Gottfried Benn

© Det Kongelige Bibliotek

Gottfried Benn, her fotograferet kort før sin død, spejler i sin lyrik grundtræk ved 1900-t.s livs- og kunstsyn: et opgør med nihilismen i forsøget på at skabe sig et liv i poesien. I 1950'erne fik hans digte kultstatus i Tyskland.

Gottfried Benn, 2.5.1886-7.7.1956, tysk digter, en af de mest indflydelsesrige lyrikere efter 2. Verdenskrig.

Gottfried Benns herkomst, søn af en protestantisk præst, og uddannelse (medicinsk kandidat i 1912) antyder allerede den spænding, der karakteriserer hans livsværk: på den ene side en søgen efter et holdbart livsindhold og på den anden side en naturvidenskabeligt begrundet konstatering af meningsløsheden i en gudsforladt verden.

Under indtryk af krigen — Gottfried Benn var militærlæge under 1. og 2. Verdenskrig — og i forbindelse med sin dagligdag som speciallæge i kønssygdomme i et af Berlins fattigkvarterer brød han med sin fadergenerations normer i en skånselsløst desillusioneret poesi: Digtsamlinger som Morgue (1912) og Fleisch (1917) såvel som prosaforsøg som Gehirne (1916) står centralt i tysk ekspressionisme.

Hans søgen i 1920'erne og 1930'erne efter en "sandhed" bag ved bevidsthedens grænser (i forbindelse med biologiske, antropologiske og psykoanalytiske studier) førte ham frem til et mysticistisk-vitalistisk verdensbillede, hvor det kreative og artistiske jeg i dyb overensstemmelse med "kollektive underbevidsthedsstrømme" triumferer i poesien over virkelighedsforfaldet.

Forholdet mellem nihilismen, der opfattes som en livsbetingelse, og formkraften som dens æstetiske modvægt bliver siden hen bestemmende for Gottfried Benns produktion. Denne både "tragiske" og "heroiske" livsopfattelse fik imidlertid politiske konsekvenser.

Med sin radikale civilisationskritik og dens afvisning af demokrati og det moderne samfund blev Gottfried Benn et nemt offer for nazismen, som han de første to år støttede offentligt. Fra 1935 vendte han sig imidlertid med en vis elitær foragt mod det nye regimes kulturelle og politiske barbari og trak sig i de næste ti år tilbage til en kaserne som militærlæge.

Han var ved krigens afslutning en "uønsket" forfatter uden publikationsmulighed, men oplevede dog sidst i 1940'erne sit egentlige gennembrud. Efter at digtsamlingen Statische Gedichte, til dels skrevet under krigen, var udkommet i Zürich i 1948, fik Gottfreid Benn fremgang i (Vest)Tyskland med flere digtsamlinger i 1949, der sammen med selvbiografien Doppelleben (1950) og essayet Probleme der Lyrik (1951) gjorde ham til efterkrigstidens æstetiske identifikationsfigur.

Krigsgenerationens livserfaringer kunne spejle sig i Gottfried Benns tragiske tale om virkelighedsforfald og værdisammenbrud, samtidig med at hans lakoniske, til dels kynisk-lyriske tonefald kunne tilbyde en vej ud af fortvivlelsen: den poetiske form som det æstetisk absolutte svar på den globale undergang. Ekspressionisten Benn var blevet til en kultfigur i eksistentialismens tegn.

På dansk foreligger bl.a. essayudvalgene Radartænkeren (1960), Glasblæseren og andre Essays (1964) og digtudvalgene Destillationer (1963) og Skygger (1992).