Faktaboks

Stefan Heym
Født
1913
Død
2001

Stefan Heym, opr. Helmut Flieg, 1913-2001, tysk forfatter. Stefan Heym forlod Tyskland i 1933 og studerede i USA i 1930'erne.

Han blev amerikansk forfatter, men flyttede i 1952 til DDR, hvor han efterhånden blev så kritisk mod regimet, at han efter 1965 måtte udgive sine bøger i Vesttyskland, bl.a. romanen Fünf Tage im Juni (1974, da. Fem dage i juni, 1978), der beskriver opstanden i 1953 i Østberlin.

Stefan Heyms produktion er stor og ujævn; fremhæves kan værker med mytisk stof, fx Ahasver (1981, da. Ahasverus, 1983) om den evige jøde i tre nedslag: Luthertiden, DDR og Israel.

På dansk foreligger blandt flere andre romaner desuden hans krigsroman The Crusaders (1949, Korsfarere med maskingevær, 1961).

Som partiløs i listeforbund med PDS stillede Stefan Heym op til forbundsdagsvalget i 1994 og blev valgt. Som alderspræsident åbnede han den 13. tyske forbundsdag i november samme år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig