Albertina, statslig samling af grafik og tegnekunst i Wien, en af verdens største. Grundbestanden er Albert von Sachsen-Teschens (1738-1822) samling; Albertina har stadig til huse i dennes palæ opført 1742-45 og 1801-07. Museet blev efter 1918 suppleret med hofbibliotekets samlinger. Bestanden på omkring en mio. blade har sit tyngdepunkt i europæisk tegnekunst og grafik fra 1400-t. til i dag med vægt på tyske renæssancekunstnere, især Albrecht Dürer. Albertina rummer endvidere en større samling plakater samt arkitekturtegninger og -modeller; i 1999 erhvervedes en betydelig fotografisamling fra Höheren Grafischen Bundeslehr- und Versuchsanstalt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.