Museum - det internationale perspektiv, Museer kan have overordentlig stor betydning for en befolknings kulturelle identitet. Det kom bl.a. til udtryk under de blodige konflikter i 1990'erne i det tidligere Jugoslavien, hvor museer og andre historiske mindesmærker systematisk er blevet ødelagt af modparten. Museer kan også bruges politisk til at underbygge en ønsket historieopfattelse som fx i det tidligere Sovjetunionen, hvor museerne skulle vise udviklingen frem til det frigjorte Sovjetmenneske.

Internationalt set er museer i høj grad et europæisk og amerikansk fænomen, som har spredt sig til den øvrige verden sammen med kolonialismen. Med kolonistyrets afvikling og de mange nye stater opstod især i 1960'erne et behov for at styrke sammenhold og identitet, hvorfor museer i mange tilfælde var lige så vigtige for udviklingen som økonomisk vækst. Der er dog langt endnu, før verden er "dækket" med museer. Et tegn herpå er, at ICOM i 1996 havde ca. 9000 medlemmer i Europa mod kun ca. 400 i Afrika, 1000 i Asien og Stillehavsområdet og 700 i Latinamerika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig