Ragtime er en stærkt synkoperet, ikke-improviseret klaverstil, der var udbredt i USA ca. 1897-1917. Kompositionerne, hvoraf de vigtigste skyldes Scott Joplin, rummer flere temaer på 16 takter i 2/4-takt og fandt udbredt anvendelse i den samtidige New Orleans-jazz, som derfor var kendt under navnet ragtime. Ud over den klassiske klaverragtime opstod en ragtime for mindre ensembler.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet ragtime er engelsk, af ragged 'laset, ujævn', af rag 'klud, las', og time i betydningen 'takt, rytme'.
Efterhånden som jazzen etablerede sig som selvstændig kunstart i 1920'erne, blev det almindeligt at se ned på den autentiske ragtime som corny, håbløst gammeldags.
En egentlig renæssance oplevede ragtime først i begyndelsen af 1970'erne, da den klassisk skolede pianist Joshua Rifkin (f. 1944) indspillede en række plader, især med Scott Joplin-kompositioner, i en langsom, lyrisk tolkning. Rifkins plader inspirerede brugen af Joplin-musik i George Roy Hills film The Sting (1973, Sidste stik), som især etablerede nummeret The Entertainer (1902) som evergreen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.