Storbritannien (Folkemusik), Siden 1970'erne er betegnelserne folk music og folk song afløst af traditional og vernacular music som reaktion på 1800- og 1900-t.s selektive og romantiserende opfattelser af især ballad og folksong. Nutidige og ældre kilder tilsammen giver dog et indtryk af især vokale traditioner: ballader, herunder broadsides (skillingsviser), carols, arbejdssange, gaderåb, vuggesange og børnesange, i en forsiret og ofte nasal udførelse. Dansemusikken anvendte tidligt tromme og enhåndsfløjte, men overtog 1750-1850 kirkekapellernes instrumenter: strygere, fløjter, klarinetter, fagotter osv.; derudover bruges bl.a. hakkebræt, banjo og harmonika. Country dances (turdanse) var populære fra 1600-t. i alle samfundslag. Sækkepiben er betydningsfuld i Skotland og Northumbria, hvor den ledsager danse som hornpipe, reel, jig og polka. Med F.J. Childs The English and Scottish Popular Ballads (1882-98) skabtes en tekstkanon, men først i 1890'erne indsamledes melodier, især af Cecil Sharp. Fra 1903 blev han hovedperson i en bevægelse, som ville genrejse engelsk musik på grundlag af den nyfundne folksong, der fremstod som uspoleret landsbytradition. Også fx morris dance og sværddanse fik en renæssance. Kritikken har senere afvist Sharps idealiserede univers, herunder kirketonearternes dominans. I 1960'erne tilføjedes industrial folksong. Efter en lavkonjunktur 1970-90 har musiketnologisk forskning haft regionale traditioner og de endnu praktiserende balladesangere i fokus. I Skotland og Wales er særlige gæliske traditioner holdt i hævd gennem revivals: dansesange, valkesange, kærlighedssange, walisisk flerstemmighed og på Hebriderne bardens rolle.

Læs om Storbritanniens kunstmusik.

Læs om Storbritanniens populærmusik.

Læs mere om Storbritannien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig