biedermeier

Den tyske og østrigske biedermeier-litteratur udgjorde ikke nogen skole som romantikken, og stilarten har derfor ingen egentlige programskrifter. Alligevel er der en række fællestræk for periodens betydeligere digtere, Annette von Droste-Hülshoff, Franz Grillparzer, Karl Immermann, Eduard Mörike, Ferdinand Raimund og Adalbert Stifter.

Man trak sig tilbage fra politikkens verden, "tumlepladsen for det onde" (Franz Grillparzer), og betragtede den lille verden, dagligdagen, hjemmet og familien som det menneskeliges tilflugtssted. Grundholdningen er resignation og humor med et melankolsk-idyllisk anstrøg. Man stræbte efter en harmoni mellem det materielle og det ideale, men endte oftest i en følelse af splittelse.

Nok giver biedermeier-litteraturen præcise skildringer af tingene i det nære miljø (genrebilledet), men menneskets karakter er ikke som i realismen et produkt af omgivelserne. Nok dyrkede man den historiske tradition og folkelivsbillederne, men havde alligevel en forkærlighed for særlingens ensomme liv (Stifter, Grillparzer).

Hvor romantikken beskrev den store natur som sjælens landskab, dyrkede biedermeier-litteraturen hjørner af naturen, ofte som kærlighed til de ubetydelige detaljer (Droste-Hülshoff). Men denne dyrkelse slog ofte over i en følelse af fremmedhed over for naturen (Mörike, Stifter).

Biedermeier-litteraturen arbejder gerne med det mytiske (eventyr og sagn), men rummer samtidig fintmærkende psykologiske analyser af det enkelte individ (Grillparzer, Mörike). Med den betydelige dramatiker Franz Grillparzer som undtagelse foretrak biedermeier-digterne de små genrer: rolledigtet, romancen, versfortællingen, eventyret og novellen.

En række af de nævnte træk genfindes i den danske litteratur i tiden mellem Oehlenschläger og Brandes, især hos H.C. Andersen, Chr. Winther, Jens Christian Hostrup, Ludvig Bødtcher og Thomasine Gyllembourg.

Inden for billedkunsten betegner biedermeier en romantisk og renhjertet virkelighedsskildring, som fx ses i portrætter af den østrigske maler Ferdinand Georg Waldmüller og i genrebilleder af tyskeren Georg Friedrich Kersting.

I landskaber og især byprospekter foretrak man den ukomplicerede, lidt naive idyl, som fx hos den tyske maler Eduard Gärtner (1801-77), mens Carl Spitzwegs motiver ofte udstråler en fin ironiseren over spidsborgerens miljø.

Det danske guldaldermaleri henføres uden for landets grænser ofte under stilbetegnelsen biedermeier på grund af periodens redelige og uprætentiøse skildringer af de nære omgivelser.

Inden for kunsthåndværket betegner biedermeier den tyske borgerlige empire i perioden ca. 1815-35. Den er præget af interessen for de nære ting, bl.a. egnen og byen, der ses gengivet på fx porcelæn.

Møblerne udviser enkelhed i udsmykningen, der til gengæld lader de geometrisk opbyggede former med kraftigt forstørrede, men forenklede klassiciserende elementer træde frem. Lyse træsorter er benyttet ved siden af mahogni. Biedermeier blev igen populær omkring 1910 (neobiedermeier) og atter i slutningen af 1900-t. på grund af fællestræk med postmodernismens udtryksformer.

Betegnelsen anvendes ukritisk inden for kunsthandelen om bl.a. Skandinaviens og Hollands borgerlige empirestil.

• romantik