Horace Engdahl, f. 1948, svensk litteraturkritiker, medlem af og sekretær for Det Svenske Akademi. Som medredaktør af tidsskriftet Kris havde han betydning for introduktion og anvendelse af ny tekstteori. Hans doktordisputats Den romantiska texten (1986) demonstrerede således et dristigt greb om digtningens retorik. Beröringens ABC (1994) er et krydstogt gennem romantikkens, symbolismens og modernismens labyrinter, skrevet på et gehør for tonen, den skjulte stemme, i litteraturen. 2004 blev Engdahl udnævnt som adjungeret professor ved Aarhus Universitet for en femårig periode.