Louvre med I.M. Peis glaspyramide i forgrunden.

.

Louvre ligger ved Seinen i Paris.

.

Louvre, tidligere kongeligt residensslot i Paris, der i dag rummer et af verdens største museer.

Filip 2. Augusts firefløjede borg fra omkring 1200 ved Seinen ombyggedes efterhånden til et enormt slotskompleks. Under Frans 1. påbegyndtes i 1546 efter plan af Pierre Lescot et større firefløjet anlæg, Cour Carrée, der fuldførtes i 1600-t. under Ludvig 14. af Jacques Lemercier, Louis le Vau samt Claude Perrault, der tegnede kolonnaden mod øst, et hovedværk i fransk klassicistisk arkitektur. Cour Carrées sydlige udbygning langs Seinen blev opført 1578-96 for Katarina Medici som forbindelse til slottet Tuilerierne.

Napoleon 1. og senere Napoleon 3. lod 1806-68 de næsten 500 m lange vestfløje opføre omkring et mægtigt, lukket parkanlæg med den lille triumfbue L'Arc du Carrousel (1808) i centrum. Efter raseringen af Tuilerierne under Pariserkommunen 1871 åbnedes kigget fra Louvre over Concordepladsen og det lange perspektiv til den store triumfbue på den nuværende Place Charles de Gaulle og senere videre til La Grande Arche i bydelen La Défense (1989).

En renovering og udvidelse af museet til Le Grand Louvre, iværksat af præsident François Mitterrand, inddrog den amerikanske arkitekt I.M. Pei, der også tegnede et underjordisk indgangsparti med glaspyramide over, der blev åbnet i 1989. En teltlignende bygning i to etager til museets samling af islamisk kunst er opført i en gård ved den sydlige fløj af Louvre, tegnet af arkitekterne Mario Bellini (f. 1935) og Rudy Ricciotti (f. 1952) og åbnet i 2012.

Museet

Mona Lisa. Leonardo da Vincis maleri (77 cm×53 cm) er en af Louvres største attraktioner. Portrættypen i halv figur med begge hænder synlige var i begyndelsen af 1500-t. en nyskabelse, som fik mange efterligninger. I 1900-t. har talrige kunstnere skabt parafraser over billedet; særlig kendt er Marcel Duchamps version fra 1919 med overskæg.

.

I 1682 flyttedes kongeresidensen til Versailles, og Louvre anvendtes derefter som kongeligt kunstkammer. I 1793 åbnedes det som offentligt tilgængeligt nationalt kunstmuseum, hvor de kongelige samlinger suppleredes med bl.a. inddragne kirkeskatte og emigranters kunstværker.

Under Napoleonskrigene blev samlingerne beriget med krigsbytte fra bl.a. Belgien, Østrig og Italien, men efter Wienerkongressen i 1814-15 tilbagegav Frankrig ca. 5000 kunstværker. Senere er Louvre vokset til et af verdens største museer.

Foruden malerisamlingen med Leonardo da Vincis Mona Lisa som største attraktion omfatter det store skulptursamlinger med bl.a. de antikke græske statuer Venus fra Milo og Nike fra Samothrake; den egyptiske antiksamling indviedes i 1826, og den mellemøstlige i 1847. Museet rummer endvidere bl.a. kunsthåndværk og tegninger.

Kunstværker skabt efter 1848, herunder de impressionistiske malerier fra Jeu de Paume-museet, er siden 1986 udstillet i Orsay-museet, mens Musée national d'art moderne fra 1977 huses i Pompidoucentret.

Museets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig