Stefan George

Stefan George, 1868-1933, tysk lyriker. George vendte sig med patos mod samtidens dominerende naturalistiske kunstopfattelse og positivistiske relativisme. Han gjorde digteren til præst i kunstens tempel, krævede offervilje af sig selv og sine tilhængere og dyrkede som Nietzsche overmennesket som udtryk for en guddommelig vilje. Georges æsteticisme, ifølge hvilken ordene ikke afbilder virkeligheden, men skaber den, henvendte sig til de få udvalgte, fortrinsvis til det forbund af unge mænd, "George-kredsen", der talte nogle af samtidens kendteste litterater (F.G. Gundolf, L. Klages, K.W. Wolfskehl). Gruppens litterære tidsskrift, Blätter für die Kunst, udkom i udsøgt typografi og layout fra 1892-1919. George oversatte desuden J.P. Jacobsen til tysk og introducerede den internationale symbolisme i Tyskland med oversættelser af bl.a. Charles Baudelaire. Georges individualistiske skønhedsdyrkelse var et forsøg på at ophæve den moderne erkendelse af individets ensomhed i en fremmed verden. Men hans idealisering af mandig skønhed og heroisme var vand på nazisternes floskelmølle, og skønt han i foragt for pøbelvældet flyttede til Schweiz, hvor han døde, blev hans digtning siden i nogen grad identificeret med nazismens herodyrkelse. Digte fra Die Bücher der Hirten- und Preisgedichte, der Sagen und Sänge und der hängenden Gärten (1895), Das Jahr der Seele (1897) og Der Stern des Bundes (1914) er sat i musik af bl.a. Schönberg og Webern (1908/09). George er oversat til dansk i en stort anlagt antologi, Den døde stad - digte i udvalg (2009).