Faktaboks

Leo Mathisen

Leo "The Lion" Mathisen

Født
10. oktober 1906, Frederiksberg
Død
16. december 1969, Ballerup

Leo Mathisen. Den danske jazzmusiker fotograferet med hat og cigar ved klaveret.

.

Leo Mathisen var en dansk pianist, komponist, arrangør, sanger og kapelmester, regnet blandt sin tids betydeligste og mest originale jazzkunstnere.

Leo Mathisen var en fremstående entertainer med karakteristisk barok surrealistisk humor. I 1927 indspillede han sin første plade, The More We Are Together, med Victor Cornelius, og 1928-31 spillede han i Tyskland og Sverige. Indtil 1936 var han medlem af Erik Tuxens orkester, som han prægede med sine arrangementer.

1936-51 havde Leo Mathisen eget orkester, med hvilket han indspillede en række plader, ofte med egne kompositioner, fx Take it Easy og To be or not to be. Desuden indspillede han med større besætninger, bl.a. Long Shadows, som er et fint eksempel på hans suveræne arrangørevner.

I 1953 trak han sig ud af musiklivet pga. en hjernesygdom.

I 2009 stiftedes Leo Mathisen Prisen, der årligt uddeles af DR Big Bandet og Leo Mathisen-foreningen How How til en dansk jazzmusiker, der både rummer elementer af guldalderjazzen – som Leo Mathisen repræsenterede – og i sig har en fremadpegende kunstnerisk jazzåre, der tegner den nutidige jazz. Modtagerne har været Niels Jørgen Steen, Kresten Osgood (f. 1976), Ib Glindemann og Ray Pitts.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig