ICOM's ekstraordinære generalforsamling i Prag, 2022.
ICOM er museernes internationale samarbejdsorganisation. Den 24. august 2022 godkendte ICOMs ekstraordinære generalforsamling den nye museumsdefinition med 92,41 % af stemmerne. Forrest i billedet præsident for ICOM Alberto Garlandini, bagerst lederen af den tjekkiske afdeling Gina Renotiere.
Af //AP/Ritzau Scanpix.

ICOM er museernes internationale samarbejdsorganisation. Den blev stiftet i 1946 med den opgave at fremme og udvikle museerne og museumsprofessionen på et internationalt niveau. ICOM råder over et sekretariat og et informationscenter i Paris.

Faktaboks

Også kendt som

International Council of Museums

ICOM: en global medlemsorganisation

ICOM er en global medlemsorganisation med mere end 40.000 medlemmer, og der er etableret nationale komitéer i 124 lande, inklusive ICOM Danmark.

Som forum for eksperter inden for det museale felt fremsætter ICOM anbefalinger, der vedrører spørgsmål relateret til kulturarv, og som fremmer uddannelse og viden. Som de museumsprofessionelles stemme på den internationale scene øger ICOM den offentlige kulturelle bevidsthed gennem globale netværk og samarbejdsprogrammer.

Således foregår en væsentlig del af ICOM's arbejde i 32 internationale komitéer. Ud af disse er 18 komitéer baseret på indsamlingstype, og 14 fokuserer på mere overordnede museale emner.

De museumsetiske regler

ICOM har defineret otte museumsetiske regler, som er normgivende for museernes virke og for alle, der arbejder i tilknytning til museer.

ICOM's fjerde etiske regel handler eksempelvis om museernes formidling: "Museerne har en vigtig forpligtelse til at udvikle deres formidling og tiltrække et bredt publikum fra det samfund, den lokalitet eller de befolkningsgrupper, de betjener. Samspillet med det omgivende samfund og formidlingen af dets arv er en integreret del af museets virksomhed."

Reglerne er oversat til dansk, færøsk og grønlandsk og findes på ICOM Danmarks hjemmeside.

ICOM's nye museumsdefinition

På ICOM's ekstraordinære generalforsamling i 2022 i Prag vedtog man en ny museumsdefinition:

"Et museum er en non-profit, permanent institution, som tjener samfundet, der forsker, indsamler, konserverer, fortolker og udstiller materiel og immateriel arv. Museer er åbne for offentligheden, tilgængelige og inkluderende, og museer fremmer mangfoldighed og bæredygtighed. De opererer og kommunikerer etisk, professionelt, med inddragelse af offentligheden og tilbyder varierede oplevelser til gavn for uddannelse, nydelse, refleksion og vidensdeling."

Den nye definition af, hvad der konstituerer et museum, vægter langt tungere områder som mangfoldighed, bæredygtighed og det at være en etisk informeret museumspraksis end tidligere tiders museumsforståelse.

I tæt samarbejde med UNESCO virker ICOM som en NGO, dvs. en organisation, der ikke er regeringskontrolleret.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig