• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

konservering (Kulturhistoriske genstande)

Oprindelig forfatter PBron Seneste forfatter Redaktionen

Materialet, der kan være af arkæologisk, recent (dvs. ikke fundet i jorden) eller etnografisk herkomst, udviser stor variation: metal, glas, træ, tekstil, læder, farve mv. Samlet ekspertise i konservering og restaurering findes på de store museer og, hvad papir og bogbind angår, endvidere på de store arkiver og forskningsbiblioteker.

Kort efter oprettelsen i 1807 af Det Oldnordiske Museum, forløberen for Nationalmuseet, blev opmærksomheden rettet mod bevaringsproblemet. Bevaring af værdsatte ejendele byggede på gamle håndværksmæssige traditioner, men håndværket alene kom til kort ved sikring af arkæologiske fund.

Den konserveringsmæssige behandling, dels af organiske materialer fra moser, dels af metaller fra udgravninger, blev de felter, som man i København først udviklede naturvidenskabeligt baserede metoder til. For det vandfundne træs vedkommende publicerede C.F. Herbst (1818-1911) den såkaldte alunmetode ca. 1860, efter hvilken alun med indhold af krystalvand smeltes ved opvarmning; efter indtrængning i det nedbrudte træ og afkøling genkrystalliserer alunen og stabiliserer herved cellestrukturen, som ellers ville være kollaberet ved optørring; efterfølgende imprægneres overfladen. Metoden blev siden afløst af andre, der tilsvarende gjorde brug af naturvidenskabelige opdagelser og nye teknikker; mange erfaringer blev således gjort under arbejdet med Skuldelevskibene i Roskilde Fjord. I nyere tid finder tillige frysetørring anvendelse i forbindelse med konservering af vandfundne organiske materialer.

Nødvendigheden af en øget og professionaliseret indsats førte i 1969 til en betænkning om organisering af konserveringsvirksomheden ved museerne og i 1973 til oprettelse af Konservatorskolen med tilknytning til Kunstakademiet i København (se også konservator). I dag udfører Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede konserverings- og restaureringsopgaver for museets egne samlinger (og for private mod betaling) af genstande inden for alle områder; konservering af fotografisk materiale er det foreløbig nyeste speciale. Bevaringsafdelingen er ligeledes forpligtet til konsulentvirksomhed ved istandsættelse i kirker, der er ældre end 100 år (se kirkeligt tilsyn). Hertil kommer konserveringer af både inventar og muralmaleri, fx kalkmalerier, samt bygningsundersøgelser og arbejde for slotte og herregårde, både eksteriør, interiør og inventar.

Uden for Københavnsområdet har kun de større museer ansat konserveringsfagligt personale; i flere jyske regioner findes imidlertid konserveringscentre for de lokale kulturhistoriske museer. Ved de kulturhistoriske hovedmuseer i Tórshavn og i Nuuk findes konserveringsfaciliteter.

Quiz
Hvilken abe er ikke en menneskeabe?

1: bavian
2: bonobo
3: chimpanse



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. konservering (Kulturhistoriske genstande) Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik