Søgeteksten Biedermeier er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

biedermeier

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Adalbert Stifter. Der er en stærk spænding mellem Stifters liv, der var præget af angst og depression, og hans harmonisøgende forfatterskab. Litografi efter en akvarel fra 1846 af Moritz Michael Daffinger.

biedermeier, oprindelig navnet på en naiv landsbyskolemester, der optrådte som parodisk figur i Münchener vittighedsbladet Fliegende Blätter i 1850'erne, stil- og kulturstrømning i restaurationstiden mellem Napoleonskrigenes afslutning (1815) og ca. 1850.

Omkring 1900 gav tyske kunsthistorikere biedermeierstilen en positiv betydning som betegnelse for den enkle borgerlige boligkultur forud for industrialiseringen, og et par år senere overførtes begrebet til malerkunsten. 1927 indførte den tyske litteraturhistoriker Paul Kluckhohn biedermeier som litterært periodebegreb og karakteriserede den som "den sidste tyske kulturepoke, der endnu til en vis grad udgjorde en enhed".

Den tyske og østrigske biedermeier-litteratur udgjorde ikke nogen skole som romantikken og har derfor ingen egentlige programskrifter. Alligevel er der en række fællestræk for periodens betydeligere digtere, Annette von Droste-Hülshoff, Franz Grillparzer, Karl Immermann, Eduard Mörike, Ferdinand Raimund og Adalbert Stifter.

Man trak sig tilbage fra politikkens verden, "tumlepladsen for det onde" (Franz Grillparzer), og betragtede den lille verden, dagligdagen, hjemmet og familien som det menneskeliges tilflugtssted. Grundholdningen er resignation og humor med et melankolsk-idyllisk anstrøg. Man stræbte efter en harmoni mellem det materielle og det ideale, men endte oftest i en følelse af splittelse.

Nok giver biedermeier-litteraturen præcise skildringer af tingene i det nære miljø (genrebilledet), men menneskets karakter er ikke som i realismenet produkt af omgivelserne. Nok dyrkede man den historiske tradition og folkelivsbillederne, men havde alligevel en forkærlighed for særlingens ensomme liv (Stifter, Grillparzer).

Hvor romantikken beskrev den store natur som sjælens landskab, dyrkede biedermeier-litteraturen hjørner af naturen, ofte som kærlighed til de ubetydelige detaljer (Droste-Hülshoff). Men denne dyrkelse slog ofte over i en følelse af fremmedhed over for naturen (Mörike, Stifter).

Biedermeier-litteraturen arbejder gerne med det mytiske (eventyr og sagn), men rummer samtidig fintmærkende psykologiske analyser af det enkelte individ (Grillparzer, Mörike).

Thomasine Gyllembourg. Jens Juels portræt fra 1790'erne viser hende, da hun som P.A. Heibergs unge hustru og Johan Ludvigs lykkelige mor fortryllede ægtemandens internationale vennekreds, samtidig med at hun indhøstede de brogede erfaringer, der tredive år senere kom til at danne baggrund for hendes forfatterskab. Portrættet findes på Frederiksborgmuseet og er gengivet på den danske tusindkroneseddel, der blev sat i omløb i 1975.

Med den betydelige dramatiker Franz Grillparzer som undtagelse foretrak biedermeier-digterne de små genrer: rolledigtet, romancen, versfortællingen, eventyret og novellen.

En række af de nævnte træk genfindes i den danske litteratur i tiden mellem Oehlenschläger og Brandes, især hos H.C. Andersen, Chr. Winther, Jens Christian Hostrup, Ludvig Bødtcher og Thomasine Gyllembourg. 

Inden for billedkunsten betegner biedermeier en romantisk og renhjertet virkelighedsskildring, som fx ses i portrætter af den østrigske maler Ferdinand Georg Waldmüller og i genrebilleder af tyskeren Georg Friedrich Kersting.

I landskaber og især byprospekter foretrak man den ukomplicerede, lidt naive idyl, som fx hos den tyske maler Eduard Gärtner (1801-77), mens Carl Spitzwegs motiver ofte udstråler en fin ironiseren over spidsborgerens miljø.

Det danske guldaldermaleri henføres uden for landets grænser ofte under stilbetegnelsen biedermeier på grund af periodens redelige og uprætentiøse skildringer af de nære omgivelser.

Empire. To danske eksempler på empirens enkle, svungne stil. Den mørke stol i mahogni med indlægninger af citrontræ og ibenholt er udført af en anonym snedker i begyndelsen af 1800-t. Den hvidmalede stol af bøg med guldstafferinger og rødt silkebetræk er tegnet ca. 1826 af G.F. Hetsch til Christiansborg Slot. Begge stole findes på Kunstindustrimuseet.

Inden for kunsthåndværket betegner biedermeier den tyske borgerlige empire i perioden ca. 1815-35. Den er præget af interessen for de nære ting, bl.a. egnen og byen, der ses gengivet på fx porcelæn.

Møblerne udviser enkelhed i udsmykningen, der til gengæld lader de geometrisk opbyggede former med kraftigt forstørrede, men forenklede klassiciserende elementer træde frem.

Lyse træsorter er benyttet ved siden af mahogni. Biedermeier blev igen populær omkring 1910 (neobiedermeier) og atter i slutningen af 1900-t. på grund af fællestræk med postmodernismens udtryksformer.

Betegnelsen anvendes ukritisk inden for kunsthandelen om bl.a. Skandinaviens og Hollands borgerlige empirestil.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
07/09/2013
Oprindelig forfatter
UfHa
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki