I tiden efter 1945 bestemtes billedet en tid af de allerede etablerede forfattere, men fra ca. 1950 opstod i Vesttyskland en ny litteratur, der hentede mange impulser fra den internationale, især franske og amerikanske, modernisme, som nu blev tilgængelig. Også Franz Kafka værk blev så at sige re-importeret.
Eksillitteraturen fik ikke den store betydning i Vesten, til gengæld blev den østtyske litteratur præget af hjemvendte eksilforfattere, men blev snart underlagt doktrinen om socialistisk realisme: en videreførelse af den realistiske tradition fra 1800-t., men med et socialistisk fremtidsperspektiv.
Mens opbygningen af et nyt samfund både frivilligt og påtvunget blev et hovedtema i Øst, prægedes den vestlige tyske litteratur af en afstandtagen fra ideologierne. Fælles udgangspunkt i de ellers meget forskellige bestræbelser var opgøret med den nazistiske fortid, som i det hele taget er et hovedelement i tysk litteratur helt frem til ca. 1990.
Opgøret ytrer sig ikke alene i tema og motiv, men især i Vesten også ofte i formen, nemlig som en betoning af de virkemidler, nazismen havde bandlyst, og en vilje til at indoptage udenlandske strømninger: eksperimenter med grammatik og billedsprog, opløsning af fortællestruktur, kritisk distancering i stedet for indlevelse etc.
Det politiske opgør var fælles for forfattere som den traditionelt fortællende Heinrich Böll og senere den mere fabulerende Günter Grass, og det fandt også sted i lyrikken, fx hos Paul Celan, Ingeborg Bachmann og Hans Magnus Enzensberger, og i dramaet, hvis vigtigste repræsentanter i 1950'erne var de to schweizere Max Frisch og Friedrich Dürrenmatt, der begge havde lært af Brecht uden at følge ham i hans socialistiske partitagen.
Rolf Hochhuths i formen traditionelle, men politisk yderst kontroversielle drama Der Stellvertreter (1963) om den katolske kirkes rolle i nazitiden fulgtes af flere mere eller mindre dokumentariske dramaer af bl.a. Peter Weiss, men senere også af en fornyelse af skuespillet som samfundsbillede hos Botho Strauß.
I 1900-t.s anden halvdel ses i den tysksprogede litteratur de samme udviklingslinjer som i anden europæisk litteratur. En ret kort realistisk periode lige efter 1945 afløstes af en mere modernistisk eksperimenterende og siden i 1960'erne af en delvis politisering af litteraturen, et nyt samfundsengagement, som i reglen stod til venstre, men i Vesttyskland sjældent var partipolitisk; dertil var den påståede socialisme i DDR for afskrækkende.
Peter Weiss' direkte bekendelse til socialismen i mere kommunistisk forstand forblev en undtagelse; det samme gjaldt i nogen grad for Grass' aktive støtte til det tyske socialdemokrati. For udviklingen af en ny litterær offentlighed i Vesttyskland fik Gruppe 47 især fra midten af 1950'erne stor betydning.
Den tyske deling satte sig spor i litteraturens udbredelse. Vesttysk litteratur var længe stort set lukket ude af DDR, og østtysk litteratur var længe overset i Vesten, men fik især i 1970'erne og 1980'erne et ganske stort publikum, i takt med at DDR blev afdæmoniseret i den offentlige bevidsthed, og den østtyske litteratur på sin side gjorde sig fri af de stive doktriner.
Som emne var den tyske deling længe stort set fraværende i vesttysk litteratur. Først Uwe Johnson, der var opvokset i DDR, ændrede på dette. Modsætningsvis spillede forholdet til Vesten som officiel trussel og måske uofficiel forjættelse til stadighed en rolle i den østtyske litteratur. Flere af dens repræsentanter valgte efter udvisningen af sangeren Wolf Biermann i 1976 at forlade DDR.
Den nu allerede klassiske generation i tysk efterkrigslitteratur er for de flestes vedkommende født i årene omkring 1930: Günter Grass, Hans Magnus Enzensberger, Siegfried Lenz, Martin Walser, Uwe Johnson, i DDR Christa Wolf og Heiner Müller, i Østrig Thomas Bernhard, hvis indædte opgør med sit land gav genlyd også uden for det.
Men også flere lidt ældre forfattere blev ved med at spille en rolle også frem til 1980'erne: Heinrich Böll, Peter Weiss og schweizerne Max Frisch og Friedrich Dürrenmatt. Grass' roman Die Blechtrommel (1959) blev en verdenssucces og skabte en fornyet international interesse for tysk litteratur.
I den næste aldersgruppe kan især fremhæves vesttyskeren Botho Strauss, østtyskerne Volker Braun og Christoph Hein, østrigerne Peter Handke og Elfriede Jelinek, schweizerne Adolf Muschg (f. 1934) og Peter Bichsel.
Efter den tyske genforening i 1990 kan man stadig iagttage forskelle mellem Vest og Øst, betinget af forfatternes opvækst i forskellige politiske systemer, og det kan være et udtrykkeligt tema i deres værker, fx i Wolfgang Hilbigs Ich (1995, da. Jeg, 2002) eller hos Herta Müller, som stammer fra det tyske mindretal i Rumænien.
Både før og efter genforeningen var og er den tyske litteratur dog også bundet sammen af fælles sprog og tradition, og udlændinge kunne ofte have svært ved at følge de interne tyske debatter i delingens tid om fundamentale forskelle mellem vesttysk og østtysk litteratur.
Man kan næppe hævde, at tysk litteratur omkring år 2000 opviser et markant nationalt særpræg. Den har del i de strømninger, som også gør sig gældende i andre lande, fx postmodernismen, som man måske kan henregne bl.a. Patrick Süskind og østrigeren Christoph Ransmayr til.
Mens den tyske litteraturkritik i 1980'erne ofte beklagede manglen på fornyelse, har man i løbet af 1990'erne foruden en fortsat produktivitet blandt de ældre oplevet en række markante debuter: Lyrikeren og essayisten Durs Grünbein og prosaisten Ingo Schulze stammer fra DDR. Andre fremtrædende prosaister er Bernhard Schlink, Marcel Beyer, Hans-Ulrich Treichel og Karen Duve. Blandt de endnu unge talenter er Zsuzsa Bánk (f. 1965) og Daniel Kehlmann (f. 1975).
Læs mere om Tyskland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.