De Sandvigske Samlinger er et kulturhistorisk museum ved Lillehammer, Norge, opkaldt efter grundlæggeren, tandlæge Anders Sandvig (1862-1950), der siden 1887 privat havde samlet på gamle ting fra egnen, især folkekunst.

Museet har siden 1904 ligget i området Maihaugen i udkanten af Lillehammer, hvor det råder over et areal på ca. 40 ha; det omfatter et frilandsmuseum for gamle landbygninger fra Gudbrandsdalen med sidedale og en håndværksafdeling i en moderne, dertil opført betonbygning.

I frilandsafdelingen, hvor der også findes en stavkirke, vises egnens byggeskik i talrige huse med indbo og folkekunst. Der er bl.a. flyttet en hel gård bestående af 25 enkelte huse. Øverst på det skrånende terræn er en sæter med dertilhørende bygninger.

Maihaugen indgår i Lillehammer Museum, der også omfatter Bjørnstjerne Bjørnsons hjem Aulestad, Sigrid Undsets hjem Bjerkebæk, Lillehammer Kunstmuseum, Norges Olympiske Museum og Norges Postmuseum.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig