Søgeteksten tysk litteratur er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

Tyskland - litteratur

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Friedrich Schiller. Rivaliseringen mellem de to store klassiske tyske forfattere, Schiller og Goethe, er blevet stiliseret som en modsætning mellem den spekulative og den intuitive tænkning, men siden 1794, da de indledte deres indbyrdes brevveksling og lærte at forstå hinandens egenart, og især siden 1799, da Schiller flyttede til Weimar, inspirerede de hinanden. Maleri af Gerhard von Kügelgen ca. 1808 efter Schiller-billeder fra slutningen af 1790'erne; Freies Deutsches Hochstift.

Tysk litteratur er en samlebetegnelse for litteratur skrevet på tysk, altså også i fx Østrig og Schweiz (se dog afsnit om litteratur under disse lande). Derimod bruges betegnelsen kun sjældent om litteratur skrevet på andre sprog i Tyskland, selvom litteratur på latin til og med 1600-tallet spillede en væsentlig rolle.

Tysk litteratur er en del af den europæiske litteratur og følger i det store og hele de fælles udviklingstendenser. Den anses gerne for mere spekulativ og indadvendt end fransk eller engelsk litteratur, mere præget af refleksion over metafysiske og eksistentielle emner end af omfattende beskrivelser af verden og dens fænomener.

Sådanne generaliseringer må dog tages med store forbehold, bl.a. fordi det tyske sprogområde aldrig har haft ét utvivlsomt centrum, hvorfra alle påvirkninger er udgået.

Sprogligt er det tyske område tydeligt delt mellem høj-(syd-)tyske og neder-(plat-)tyske dialekter, og et mere enhedspræget skriftsprog udvikledes først fra og med 1500-tallet.

Oldhøjtysk litteratur

En oldhøjtysk og oldsaksisk (dvs. oldnedertysk) litteratur forekommer fra ca. 750 og især i den såkaldte karolingiske renæssance fra omkring 800. Tidens kulturcentre var klostrene, især i Sydtyskland og Schweiz, og litteraturen var som oftest religiøs, således Otfrid af Weissenburgs (i Alsace) sammenfattende gengivelse af evangelierne (evangelieharmoni) på rimede vers fra ca. 870.

Denne versform blev siden enerådende, mens endnu det oldsaksiske Kristus-epos Heliand (dvs. Heiland, 'frelser', ca. 830) og det noget tidligere verdslige heltedigt Hildebrandslied betjente sig af germanske stavrim. Fra perioden ca. 900-1050 kendes helt overvejende overlevering på latin, fx nonnen Hrotsvita fra Gandersheims religiøse dramaer.

Middelhøjtysk litteratur

Bogmaleri. Walther von der Vogelweide i et bogmaleri i Weingartner Liederhandschrift, der blev til ca. 1320 i Konstanz. Walther i rollen som den tænksomme digter svarer nøje til indledningen til en af hans politiske Sprüche, hvori han beskæftiger sig med rigets forhold omkring år 1200.

Sin første store blomstring oplevede tysk verdslig litteratur fra ca. 1150 og især omkring 1200 med den høviske litteratur, fortrinsvis skrevet af lavadelige ved hofferne i Sydtyskland og Østrig og påvirket af især franske overleveringer og kunstformer.

Minnesang er den tyske ækvivalent til trubadurdigtningen med Heinrich von Morungen (d. 1222), Reinmar der Alte, Walther von der Vogelweide og Neidhat von Reuenthal, som de betydeligste navne. Ved siden af denne høviske lyrik eksisterede i hele middelalderen også en mere folkelig mundtlig lyrik, som kun kendes indirekte, bl.a. gennem den latinske vagantdigtnings refleks, og overgangene kan være flydende.

Allerede før 1200 fremkom en række versfortællinger, som bl.a. afspejlede korstogstidens møde med fremmede kulturer, men også i den episke digtning blev tiden omkring og lige efter 1200 en storhedstid med store høviske versromaner på basis af antikt eller keltisk stof; Heinric van Veldeke (Eneide, dvs. Æneiden, ca. 1190), Hartmann von Aue, Wolfram von Eschenbach (Parzival, ca. 1210), Gottfried von Strassburg (Tristan, ca. 1210) og den anonyme og strofiske Nibelungenlied med stof fra folkevandringstiden.

I løbet af 1200-t. borgerliggjordes den ridderlig-høviske stil noget, megen digtning blev mere belærende, satirisk eller lavkomisk i den såkaldte Schwank (farce, 1. samling ca. 1220), mens de senere prosaromaner (folkebøgerne) rummede de mere eventyrlige fortællinger. Dramaet forblev i hele perioden overvejende latinsk og forbundet med kirkelige fester.

Hildegard af Bingen. Hendes vision af det af Kristus formede menneske. Som centrum i Universet hviler det i den treenige Guds favn og gennemstrømmes af Helligåndens kærlighed, den ildfyldte kraft. Guds kærlighed er det livgivende blodomløb, der som et net af lysende stråler skaber og opretholder Universet for mennesket, Guds ansvarlige medarbejder. Bogmaleri i håndskriftet Codex Latinus fra 1200-t., nu opbevaret i Biblioteca Governativa di Lucca, Italien.

Den sene middelalder indtil ca. 1500 spandt ofte videre på de emner og former, som var udviklet i højmiddelalderen, og de fleste bevarede optegnelser af den store høviske digtning stammer da også fra denne senere periode, fx Det Manessiske Håndskrift fra 1300-t.

Mod slutningen af perioden betød bogtrykkerkunstens opfindelse (1460) en voldsom udvidelse af distributionsmulighederne, der dengang som senere især kom den populære litteratur til gode.

Stor og varig betydning fik den mystiske fromhedslitteratur, som først var latinsk (Hildegard af Bingen i 1100-t.), senere tysksproget og mere filosoferende med Mester Eckhart, Johann Tauler og Heinrich Seuse som de væsentligste repræsentanter i 1300-t. Vigtige verdslige lyrikere var Heinrich von Meissen med tilnavnet Frauenlob (d. 1318) og Oswald von Wolkenstein (efter 1400).

Det religiøse drama, der i særlig grad var knyttet til byerne, udviklede sig efterhånden også på tysk, og i fastelavnsspillene skabtes dér desuden et verdsligt drama.

I prosaværket Der Ackermann aus Böhmen (ca. 1400) af Johannes von Saaz, en enkemands forbitrede dialog med døden, slog den italienske renæssances stil allerede igennem.

Renæssancen

Renæssancens humanistiske litteratur var ofte på latin, mens den tysksprogede litteratur prægedes af den Reformation, der i Tyskland blev en af humanismens følger, og som tog sin begyndelse med Martin Luthers 95 teser fra 1517.

Martin Luther malet i 1543 af Lucas Cranach d.æ.; Uffizierne, Firenze. Siden 1532 var denne måde at portrættere Luther på blandt de prototyper, som Cranach og hans malerværksted kunne levere på bestilling. Det viste billede er den venstre del af et dobbeltportræt i lille format, malet på træ; den højre del er afbildet ved artiklen om Philipp Melanchthon. Samtidens europæiske lærde udvekslede indbyrdes sådanne portrætter af sig selv eller deres åndelige forbilleder.

Luthers bibeloversættelse, der ikke var den første i sin art, men langt den betydeligste, fik jævnsides med bogtrykkernes interesse for større markeder stor betydning for skabelsen af et mere standardiseret skriftsprog.

Derudover påvirkede Luthers djærve og præcise stil både i oversættelsen og i hans egne salmer (fx "Vor Gud han er så fast en borg") senere nybrud i tysk litteratur, således Sturm und Drang. En betydelig repræsentant for reformationstidens religiøse og politiske opbrud var Ulrich von Hutten.

Hans Sachs blev en central figur, bl.a. i den lyriske mestersang og som forfatter af adskillige fastelavnsspil, begge genrer byggende på middelalderlige traditioner. De didaktiske og satiriske tendenser udvikledes også af bl.a. Johann Fischart (1546-90) og Jörg Wickram (ca. 1505-ca. 1560, udgiver af en af tidens store anekdotesamlinger, Das Rollwagenbüchlein).

Der var i denne periode betydelig indflydelse fra romanske litteraturer, især den italienske, vel at mærke både i de sydlige dele af Tyskland, som prægedes af den katolske modreformation, og i de nordlige lutherske dele.

Barokken

Denne påvirkning fortsatte i baroktidens (1600-tallets) litteratur, hvor grundlæggelsen af akademier og sprogselskaber efter italiensk forbillede samtidig bidrog til udviklingen af et nyt tysk litteratursprog, der også blev hjulpet på vej af Martin Opitz' bog om tysk poetik fra 1624.

Mens byerne havde været de vigtigste kulturcentre i renæssancetiden, betød Trediveårskrigens kaos en styrkelse af fyrsterne som krigsherrer og derpå af hofferne som centrum i enevældens administration.

Periodens lyrik var både lidenskabelig og retorisk raffineret, fx hos Andreas Gryphius og Paul Fleming, men der blev også skrevet mere enkle digte som Paul Gerhardts salmer, af hvilke nogle også nåede uden for Tyskland (fx "Befal du dine veje"), og det mystisk-fromme tankesprog af Angelus Silesius.

Dramaet spændte fra det religiøst belærende, modreformatoriske jesuiterdrama til originale sørgespil af Andreas Gryphius, Daniel Caspar von Lohenstein mfl., den såkaldte schlesiske skole.

I prosaen dominerede de store høviske, såkaldt politiske romaner om fyrster og helte, riddere og kærlighed, men i eftertiden er det den pikareske roman efter spansk forbillede, Grimmelshausens Simplicissimus Teutsch fra 1669, der er blevet stående.

Oplysningstiden

Gotthold Ephraim Lessing. I 1700-t. søgte mange at gøre op med senmiddelalderens og barokkens dødsfascination. Den tyske oplysningsfilosof G.E. Lessing viste i sin lille bog Wie die Alten den Tod gebildet (1769), at man i antikken ikke kendte til raslende knogler og skrækindjagende kranier, men afbildede døden som en vinget skikkelse med nedadvendt fakkel og sjælen som en sommerfugl, der ubesværet forlader legemet (kobberstik fra titelbladet). Goethes generation og senere romantikken overtog dette afslappede forhold til døden.

1700-tallet gjorde op med den angiveligt svulstige barok, som først rigtig blev værdsat igen af 1900-t. Tidens digtning var under først fransk, senere også engelsk påvirkning, til at begynde med overvejende rationalistisk og belærende, i lyrikken fx hos B.H. Brockes, i dramaet og teorien hos J.C. Gottsched.

Der skete en fornyet borgerliggørelse i opposition til det høviske og med stadig større sympati for det, man opfattede som den ufordærvede natur. Hyrdedigtning havde eksisteret også tidligere, men dens vision af en mere oprindelig verden syntes nu at blive mere end blot ønskedrøm, fx hos Salomon Gessner.

Fra midten af århundredet opstod med G.E. Lessings skuespil og med C.M. Wielands versfortællinger og prosaromaner en mere individualiseret litteratur, som uden at fornægte fornuftsidealet gav mere plads til følelserne og derved bidrog til at give stødet til den særlige tyske variant af den europæiske følsomhedslitteratur: Sturm und Drang.

Foregrebet blev denne bevægelse ligeledes af F.G. Klopstocks store Messias-digt (1748 ff.) og af hans oder samt af filosoffen J.G. Hamann og efter ham af J.G. von Herder. Udviklingen ledsagedes af en stadig mere intens teoretisk bearbejdelse af æstetiske problemer, der i løbet af de følgende årtier blev til egentlig æstetisk filosofi: fra Immanuel Kant over romantikken til G.W.F. Hegel.

Sturm und Drang, klassik og romantik

1770-1830 oplevede tysk litteratur en glansperiode og påvirkede for første gang også andre landes digtning stærkt, ikke mindst den danske guldalderdigtning.

Johann Wolfgang Goethe. Johann Heinrich Wilhelm Tischbein (1751-1829), Goethe i Campagnen, 1786/88, Städel Museum, Frankfurt am Main.

Herders idéer om folkenes organiske kulturelle liv, Johann Wolfgang von Goethes lyrik med dens nye omfattende emotionelle og sproglige register, hans dannelsesroman, Friedrich Schillers dramatik, der tematiserede sammenstødet mellem individ og samfund på de nye, moderne betingelser, og i næste aldersgruppe den romantiske bevægelse anført af brødrene August Wilhelm og Friedrich Schlegel, som både omfattede radikal ny poetisk teori, følelsesfylde helt ud i det sværmeriske, og en ny nationalbevidsthed — alt dette skabte sammen med den samtidige filosofiske idealisme fra Kant over J.G. Fichte og F.W.J. Schelling til Hegel en overvældende frodighed i tysk åndsliv.

Eftertiden har både beundret denne frodighed og fortolket den som en erstatning for den politiske revolution, som ikke fandt sted i Tyskland, hvor man ikke taler politisk om Napoleonstiden, men poetisk om Goethetiden.

Foruden de nævnte hører også Friedrich Hölderlin, Heinrich von Kleist, Jean Paul, Clemens Brentano, Joseph von Eichendorff og flere endnu stadig til de kanoniske forfattere i Tyskland, mens både E.T.A. Hoffmanns psykologiske noveller og brødrene Grimms udgave af tyske eventyr nåede langt uden for landets grænser.

1800-tallet

Heinrich Heine. Blyantstegning fra ca. 1825 af en ukendt samtidig kunstner.

Goethetiden blev både en stor inspiration og en stor udfordring for de næste generationer i 1800-t., som alt efter temperament måtte gøre op med den eller opfatte sig selv som epigoner. Tydeligst blev opgøret hos Heinrich Heine og bevægelsen Junges Deutschland i 1830'erne og 1840'erne.

Heines kritiske og vittige værk blev internationalt kendt og skattet, mens den mere indadvendte såkaldte biedermeier-litteratur med så betydelige værker som Eduard Mörikes digte, østrigeren Franz Grillparzers dramaer eller bøhmeren Adalbert Stifters romaner og noveller kun sjældent nåede uden for det tyske sprogs grænser.

Tidens verdenslitteratur var de engelske og franske, senere de russiske og nordiske romaner. De store realister i tysk litteratur, schweizeren Gottfried Keller eller Wilhelm Raabe og Theodor Fontane, har ikke i samme grad opnået international berømmelse.

Den sidste del af 1800-t. prægedes af naturalismen med bl.a. Gerhart Hauptmanns tidligste dramaer, der stod under påvirkning af Ibsen. Lyrikken var delvis efter fransk inspiration præget af symbolismen med schweizeren C.F. Meyer og senere Stefan George og østrigeren Hugo von Hofmannsthal som centrale skikkelser.

I videreudvikling af disse tendenser opstod fra 1900-t.s begyndelse forfatterskaber som Thomas Manns og Hermann Hesses fortællende og Rainer Maira Rilkes lyriske værk, der både sammenfattede og efterhånden tillige overskred det sene 1800-t.s "dekadence".

I slutningen af 1800-t. og langt ind i 1900-t. spillede Friedrich Nietzsches filosofi en afgørende rolle som inspiration og anfægtelse.

1900-tallet

Omkring 1910 brød ekspressionismen igennem i tysk malerkunst, og betegnelsen anvendtes også snart om digtningen, der med lyrikere som Georg Heym, Georg Trakl og Gottfried Benn, prosaister som Alfred Döblin og senere dramatikere som Ernat Toller og Georg Kaiser udtrykte voldsomme visioner af både undergang og fornyelse. Formen var hyppigt eksperimenterende, men man finder også de ekstreme temaer bundet i næsten klassisk sprogbrug og traditionelle former.

1. Verdenskrig oplevedes overalt som en katastrofe, men i særlig grad i det tysktalende område, hvor Det Tyske Rige blev stærkt svækket, og Det Østrig-ungarske helt opløstes i 1918. Dette dobbeltmonarkis skæbne syntes at varsle hele Europas detronisering som kulturelt verdensmidtpunkt.

Men nogle af periodens største forfattere, Franz Kafka, Robert Musil, Hermann Broch, stammede fra dobbeltmonarkiet, hvor de tidligt havde registreret krisetegnene. I selve Tyskland afløstes ekspressionismen i 1920'erne af den såkaldte Neue Sachlichkeit ('ny saglighed'), en litteratur, som afskrev de metafysiske perspektiver og fokuserede på hverdagslivet.

Bertolt Brecht sammen med Ruth Berlau, fotograferet ca. 1938 af arkitekt Mogens Voltelen, der bl.a. var medredaktør af tidsskriftet Kulturkampen.

Jævnsides hermed løb dog stadig stærkt traditionalistiske, ofte tillige politisk reaktionære strømninger, som til gengæld udfordredes af tidens politiske satire, fx hos Kurt Tucholsky.

Nazismens magtovertagelse i 1933, som bl.a. førte til offentlig afbrænding af den litteratur, regimet ville bekæmpe, spaltede digtningen, for så vidt som meget af den betydeligste tyske litteratur herefter måtte skrives uden for Tyskland.

Mange tyske forfattere måtte gå i eksil, enten fordi de var jøder, fordi de var modernister, fordi de var venstreorienterede eller af alle grunde samtidig: Bertolt Brecht, hvis "episke teater" slog igennem internationalt efter 1945, Anna Seghers, Arnold Zweig, Heinrich Mann.

Nogle valgte eksilet også uden direkte at høre til disse grupper, fx Thomas Mann, mens der i Tyskland foruden egentlig nazilitteratur også blev skrevet og udgivet mere traditionel, men ikke-nazistisk litteratur samt undertiden endog værker, der i samtiden blev opfattet som kritiske; Ernst Jünger kan være et eksempel på dette.

Skellet mellem eksillitteratur og litteratur inden for Tysklands grænser er kun til en vis grad stilistisk, men i alle andre henseender væsentligt.

Efter 1945

I tiden efter 1945 bestemtes billedet en tid af de allerede etablerede forfattere, men fra ca. 1950 opstod i Vesttyskland en ny litteratur, der hentede mange impulser fra den internationale, især franske og amerikanske, modernisme, som nu blev tilgængelig. Også Franz Kafka værk blev så at sige re-importeret.

Eksillitteraturen fik ikke den store betydning i Vesten, til gengæld blev den østtyske litteratur præget af hjemvendte eksilforfattere, men blev snart underlagt doktrinen om socialistisk realisme: en videreførelse af den realistiske tradition fra 1800-t., men med et socialistisk fremtidsperspektiv.

Mens opbygningen af et nyt samfund både frivilligt og påtvunget blev et hovedtema i Øst, prægedes den vestlige tyske litteratur af en afstandtagen fra ideologierne. Fælles udgangspunkt i de ellers meget forskellige bestræbelser var opgøret med den nazistiske fortid, som i det hele taget er et hovedelement i tysk litteratur helt frem til ca. 1990.

Opgøret ytrer sig ikke alene i tema og motiv, men især i Vesten også ofte i formen, nemlig som en betoning af de virkemidler, nazismen havde bandlyst, og en vilje til at indoptage udenlandske strømninger: eksperimenter med grammatik og billedsprog, opløsning af fortællestruktur, kritisk distancering i stedet for indlevelse etc.

Günter Grass. Selvportræt; radering.

Günter Grass. Selvportræt; radering.

Det politiske opgør var fælles for forfattere som den traditionelt fortællende Heinrich Böll og senere den mere fabulerende Günter Grass, og det fandt også sted i lyrikken, fx hos Paul CelanIngeborg Bachmann og Hans Magnus Enzensberger, og i dramaet, hvis vigtigste repræsentanter i 1950'erne var de to schweizere Max Frisch og Friedrich Dürrenmatt, der begge havde lært af Brecht uden at følge ham i hans socialistiske partitagen.

Rolf Hochhuths i formen traditionelle, men politisk yderst kontroversielle drama Der Stellvertreter (1963) om den katolske kirkes rolle i nazitiden fulgtes af flere mere eller mindre dokumentariske dramaer af bl.a. Peter Weiss, men senere også af en fornyelse af skuespillet som samfundsbillede hos Botho Strauß.

I 1900-t.s anden halvdel ses i den tysksprogede litteratur de samme udviklingslinjer som i anden europæisk litteratur. En ret kort realistisk periode lige efter 1945 afløstes af en mere modernistisk eksperimenterende og siden i 1960'erne af en delvis politisering af litteraturen, et nyt samfundsengagement, som i reglen stod til venstre, men i Vesttyskland sjældent var partipolitisk; dertil var den påståede socialisme i DDR for afskrækkende.

Peter Weiss' direkte bekendelse til socialismen i mere kommunistisk forstand forblev en undtagelse; det samme gjaldt i nogen grad for Grass' aktive støtte til det tyske socialdemokrati. For udviklingen af en ny litterær offentlighed i Vesttyskland fik Gruppe 47 især fra midten af 1950'erne stor betydning.

Den tyske deling satte sig spor i litteraturens udbredelse. Vesttysk litteratur var længe stort set lukket ude af DDR, og østtysk litteratur var længe overset i Vesten, men fik især i 1970'erne og 1980'erne et ganske stort publikum, i takt med at DDR blev afdæmoniseret i den offentlige bevidsthed, og den østtyske litteratur på sin side gjorde sig fri af de stive doktriner.

Som emne var den tyske deling længe stort set fraværende i vesttysk litteratur. Først Uwe Johnson, der var opvokset i DDR, ændrede på dette. Modsætningsvis spillede forholdet til Vesten som officiel trussel og måske uofficiel forjættelse til stadighed en rolle i den østtyske litteratur. Flere af dens repræsentanter valgte efter udvisningen af sangeren Wolf Biermann i 1976 at forlade DDR.

Den nu allerede klassiske generation i tysk efterkrigslitteratur er for de flestes vedkommende født i årene omkring 1930: Günter Grass, Hans Magnus Enzensberger, Siegfried Lenz, Martin Walser, Uwe Johnson, i DDR Christa Wolf og Heiner Müller, i Østrig Thomas Bernhard, hvis indædte opgør med sit land gav genlyd også uden for det.

Men også flere lidt ældre forfattere blev ved med at spille en rolle også frem til 1980'erne: Heinrich Böll, Peter Weiss og schweizerne Max Frisch og Friedrich Dürrenmatt. Grass' roman Die Blechtrommel (1959) blev en verdenssucces og skabte en fornyet international interesse for tysk litteratur.

I den næste aldersgruppe kan især fremhæves vesttyskeren Botho Strauss, østtyskerne Volker Braun og Christoph Hein, østrigerne Peter Handke og Elfriede Jelinek, schweizerne Adolf Muschg (f. 1934) og Peter Bichsel.

Efter den tyske genforening i 1990 kan man stadig iagttage forskelle mellem Vest og Øst, betinget af forfatternes opvækst i forskellige politiske systemer, og det kan være et udtrykkeligt tema i deres værker, fx i Wolfgang Hilbigs Ich (1995, da. Jeg, 2002) eller hos Herta Müller, som stammer fra det tyske mindretal i Rumænien.

Både før og efter genforeningen var og er den tyske litteratur dog også bundet sammen af fælles sprog og tradition, og udlændinge kunne ofte have svært ved at følge de interne tyske debatter i delingens tid om fundamentale forskelle mellem vesttysk og østtysk litteratur.

Man kan næppe hævde, at tysk litteratur omkring år 2000 opviser et markant nationalt særpræg. Den har del i de strømninger, som også gør sig gældende i andre lande, fx postmodernismen, som man måske kan henregne bl.a. Patrick Süskind og østrigeren Christoph Ransmayr til.

Mens den tyske litteraturkritik i 1980'erne ofte beklagede manglen på fornyelse, har man i løbet af 1990'erne foruden en fortsat produktivitet blandt de ældre oplevet en række markante debuter: Lyrikeren og essayisten Durs Grünbein og prosaisten Ingo Schulze stammer fra DDR. Andre fremtrædende prosaister er Bernhard Schlink, Marcel Beyer, Hans-Ulrich Treichel og Karen Duve. Blandt de endnu unge talenter er Zsuzsa Bánk (f. 1965) og Daniel Kehlmann (f. 1975).

Læs mere om Tyskland.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Tyskland. Moritz von Schwind Im Walde; maleri, 1848. Ynglingen i naturen, med bare ben, poetisk henslængt, blæsende i sit horn: en idyllisk, men ved de meget krogede træer nok også antydningsvis skummel scene, ganske som indholdet i Brødrene Grimms og andre eventyr, der blev samlet og udgivet i 1800-t. Schwind malede flere sådanne eventyrbilleder, hvis stemning allerede i samtiden og endnu mere i eftertiden opfattedes som karakteristisk for den sene tyske romantik, skønt der mere er tale om biedermeier.

© Dette billede må du ...

Tyskland. Den gamle Goethe dikterer — måske anden del af Faust. I hvert fald stammer J.J. Schmellers maleri fra det år, Goethe afsluttede arbejdet på sit hovedværk (1831). Goethe var produktiv til det sidste. Ikke kun Faust, men også romanprojektet Wilhelm Meister blev fuldendt, da han var omkring 80 år. Som administrator i Weimar havde Goethe tidligt vænnet sig til at diktere aktstykker og breve, og efterhånden dikterede han også manuskripterne til sine digterværker, hvad fx Adam Oehlenschläger trods sin beundring fandt lidet sømmeligt for en ægte poet.

© Dette billede må du ...

Tyskland. Dette bogmaleri fra Det Manessiske Håndskrift (1300-t.) forestiller den såkaldte sangerkrig på Wartburg i Thüringen, hvor landgreve Hermann (d. 1217) var kendt som mæcen for digtekunsten. Kappestriden mellem digterne kendes dog kun fra et versepos fra 2. halvdel af 1200-t. Angiveligt skal Walther von der Vogelweide, Wolfram von Eschenbach og andre have deltaget, således også den ellers ikke dokumenterede Heinrich von Ofterdingen, som Novalis gjorde til en romanfigur ca. 1800, og Klingsor fra Ungarland. Richard Wagner genskabte sangerkrigen i sin opera Tannhäuser (1845).

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
11/02/2014
keuner
07/10/2009
Redaktionen
23/09/2009
Oprindelig forfatter
PeOEhr
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki