethe sammen med Christiane Vulpius (1765-1816), som han giftede sig med i 1806. Af deres børn overlevede kun sønnen August (1789-1830).

Johann Wolfgang Goethe. I Oehlenschlägers stambog, nu på Frederiksborgmuseet, skrev Goethe den 28.6.1806: Til minde om gode timer, til Aladdins forfatter. I sine erindringer fortæller Oehlenschläger om de måneder, han på sin udlandsrejse tilbragte i Goethes nærhed: Han modtog mig faderligt, jeg var ofte til Middag hos ham, og maatte forelæse ham min hele Aladdin og Hakon Jarl af dansk paa tydsk. Der giorde jeg mig nu skyldig i mange Danismer; men han forkastede dem ikke alle; han meente, at begge beslægtede Sprog, udsprungne af een Rod, kunde giøre hinanden søsterlige Foræringer.

Goethe er en moderne kunstner, men endnu med rod i en tid, der ikke anså litteratur for en eksistensform eller levevej. Som barn så han en tysk-romersk kejser blive kronet i Frankfurt (1764). Som gammel havde han oplevet Den Franske Revolution, Napoleons storhed og fald, den tidlige industrialisering og den økonomiske liberalisme.

I selvbiografien Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (1811-33) beretter Goethe om sine første 25 år og om datidens tyske kultur. Selv kom han til at påvirke hele Europa, skønt han aldrig besøgte hovedstæder som Paris eller London. Han sammenlignede humoristisk Weimar med Betlehem: Lille og stor på samme tid, og Europas åndsliv valfartede til ham.

"Den unge Goethe" er blevet en formel for ungdom overhovedet: Et stofskifte med virkeligheden, der ikke begrænses af overleverede ideologier eller traditionelle former. Mange af Goethes ungdomsdigte virker i bedste forstand tidløse i deres kombination af intenst udtryk og ubesværet sprog. Werther-romanen blev med det samme læst som udtryk for den nye generations stemning: følelsesoverskud, men også socialt underskud. Individet føler sig på samme tid frit — og alene i verden.

Under og efter rejsen til Italien fuldførte Goethe flere afbrudte værker, bl.a. dramaerne Iphigenie auf Tauris (1787), Egmont (1788) og Torquato Tasso (1790), der med deres diskussion af natur og civilisation indleder hans såkaldt klassiske periode, som også er præget af afstandtagen fra Den Franske Revolution. Goethe skrev et par satiriske spil mod lignende tendenser i Tyskland og formulerede i poetisk form sit samfundsideal i verseposet Hermann und Dorothea (1796).

Weimar. Billedhuggeren Ernst Rietschels monument for Goethe og Schiller har siden afsløringen i 1857 stået på pladsen foran Deutsches Nationaltheater (tv.). Goethe var 1791-1817 direktør for byens første hertugelige hofteater; det brændte 1825 og afløstes af en klassicistisk bygning, der blev fornyet 1907-08. Her blev Weimarforfatningen vedtaget i 1919, og teatret fik sit nuværende navn. Fotografi fra 1980'erne.

Venskabet med Friedrich Schiller fra 1794 blev vigtigt for begge forfattere, der i al deres forskellighed havde en fælles interesse i at opdrage publikum og følte sig isoleret mellem den trivielle underholdning og den nye, både vilde og fromme romantiske kunst. De kunne inspirere hinanden, fx til at skrive ballader (Goethe: "Der Zauberlehrling" mfl.).

Med Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96) skabte Goethe den første egentlige "dannelsesroman", den tyske (og siden også danske) variant af den europæiske udviklingsroman. Mens individets dannelse her står i centrum, ses det i fortsættelsen Wilhelm Meisters Wanderjahre (1829), at det nye århundrede kræver specialistviden og ensidighed. Romanen Die Wahlverwandtschaften (1809) problematiserer al dannelse i sin beretning om, hvordan menneskets planlægning af sit liv krydses af lidenskaber, der har karakter af naturkræfter.

Naturen holder mennesket oppe og inspirerer det, men viser det også stedse dets grænser. Goethes naturopfattelse er snarest præget af Baruch Spinozas formel: At Gud og naturen er det samme, at det guddommelige alene viser sig for os i naturen, som natur. Hans studier i mineralogi, zoologi, botanik mv. var på en måde hans teologi, thi kristen i gængs forstand var han ikke. Goethe opfatter naturen som et mønster i stadig forvandling (metamorfose) og er optaget af dens skiftende former (morfologien) og deres love.

Han afviser det klassiske allegoriske syn på naturfænomener, men også den moderne positivistiske videnskab, der for ham at se kun anerkender naturen som materiale. Mest radikalt gør han det i Zur Farbenlehre (1810), der angriber spektralanalysen med påstanden om, at farverne kun kan forstås i deres samspil med det seende øje. Farvelæren ville modvirke spaltningen af erkendelsen, men blev selv et offer for den: Den er stort set blevet afvist af naturvidenskaberne, men har virket inspirerende på mange kunstnere.

Goethe-citater

Goethe er ophavsmand til adskillige bevingede ord rækkende fra englekoret i slutningen af Faust: "Wer immer strebend sich bemüht, den können wir erlösen" (Hvo altid stræber frem og frem, ham kan vi frelse skænke) til den tapre ridder Götz von Berlichingens rasende svar til sin fjende: "Er kann mich im Arsch lecken!" Det sidste udtryk (normalt "am") eksisterede naturligvis også før Goethe, men fik af ham sin litterære dåb.

De fleste Goethe-ord fik også i Danmark vinger på en tid, da de endnu blev citeret på tysk — det gælder således "So fühlt man Absicht, und man ist verstimmt" (fra Tasso), der i reglen citeres forkert som "Man merkt die Absicht..." Tasso klager i al almindelighed over, at spontaniteten har veget pladsen for det planmæssige, mens det "forkerte" udtryk peger på en bestemt (ond) hensigt.

Størsteparten af citaterne stammer fra Faust: "Verweile doch, du bist so schön (O, dvæl endnu, du skønne stund) er dét, Faust ikke må sige til øjeblikket, for så har han opgivet sin stræben. En anderledes selvtilfredshed lyser ud af hans assistent Wagners ord om, at vi har "es herrlich weit gebracht" (hvor herlig vidt vi selv har kunnet nå), til gengæld citeres det også i reglen ironisk. Mefisto — som viste sig at være "des Pudels Kern" (puddelens kerne) — trøster en forsagt student med, at der er andet end studier til: "Grau, teurer Freund, ist alle Theorie, und grün des Lebens goldner Baum" (Grå, kære ven, er alskens teori — dér standser citatet som regel).

Gretchens spørgsmål til Faust om, hvordan han har det med religionen, citeres ikke så ofte ordret, men har affødt udtrykket "Gretchenfrage": det afgørende, penible spørgsmål. De sidste ord i Faust lyder: "Das Ewig-Weibliche zieht uns hinan" (Det evigkvindelige drager os til — dvs. op), mens Goethes egne sidste ord skal have været "Mehr Licht" (mere lys) — hvad enten det så var en befaling eller en sidste oplevelse.

Der er ingen ende på Goethe — som han selv sagde det om Shakespeare: "Shakespeare und kein Ende".

Goethe er ikke kun naturens digter, men også kærlighedens, og der har været forsket meget i værkernes biografiske baggrund i bestemte oplevelser. Der er blomstrende forelskelse i de tidlige digte og mere fysisk erotik i de modne Römische Elegien (1795), mens kærligheden som (også tragisk) skæbne står i centrum i fx Trilogie der Leidenschaft (1823).

Også den store digtcyklus West-östlicher Divan (1819), hvis titel peger på Goethes inspiration fra persisk digtning, vidner om, at endnu den aldrende digter kunne opleve verden med usvækket styrke og uden det beskyttende officielle panser, som mange besøgende i Weimar følte sig afskrækket af.

Hovedværket Faust fulgte Goethe fra først i 1770'erne til 1831, dog med store pauser undervejs. Goethe bruger overleveringen om Faust, der tog Djævelen til hjælp for at gøre sig Gud lig, men digter i "Tragediens første del" (1808) tillige historien om den unge pige Margarete (Gretchen), der forføres af Faust, dræber deres barn og henrettes.

Anden del (afsluttet 1831, efter Goethes ønske først udkommet posthumt 1833) vider sig ud til et stort verdenspanorama omfattende skildringer af den moderne tids økonomiske og tekniske faldgruber såvel som af det store kærlighedsmøde mellem Faust og Helena, mellem den kristne epokes dynamiske mentalitet og den antikke verdens ideale skønhed.

Faust har væddet med Djævelen, Mefistofeles, om, at denne aldrig vil kunne stille hans higende sjæl tilfreds, og netop da Faust mæt af dage synes at ville slå sig til ro, viser det sig, at hans liv dog har været styret af højere magter: mens Djævelen raser, føres den døde Fausts "udødelige del" til himmels.

Jens Juel. Der eksisterer en mængde tegninger, malerier og stik af J.W. Goethe og ligeledes mange beskrivelser af hans udseende. Hos den unge Goethe hæfter de fleste sig ved hans brune hår, mørke lød og øjne. Den gamle Goethe er stort set alle betaget af: Han bærer sin alder smukt, og de berømte øjne har ikke mistet deres kraft og ild. Portrættet af den unge Goethe er en nu bortkommet tegning af Jens Juel, som mødte Goethe i 1779. Joseph Karl Stielers maleri fra 1828 kom i stand på foranledning af kong Ludvig 1. af Bayern. De fleste samtidige, modellen inklusive, fandt det dækkende.

Om denne slutning er udtryk for en mere entydig tro, end man ellers finder hos Goethe, om den afspejler en fundamental optimisme eller snarest skal ses som kontrapunkt til den øvrige, konfliktfyldte handling, hører til de stadig aktuelle diskussionsemner i Goethe-forskningen, som i det hele taget har antaget kolossale dimensioner og i dag ikke kan overskues af nogen enkelt person.

Det biografiske element har spillet en stor rolle, både fordi Goethes liv er så godt kortlagt ikke mindst af ham selv, fordi det individuelle står centralt hos ham, og fordi han som person fik så stor betydning, at man ligefrem taler om "Goethetiden". Men i øvrigt har hans værk været studeret fra alle tænkelige synsvinkler. Der findes Goethe-museer i Frankfurt am Main (Freies Deutsches Hochstift), i Düsseldorf og i Weimar.

Også i Danmark er der skrevet betydelige Goethe-fremstillinger af bl.a. Georg Brandes, Vilhelm Grønbech, Carl Roos og senest Per Øhrgaard, ligesom adskillige forskere har bidraget til forståelsen af enkelte aspekter af hans værk. Der eksisterer talrige oversættelser til dansk, skønt en af de første (af Werther-romanen) blev standset af censuren i 1776. Blandt de tidligste oversættere var Adam Oehlenschläger og Knud Lyne Rahbek; 1924-28 udgav P.A. Rosenberg udvalgte værker af Goethe i 14 bind.

Senere er Den Den unge Werthers lidelser, Italiensk rejse, erindringerne, Faust, Valgslægtskaberne og skuespillene Iphigenie på Tauris og Torquato Tasso udkommet i nye oversættelser og prosaværket Unterhaltungen deutscher Ausgewanderten (da. Tyske udvandrerhistorier, 1999) oversat til dansk for første gang. En dansk videofilm om Goethes farvelære Lyset, mørket og farverne (1999) blev en international succes.

Musik

Talrige lieder, korsange og andre former for vokalmusik er i tidens løb skrevet til Goethes digte, ballader og dramatiske værker ... Læs mere om Goethe-inspireret musik.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om Johann Wolfgang von Goethe i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Johann Wolfgang Goethe. Goethes roman Den unge Werthers lidelser var et af de centrale værker i Sturm und Drang. Det kolorerede træstik fra ca. 1880 viser lægen ved Werthers lig, efter at han har begået selvmord pga. ulykkelig kærlighed og uforløst frihedstrang.

© Dette billede må du ...

Johann Wolfgang Goethe. I Oehlenschlägers stambog, nu på Frederiksborgmuseet, skrev Goethe den 28.6.1806: Til minde om gode timer, til Aladdins forfatter. I sine erindringer fortæller Oehlenschläger om de måneder, han på sin udlandsrejse tilbragte i Goethes nærhed: Han modtog mig faderligt, jeg var ofte til Middag hos ham, og maatte forelæse ham min hele Aladdin og Hakon Jarl af dansk paa tydsk. Der giorde jeg mig nu skyldig i mange Danismer; men han forkastede dem ikke alle; han meente, at begge beslægtede Sprog, udsprungne af een Rod, kunde giøre hinanden søsterlige Foræringer.

© Dette billede må du ...

Johann Wolfgang Goethe. Der eksisterer en mængde tegninger, malerier og stik af Goethe og ligeledes mange beskrivelser af hans udseende. Hos den unge Goethe hæfter de fleste sig ved hans brune hår, mørke lød og øjne. Den gamle Goethe er stort set alle betaget af: Han bærer sin alder smukt, og de berømte øjne har ikke mistet deres kraft og ild. Portrættet af den unge Goethe er en nu bortkommet tegning af den danske maler Jens Juel, som mødte Goethe i 1779. Joseph Karl Stielers maleri fra 1828 kom i stand på foranledning af kong Ludvig 1. af Bayern. De fleste samtidige, modellen inklusive, fandt det dækkende.

© Dette billede må du ...

Johann Wolfgang Goethe. Johann Heinrich Wilhelm Tischbein Goethe i Campagnen, 1786/88, Städel Museum, Frankfurt am Main.

Viser 5 af 5 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+ud_a_120178.mp3 (11.99 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
05/08/2013
MHansen
04/08/2013
Redaktionen
22/03/2013
Oprindelig forfatter
PeOEhr
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki