Java (Musik), Java er gamelanmusikkens hjemsted. Herfra stammer grundformen for de populære gong-ensembler, som ikke blot er overført til naboøen Bali, men som også har betaget vestlige komponister og musikforskere siden slutningen af 1800-t. Især de imponerende hof-gamelaner fra Yogyakarta og Surakarta har tiltrukket sig opmærksomhed. Hofgamelanerne bruges primært som akkompagnement til dans og skyggespil i paladserne, men nu også som egentlig koncertmusik, bl.a. med fast sendetid i radioen.

En række mindre ensembler nyder stor lokal popularitet. På Vestjava (Sunda) findes Gamelan Degung af jern, kendetegnet ved den meget livlige spillestil Ketuk Tilo, med kendang, rebab, ketuk og gongchime og tilhørende dans, som har lagt grunden til den moderne genre Jaipongan, den meget smukke Tembang Sunda, hvor episke digte akkompagneres af fløjte og zither, og Angklung, et fascinerende ensemble af rystebambus, traditionelt som ledsagelse til dans, i dag måske bedst kendt i forbindelse med fortolkninger af Strauss-valse og lignende med el-bas og marimba. Fra kolonitiden stammer Tanjidoor, hvor traditionel gamelanmusik udførtes på brass-band.

I de største byer tilbydes uddannelse i vestlig musik, og flere yngre komponister søger en ny indonesisk musik for vestlige instrumenter. Også inden for populærmusikken er der betydelig aktivitet (se Indonesien (musik)).

Læs mere om Java.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig