barok - musik

Barok betegner den stilperiode i musikhistorien, der strækker sig fra ca. 1600 til midten af 1700-tallet, og ordet blev i den betydning anvendt første gang omkring 1920. Det er med tiden blevet almindeligt anerkendt i denne betydning, først i de angelsaksiske lande, og efterhånden også i de latinske.

Så sent som i 1960 foretrak en fransk musikhistoriker at tale om "koncerterende stil" frem for "baroque". Var betegnelsen renæssance ikke for længst slået an som navn på den forudgående periode, ville den måske have været bedre egnet i betragtning af de æstetiske overvejelser, der førte til barokstilens gennembrud.

Omkring Giovanni Bardi beskæftigede en kreds af komponister og teoretikere i Firenze, Camerata, sig i slutningen af 1500-tallet bl.a. med antikkens drama, som de mente at kunne give en renæssance ved at lade personerne på scenen synge replikkerne.

Dermed opstod en ny genre, operaen, der ikke alene blev periodens væsentligste bidrag til musikhistorien, men som også skulle komme til at få afgørende indflydelse på alle andre genrer, såvel musikteoretisk som musikæstetisk.

Perioden er kendetegnet ved dyrkelsen af to musikalske stilarter. Den ældre, der havde nået et højdepunkt med Palestrina (død 1594), blev betragtet som ophøjet og fuldendt; den kaldtes stile antico eller prima prattica og blev fortsat anvendt, tilmed af de samme komponister, som skrev musik efter de nye retningslinjer, stile moderno eller seconda prattica, samtidens betegnelser for barokstilen.

Som reaktion imod Palestrinastilens komplicerede musik med dens fletværk af ligeberettigede stemmer fremkom en forenklet satstype, den såkaldte monodi, der omfatter en overstemme, instrumental eller vokal, og en understemme, der danner fundamentet for de ledsagende akkorder.

Disse skrives ikke i noder, men angives med tal (becifringer), som der improviseres ud fra på et akkordinstrument (spinet, cembalo, orgel, lut, teorbe osv.); basmelodien fremføres desuden som regel af et melodiinstrument (fx cello).

Dette princip, basso continuo eller generalbas, er så karakteristisk for barokstilen, at det er foreslået som betegnelse for perioden: generalbastiden. Med dette princip slog desuden dur- og molsystemet igennem som erstatning for de ældre kirketonearter, og grunden blev dermed lagt til den såkaldte funktionsharmonik, der først gik i opløsning med den atonale musik fra tiden omkring 1900.

Straks fra begyndelsen af baroktiden blev monodien anvendt til såvel kirkelig som verdslig brug. Ludovico Viadanas Cento Concerti ecclesiastici ("100 kirkelige koncerter") udkom 1602; på samme tid udgav Giulio Caccini Le nuove musiche ("ny musik"), en art madrigaler for sangstemme med generalbasledsagelse til digte af bl.a. Petrarca.

Fælles for de to genrer er det personlige udtryk, som komponisterne lægger i musikken. Tonerne har til opgave at gengive og skildre de stemninger og følelser, der er nedlagt i ordene. Med tiden udvikledes et omfattende sæt "formler" eller "regler" for, hvordan dette skulle gøres, af teoretikerne senere sammenfattet i den såkaldte affektlære, der er den gængse betegnelse for baroktidens musikæstetik.

Til udviklingen heraf bidrog i særlig grad den nye genre, operaen. Claudio Monteverdis L'Orfeo, opført i Mantova 1607 under private former, hører til de første vigtige bidrag.

Allerede 1637 åbnedes i Venedig det første operahus, hvortil der var offentlig adgang, og dermed indledtes genrens sejrsgang. Monteverdi, som var blevet ansat ved Markuskirken, skrev nogle af sine absolutte mesterværker til Venedig, bl.a. Poppeas kroning fra 1642. I anden halvdel af århundredet udviklede monodien sig i to retninger: recitativet, der hovedsageligt bruges til fremførelse af prosatekster, bl.a. replikskifte i dramatiske værker, og arien, hvor hovedvægten lægges på de sanglige udfoldelser (bel canto) og de følelsesmæssige udtryk (affekterne).

Den vigtigste formtype, da capo-arien, der er kendetegnet ved en tredelt opbygning (ABA), blev efterhånden overført til andre genrer: oratorium (Georg Friedrich Händel), verdslig kantate (Benedetto Marcello), kirkelig kantate (Johann Sebastian Bach) o.a.; den sidstnævnte genre er udviklet af den gejstlige koncert (Heinrich Schütz). Princippet i da capo-arien findes hos de store komponister fra senbarokken som Alessandro Scarlatti, Antonio Vivaldi, Giovanni-Battista Pergolesi, Händel og Bach, der dog forholdt sig ret frit til den.

Kendetegnende for baroktiden er endvidere instrumentalmusikken, der opnåede betydelig selvstændighed. I den første tid blev musikken for instrumenter komponeret efter renæssancens principper.

Formerne var hovedsageligt de samme som inden for den ældre vokalmusik (motet, madrigal osv.); man skelnede således mellem canzona cantata og canzona suonata, henholdsvis 'sunget' og 'spillet' sang, deraf betegnelserne på de nye genrer kantate og sonate.

Desuden var den tiltænkt "familier" af ens instrumenter i forskellige størrelser (sopran, alt, tenor og bas), der i klanglig henseende lå tæt op ad koret. Suiten, der med sin kæde af dansesatser har rødder i middelalderen og renæssancen, blev en højt udviklet musikform; der blev skrevet suiter for ét instrument alene (Johann Jacob Frobergers, François Couperins og Jean-Philippe Rameaus cembaloværker) eller for større ensembler (Johann Hermann Scheins Banchetto musicale fra 1617, Bachs "Ouverturer").

Med tiden udvikledes selvstændige genrer som sonate, der forekommer som solosonater med ét instrument og basso continuo eller som triosonate for to instrumenter og continuo (Arcangelo Corelli), concerto grosso (Corelli, Händel) og solokoncert (Tomaso Albinoni, Vivaldi).

Disse genrer fik alle den første opblomstring i baroktiden. Desuden steg interessen for at udforske instrumenternes spilletekniske og klanglige muligheder. En figur som denne fra en koncert af Vivaldi er typisk for violinen, men er uegnet til fremførelse på andre instrumenter:

Orgelmusikken oplevede et kunstnerisk højdepunkt med Bachs værker, der omfatter koralbearbejdelser og frie værker som præludier og fugaer; begge genrer står under indflydelse af bl.a. nordtyske orgelmestre som Diderich Buxtehude.

Afhængigt af musikkens funktion og dermed af komponistens sociale stilling skelnede baroktiden mellem tre arter: Kirkemusikken, såvel vokal som instrumental, var tiltænkt gudstjenesten under en eller anden form; teatermusikken omfattede den musik, der blev skrevet for scenen; resten blev betegnet som kammermusik, uanset om den var instrumental eller vokal, eller om den var for små eller store besætninger.

Stilen i en sonata da camera eller i en concerto grosso af kammermusiktypen, begge nært beslægtet med suiten, var friere end i de kirkemusikalske modstykker, men efterhånden blev forskellene dog udjævnet.

Omkring midten af 1700-tallet blev barokstilen afløst af (wiener)klassikken. Skønt mange træk blev videreført, blev langt de fleste komponister og deres musik glemt.

Først i romantikken i 1800-tallet blev interessen for fortidens tonekunst vakt til live, frem for alt igennem opdagelsen og dyrkelsen af J.S. Bach. Det blev indledningen til en renæssance for barokmusikken.

Siden midten af 1800-tallet har baroktidens musik været genstand for intens forskning, der i første række var koncentreret omkring J.S. Bach og hans værker, men som efterhånden inddrog flere og flere af de dengang ukendte komponister (Buxtehude, Vivaldi m.fl.). Philipp Spitta og Arnold Schering hører til de mest fremtrædende pionerer, som i 1900-tallet efterfulgtes af musikvidenskabsmænd som Friedrich Blume og Manfred Bukhofzer, der begge har skrevet om barokmusikken i almindelighed.

Også danske forskere har ydet internationalt anerkendte bidrag, således Jens Peter Larsen (Händel), Søren Sørensen (Buxtehude) og Peter Ryom (Vivaldi).