Germanisches Nationalmuseum. Indgangspartiet til museets store tilbygning, tegnet af arkitektfirmaet me di um, Hamburg-Aachen, og udført 1987-93. I det buede glasparti står indskriften Eigentum der deutschen Nation. Nybygningen udvidede udstillingsarealet med 5000 m2, og museet i Nürnberg er dermed et af de største kulturhistoriske museer i verden.

.

Germanisches Nationalmuseum, museum i Nürnberg, grundlagt i 1852 af Hans von und zu Aufseß som hjemsted for tysk kunst, kultur og litteratur.

Germanisches Nationalmuseum, der blev indrettet i et tidligere karteuserkloster, stiftet 1380, er siden flere gange blevet udvidet. Allierede luftangreb 1943-45 ødelagde hovedparten af bygningerne, men forudgående evakuering reddede næsten alle samlingerne.

Museet var fra 1947 under genopbygning i flere årtier og åbnede i 1977 med et udvidet udstillingsareal; dette blev fordoblet ved nybygning 1987-96.

Germanisches Nationalmuseum, der i dag er blandt verdens største kulturhistoriske museer, rummer ca. 1,2 mio. objekter med relation til de tysksprogede områder fra ca. 30.000 f.Kr. til nutiden.

Her findes en fremragende samling tysk skulptur og maleri fra 1300-1500-t. med hovedværker af Konrad Witz, Albrecht Dürer, Lucas Cranach, Hans Baldung Grien, Hans Burgkmair og Albrecht Altdorfer.

Endvidere findes kunsthåndværk, våben, dragter og tekstiler, husgeråd mv., hvortil kommer særlige afdelinger med grafik, nyere kunst, mønter og medaljer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig