Hank Jones var en amerikansk jazzpianist, bror til Elvin og Thad Jones. Siden debuten med Oran Hot Lips Page i 1944 hørte Hank Jones til de betydeligste jazzakkompagnatører og solister, og han forstod at forene regulær swingjazz med mere moderne udtryk, blandt andet i selskab med Charlie Parker og Milt Jackson. Sammen med Miles Davis medvirkede han på Cannonball Adderleys klassiske Somethin' Else (1958). Jones har også dyrket den sjældne jazz-piano-duo i samarbejde med blandt andre Tommy Flanagan.